»Hvordan kan man se forskel på pædagoger og pædagogmedhjælpere på en legeplads?. Pædagogerne drikker kaffe og reflekterer over børnenes udvikling, mens medhjælperne render rundt og leger med børnene«.
Sådan citeres formanden for landsforeningen for socialpædagogerne Jan Hoby, når han skal beskrive hverdagen rundt omkring i landets børneinstitutioner. Ovenstående lyder umiddelbart som en vittighed, men spørger man flere, der ligesom undertegnede selv har arbejdet som pædagogmedhjælper i en børnehave, så er der tale om en skinbarlig sandhed, som kun meget få institutioner kan se sig undtaget fra. Pædagogerne føler at deres tid er meget presset og derfor skal den så vidt muligt udelukkende bruges på pædagogiske aktiviteter, som f.eks. at holde møder, skrive læreplaner eller lignende. Aktiviteter som altså ikke umiddelbart inkluderer nogen børn. De kan dog også tage børn til side og ind i et lille rum. Sådan kan man også lave en pædagogisk aktivitet, men der er jo stadig over 20 børn tilbage, som ikke får deres opmærksomhed.
Selv har jeg været forholdsvis heldig at arbejde steder, hvor man valgte at se medhjælperen som en ressource, der kunne byde ind i planlægning og afvikle aktiviteter. På den måde inddrages medhjælperen så meget, at institutionen bliver en helhed og medhjælperen lærer af pædagogen i en grad der gør, at medhjælperen med tiden bliver lige så værdsat og dygtig som pædagogen, selv uden uddannelsen.
Der findes dog også historier som på det nærmeste overgår ens fantasi, hvor medhjælperen er degraderet til en position, hvor man udelukkende fungerer som en form for praktisk gris. Jeg kender til konkrete eksempler, hvor medhjælperen med mange års erfaring ikke må deltage i planlægningsmøder og ikke anses for ansvarsfuld nok til, at han kan tage børn med på skolebesøg, trods det at der ikke er tale om en pædagogisk aktivitet. Selv samme person er dog god nok at have, når der skal løses praktiske opgaver og lukkevagter skal dækkes ind. Pædagogerne i denne institution gav ind imellem klart og direkte udtryk for, at de følte sig mere værd end medhjælperen og lederen ville faktisk helst af med alle, der ikke allerede var uddannet pædagog. Nogle gange på en måde så man ikke kunne se det som et udtryk for andet end mobning.
I sidste ende kan al denne undertrykkelse af medhjælperne samt åbenlyse magtmisbrug kun ende med, at pædagogerne mister kontakten til børnene. De bruger jo ikke deres tid sammen med børnene, men sidder i stedet i små grupperinger i rum skærmet for børnenes larm og konflikter. Imens får medhjælperen i stedet den tætte relation til børnene, som er så vigtig i forhold til eventuelle problematikker og den videre udvikling. Hvordan kan man f.eks. afsløre om et barn mistrives, hvis medhjælperen ikke må give sit besyv med og pædagogen slet ikke kender barnet?
Min søn har, i sin tid i børnehaven, faktisk udelukkende knyttet sig til pædagogmedhjælperne, da de altid kunne sætte gang i gode og sjove aktiviteter og derved fjerne længslen efter forældrene. Samtidig var medhjælperne også langt med nærværende, og vi oplevede ligefrem, at Kristian blev meget ked af det den dag medhjælperen Peter stoppede, da Kristian tydeligvis følte, at Peter var den eneste voksne på sin stue han egentlig kunne relatere sig til. Da Kristian endelig selv stoppede i børnehaven, så var han glad. Han savnede sine legekammerater, men har ikke et øjeblik set sig tilbage efter de pædagoger, som ikke formåede at skabe tilpas nærhed til, at han følte sig tryg og glad.
Så jeg støtter op om Jan Hobys kritik og hæfter mig især ved, at jeg ikke er den eneste der mener, at der er forfejlet pædagogisk arbejde, når man tror at de vigtigste slag afvikles i rundbords-diskussioner og foran computeren. Når vi forældre afleverer vores børn i andres hænder, så forventer vi intet mindre end det bedste. Men det bedste er ikke diverse screeninger og tests – det er nærvær og tryghed. Jeg har brug for at vide, at der er voksne der passer på mine børn og tager sig af dem, når de er faldet og har slået sig. At de bliver hjulpet når de har en konflikt eller trøstet, når de har en generelt træls dag. Det er hvad jeg mener børn har brug for og man behøver bestemt ikke en uddannelse for at kunne dette, ligesom man omvendt heller ikke diskvalificerer sig selv fra komme plaster på et sår eller lave masse-brydekamp i sandkassen, bare fordi man har en uddannelse.
Det er ikke nogen nem situation som politiker at stå i. De er også mennesker, men med et helt andet og større 
Mit vigtigste modargument er dog ikke så “frelst” som nogen påstår man er, når man ikke synes at en mand som Anders Behring Breivik skal henrettes. Umiddelbart tror folk måske at det er fordi man er for blød, når man ikke ønsker den løsning, men i virkeligheden er det nærmere fordi jeg synes manden slipper for nemt, når han kommer herfra i en fart. Nok mister han livet, men kommer han nogensinde til at føle 
