Puha, det er hårdt at komme i gang med at arbejde igen. Jeg har trods alt været udenfor arbejdsmarkedet siden januar 2007, for det meste grundet studier, så jeg er måske blevet en smule forvænt med at kunne tilrettelægge min dag som jeg ville. Det har været fantastisk på mange områder, men nu er den tid ovre.

Jeg er blevet støtteperson på en dreng i 4. klasse, som jeg skal hjælpe med bl.a. vredeshåndtering, og det synes jeg er meget spændende, selvom det nok også til tider bliver hårdt. Det er 26 lektioner om ugen og frikvartererne med, så det er ret intensivt. Jeg var selv en rod som dreng, så jeg ser også noget af mig selv i ham, hvilket er det element der tiltrækker mig. Kan jeg være med til at ændre hans liv?

Jeg er lettet og glad for at være kommet i gang med noget igen, for siden jeg blev færdig på IBC i sommer har jeg ikke haft noget, og jeg var ærligt talt ved at få en smulle kuller over det. Ikke at jeg savnede at skulle op før Gud får sko på og lønnen er da heller ikke noget at prale af. Trods alt kommer der dog penge i kassen, tiden går pludseligt meget hurtigere og det er tydeligt at jeg bør kunne gøre en forskel. Det giver mere mening end meget andet jeg har lavet. Så lever jeg nok med at være træt om aftenen og meget træt sidst på ugen.