Lad mig med det samme understrege dette, så ingen nogensinde kommer i tvivl.
Jeg HADER forskelsbehandling af enhver art, og jeg synes racisme af en hver art er en side af ondskabens sande ansigt, men…
En ting kan vi altså ikke komme udenom, og det er at der altså er og bliver en forskel på at være farvet, og så ikke at være.
Jeg taler naturligvis ikke om kuløren i sig selv, for den er så evigt ligegyldig.
Næh, jeg taler i stedet om den musik og dans vi alle indeholder i vidt forskellige grader, men som alle trods alt indeholder.
Blegansigter som mig selv har masser af evner, men det er altså ganske umuligt for os at frembringe den samme musik, som f.eks Ray Charles, Louis Armstrong, Nina Simone og mange andre farvede har beriget vores verden med.
Der er en glød, en latter og noget uforklarligt ved sortes stemmer, som bare ikke kan efterlignes af andre end dem selv.
Jeg sad lige og lavede en ny playlist på computeren, og så havde jeg en af de aftener, hvor jeg lytter til alt muligt forskellig musik, for måske at være heldig at høre noget nyt jeg aldrig havde hørt før, og som jeg måske ville tage til mig og holde af.
Musik betyder ufatteligt meget i mit liv, og jeg tror ikke jeg kan leve længe uden.
I de perioder hvor det er sket at jeg har måttet undvære musikken, har jeg været nødsaget til at synge for mig selv, og det er virkelig ikke det samme.
Denne gang genfandt jeg et album med Mavis Staples, som jeg egentlig bare havde lagt til side for at gennemlytte ordentligt på et andet tidspunkt, men som jeg ikke havde større forventninger til, bortset fra at det var spændende at legenden Ry Cooder havde produceret det.
Det er et stykke tid siden at jeg sidst har haft en åndelig stærk oplevelse ved at høre musik – det er det der for mig kendetegner musik der nærmest går op i en højere enhed og bliver kunst – men med albummet “We’ll never turn back” kom Mavis Staples ind i min eksklusive samling af kunstnere der skiller sig ud som noget helt ekseptionelt.
Hun synger med en stærk, kærlig og lattermild stemme, der også bærer præg af smerte men stor indre styrke, og specielt nummeret “My own eyes”, der handler om undertrykkelse, vold og familiekærlighed kryber sig ind under huden på én og bliver siddende.
Jeg ved intet om hende, men det føles som om hun lige har fortalt mig sin historie, og det var ikke udelukkende rare minder, men alligevel sidder jeg nu med en fantastisk fornemmelse i maven.
Køb selv albummet, sæt det på et godt anlæg eller smæk hovedtelefonerne på, og luk så øjnene og lad dig forføre.
Mavis Staples – We’ll never turn back
Tags: Forskelle, Kunst, Musik, Racisme
