Det er en pudsig tendens vi danskere har fået. Jeg ved ikke om det er modsat jantelov eller oppustede egoer. Muligheden foreligger også for, at jeg måske bare er for nærtagende, men jeg har fundet ud af, at det irriterer mig grænseløst, når folk mener at de skal have stjernebehandling, selvom de ikke selv behandler folk ordentligt. Måske er det et udtryk for dårlig opdragelse. Eksempel følger:

Jeg står ved bageren og skal hente rundstykker til familien. Selvfølgelig er der kø, som der skal være på en søndag morgen, hvor det meste af Danmark finder tid til morgenritualer med familien i højsædet. En efter en står vi i kø, majoriteten af de såkaldt morgenfriske er naturligvis tøffelbeklædte og vidt undertrykte mænd som jeg selv, så vi kan få vores lidt for ofte daggamle morgenbrød udleveret i anonyme brune poser. Den selv samme slags brune poser, som i USA skjuler gadebeboernes sprutflasker for omverdenen. Er der en form for signalværdi i dette? Folk står og famler med krøllede sedler, kobberfarvede mønter eller vifter stolt med deres guldimprægnerede visa/dankort, og bidrager på den måde til en hyggelig og genkendelig rytme, som går igen søndag efter søndag.

Men her stopper harmonien. Når menneskerne foran én alle er forsvundet og man er parat til at bestille, så glemmer vi hurtigt høflighedsfraserne, for så skal der kræves ind. Her kommer vi med vores hårdt tjente penge, og byttet skal slæbes hurtigst muligt hjem til familien. Vi spørger ikke pænt, men forlanger og stiller krav, for det mener vi at have ret til. Der er jo andre butikker man kan gå til, hvis ikke…

“Jeg SKAL have…” siger de fleste. “Giv mig lige…” siger andre. Ingen tager sig tid til at forstå, at butikken gør os en tjeneste ved at forhandle en vare, som vi ellers selv skulle fremstille. Hvad med lidt høflighed? Har I ikke lært at bede om tingene dengang hjemme i mors køkken?

“Høflighed er vejen frem” som en gammel mand engang sagde til mig. Hvis du ønsker at opnå noget, så er venlighed eller endog smiger måden. Der er utrolig hvad bare et lille ord som ‘tak’ kan gøre for et menneske. Når man siger tak for købet af en vare, så siger man også tak for behandlingen, og dermed fortæller du den ansatte, at vedkommende har gjort et godt job, og er der noget vi alle godt kan lide, så er det at få ros. Og vi mennesker husker jo nok hinanden. Det betaler sig i sidste ende.

Det bliver min tur, og jeg spørger den iøvrigt usædvanligt morgenfriske bagerpige, om jeg kan få en pose med 8 rundstykker. Selvfølgelig kan jeg dette. “Tak skal du have” siger jeg og hun smiler til mig og henter rundstykkerne. Jeg betaler for det hele og siger igen tak. Da jeg tager varerne og skal til at gå, siger hun til mig “så må du have en fortsat god dag”. “Tak og i lige måde” svarer jeg tilbage, og kan nu gå fra butikken med en god fornemmelse i kroppen. Hvem siger at det ikke kan være en fornøjelse at handle?

Men hvorfor spørger vi ikke, i stedet for at bjæffe ordrer? Vi vil da gerne selv behandles ordentligt. Så næste gang du skal i Føtex eller have lappegrejer hos cykelhandleren, så prøv dig frem med lidt venlighed og behandl ekspedienten som du gerne selv vil behandles. Det betaler sig i en grad som vil komme bag på åbenbart de fleste, og breder sig som ringene i vandet.