Endellig er det lykkedes for Naser Khader at komme ind i varmen:
http://politiken.dk/politik/article462377.ece
Man kan sige mange ting om Naser Khader, og det skal guderne vide at bl.a. jeg har gjort, men han er om nogen en meget omskiftelig mand.
Før valget var han med til at stifte dansk politiks nye friske pust, som havde sin fineste opgave i at bringe Dansk Folkeparti udenfor enhver form for indflydelse, og som ihvertfald ikke ville pege på Anders Fogh Rasmussen som statsminister, hvis ikke de fik nogle indrømmelser.
Indrømmelser fik Ny Alliance aldrig og heller ikke denne gang skal de forvente nogen, men alligevel har de lagt sig fladt på ryggen i mudderet, så Anders Fogh Rasmussen ikke får våde sko og skal til valg igen.
Naser Khaders store kæphest er flygtninge og asylansøgere og det liv, eller mangel på samme, de bliver budt i Danmark, og netop derfor var det meningen at Ny Alliance skulle stå i stærk kontrast til Dansk Folkeparti, der som de fleste ved ville foretrække at skibbe alle med forkert overbevisning og pigmentering ud på en ganske øde ø uden mad og chance for overlevelse – groft sagt.
Hvorfor, spørger man så sig selv, lader de så fortsat Dansk Folkeparti fortsætte deres usmagelige korstog, når de ellers havde chancen for at sætte en stopper for det.
Selv udtaler Ny Alliances femme fatale Jørgen Poulsen at de på ingen måde frygter et valg og at “Helt ærligt, så gik vi gerne ud og mødte vælgerne på lige præcis det her spørgsmål”, selvom stort set alle andre normalt tænkende mennesker godt kan få øje på det modstridende i denne udmelding, når de netop har støttet en asylaftale der giver asylansøgere dårligere vilkår, end hvis de havde støttet op om Pia Christmas-Møller og oppositionen.
Den store forskel imellem de to aftaler er jo ikke mest selve indholdet, men mere hvilke partier der står bag, og hvem der kan forventes at mene det lige så godt som Ny Alliance, og her vælger de altså at lave en aftale med Dansk Folkeparti, som åbenlyst var det dårligst mulige valg.
Dernæst kommer Venstre, som i al den tid de har siddet på tronen har stået for en superegoistisk politik, der mest af alt har gået ud på at rige kunne rage så meget til sig som muligt, og det kan næppe forventes at de lige pludselig er begyndt at hylde så sociale principper som at passe på vores medmennesker – det skulle da være noget helt nyt…
Alt i alt er der efterhånden kun tilbage at konstatere, at selvom Ny Alliance sidder med ved et forhandlingsbord, så er løbet kørt for dem inden længe.
De har endnu engang svigtet deres såkaldte idealer og vist sig som dybt utroværdige, og stifterne, og især Naser Khader, bør spørge sig selv om det var prisen værd, når alt de fik ud af det, var at sidde med ved de stores bord ved blot et gæstevisit.
Det store spørgsmål er om ikke de kunne have udrettet langt mere ved at have støttet Helle Thorning-Schmidt under sidste valg, og derved have haft støtte af partier med en social samvittighed, fremfor at lade sig styre af de stemme-spekulanter som regeringen gang på gang har vist sig at være.
Som Naser Khader, Anders Samuelsen og Gitte Seeberg gav hinanden fælles hånden på at kæmpe sammen for et bedre Danmark, da har de nu ganske kort tid efter allerede skrevet deres gravskrift og vil næppe blive savnet.
Tags: Asylansøgere, DF, Naser Khader, Politik, VKO