Vi kender det alle sammen godt. Vi siger et ord og mener én ting med det, mens det bliver fejlopfattet af en anden part, der har en anden opfattelse af ordet. Sådan har jeg det med ordet velfærd. Regeringen er i dette tilfælde den anden part.

I min verden handler velfærd om, at vi alle har det godt, og at vi alle har fri og lige adgang til f.eks. sundhedsvæsen, børnepasning og sociale ydelser. Velfærd er med andre ord en anordning der skal sikre, at alle som minimum er sikret at kunne leve et tåleligt liv, uanset hvilke omstændigheder man er i. Det er den korte version af det, men sådan ser jeg altså på det.

Regeringen har en anden opfattelse af ordet velfærd. For dem er velfærd af en materialistisk art, hvor det i virkeligheden gælder om rage mest muligt til sig. Her er det vigtigere at kunne bryste sig af rigdom og status. Det sociale spiller ikke nogen større rolle, for i deres verdensbillede er “enhver sin egen lykkes smed” som ordsproget jo siger. Det er altså op til en selv om man kan bære Gucci med stil og spise kaviar med de store, eller om man skal rode efter mad i andres skraldespande. Jeg er sikker på at denne tankegang gav mening i nybygger-tiden, hvor alle havde svært ved at få mad og drikke til at strække, men i dette moderne land med så store rigdomme, så føles det som en uforklarligt klam fornemmelse ned af ryggen, at mange mennesker stadig nægter at påtage sig et socialt ansvar for andre mennesker.

I min hjem-kommune, lige som i de fleste andre kommuner i landet, lægges der op til store nedskæringer i især den sociale sektor (kilde: Fyens Stiftstidende), samt forhøjelser af skatten. Dette kommer som resultat af regeringens stramme greb, men på trods af løfter om opprioritering af f.eks. nedslidte skoler, så ser vi lige nu eksempler på at regeringen skyndsomt fralægger sig ethvert ansvar, således at det kan synes som om, at det udelukkende er kommunerne der ikke placerer deres økonomiske midler rigtigt. Problemet er jo bare at pengene godt nok er der, men kommunerne har fået forbud imod at bruge dem grundet anlægsstoppet. I kommunerne vil man gerne bygge nyt for at komme pladsmangel i institutioner til livs, og man vil gerne opgradere de nedslidte skoler, men regeringen frygter for den overophedede økonomi, hvilket ellers ikke harmonerer særligt godt med, at velfærdsminister Karen Jespersen gerne giver penge til et vandkulturhus i Herning, når der er store problemer med skimmelsvamp på flere skoler.

Dette udstiller meget klart hvad regeringen finder vigtigst. Status må for alt i verden komme før det sociale aspekt, og selvom alle vel kan forstå at vi ikke kan bruge penge vi ikke har, så virker det kuriøst at det ikke er noget problem at fyre små 100 millioner af på kulturen, mens børn til gengæld skal undervises i skimmelsvamp-befængte lokaler. Hvor gik det galt med perspektiveringen? Det er her at ordet velfærd igen kommer ind i billedet, for prioriterer man velfærd, så går man vel også automatisk ind for, at vi skal passe så godt som overhovedet muligt på vores medmennesker? Regeringen kan sagtens spilde milliarder af kroner på en Femern-forbindelse som ingen af os i virkeligheden vil have, for det er jo et prestige-projekt som man vil kunne blive husket for mange år ud i fremtiden, men der er ingen prestige at hente i, at skoleleverne slipper for at kommer hjem med lungebetændelse og det der er værre. Velfærd er for regeringen udelukkende et spørgsmål om ussel mammon og intet andet. Det er sørgeligt men også sandt.