Kategori arkiv: Bloggen

dec
05

…om den sku’ ha’ feber

Check! Snuden er undersøgt og den virker umiddelbart. Hvad virker ellers?

En afslappet hund i gulvhøjdeEn hunds snude afslører, om den skulle have feber, og det er jo meget smart. Nu har jeg tjekket Walthers og den del af snuden virker fint. Men han er 14 år og efterhånden kunne vi godt bruge nogle nye reservedele. Han sover det meste af dagen og lader til at have gøet for sidste gang allerede for et par år siden. Synet og lugtesansen er heller ikke hvad den har været. Benene skal strækkes godt og grundigt inden han bevæger sig, og han har udviklet flere tegn på sukkersyge, så lige nu hæfter vi os ved, at han trods alt stadig er glad og har det godt.

Men det er ikke rart at se éns kæledyr igennem så mange år gå i forfald. Tankerne kredser ind imellem omkring, hvornår det er på tide at trække stikket, for selv om det vil gøre ondt når han er væk, så er vi nødt til at forholde os til hans livskvalitet. I øvrigt, uden at det skal blive et indlæg om aktiv dødshjælp, så er det underligt at vi har lov til at gøre den slags for vores kæledyr, men ikke for de kæreste mennesker i vores liv.

Men hvornår er det rette tidspunkt? Lige nu er vi, som følge af sukkersygen, nødt til at tørre op efter ham, når han har tisset på gulvet, fordi han ikke kunne nå ud af døren i tide. Som diabetiker kan jeg i øvrigt fint selv forholde mig til den problematik, men jeg kan trods alt godt selv åbne døren og gå ud. Der er Walther afhængig af os. Men det har vi valgt at tage med.

Visse dage er han fuld af godt humør, og hopper og springer rundt som en hvalp, og når han ellers opdager at vi kommer hjem – det er bestemt ikke altid han det sker – så får vi hver gang en stormende modtagelse. Han er heller ikke til at slide op, når vi er ude for at gå en tur, selvom han godt nok går mere end død, når vi så kommer kommer hjem igen. Så tiden er ikke endnu. Men det er godt nok svært at indstille sig på, at tiden trods alt efterhånden er tæt på.

Tags: , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2009/bloggen/om-den-sku-ha-feber/

okt
24

Fælles opladning

mobilerMobiltelefonien blev opfundet allerede i 1981, men først omkring årtusindeskiftet blev det normalt, at mobilen var hvermandseje. I dag er selv børn helt ned til børnehavealderen i besiddelse af en, så deres forældre kan komme i forbindelse med dem, uanset hvor de er henne. Vi er vilde med at sende SMSer og for de langt de flestes vedkommende er fastnettelefonen så godt som uddød.

Netop derfor kan man godt undre sig over, at det først sidst i 2009 er lykkedes de store spillere på mobilmarkedet at gå sammen om en fælles standard for opladere til mobilen, men ikke desto mindre er standarden netop blevet godkendt. Nu er det slut med de inkompatible stik. De fleste mennesker har ellers nok oplevet problematikken, hvor man har glemt opladeren hjemme, og lige vil lade mobilen op hos en bekendt, som desværre viser sig at have en telefon af et andet mærke, eller bare en telefon med et andet stik. For ikke længe siden skiftede Nokia eksempelvis deres standard-lader ud med en anden med et mindre stik. Det blev forvirringen ikke mindre af.

Nu er forvirring heldigvis ovre. En ny og miljørigtig standard tager stikket hjem.

http://www.computerworld.dk/art/53580/saa-er-standard-for-faelles-mobiloplader-paa-plads?a=block&i=205&pos=13

Tags: , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2009/bloggen/f%c3%a6lles-opladning/

maj
19

Om Facebook-manerer

Her er en lille tutorial, som forklarer hvordan man skal opføre sig på Facebook. Nogle mennesker kan lære meget af denne video…

Tags: , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2009/bloggen/om-facebook-manerer/

maj
11

Jeg, en agnostiker

Jeg tror ikke på Gud. Ikke rigtigt. Måske håber jeg?

Agnosticisme? Jeg tror på kærlighed og næstekærlighed, men ham der Gud har jeg aldrig kunne forenige mig med. Hallo! Er du der eller ej? Hvis du er der, så gør dog noget. Hjælp folk i stedet for at se til. Eller skrid.

Jeg håber på et liv efter døden. Vi kan mødes i himlen. Der er flere mennesker jeg gerne vil tale med igen. Mit liv mangler min morfar og farfar. To bonus-bedstemødre. Verdens bedste hunde, Dea og Vicki. Flere andre. Jeg håber på at få chancen.

Håb er ikke det værste at have.

Tags: , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2009/bloggen/jeg-en-agnostiker/

nov
11

Omkring bøsse-ægteskaber

http://politiken.dk/udland/article596051.ece

Selveste Arnold Schwarzenegger er fortaler for homo-ægteskaber. Han påtaler i virkeligheden blot nødvendigheden af at vi rykker os i vores middelalderlige opfattelse af ægteskabs-institutionen, hvor kun en mand og en kvinde kan gifte sig, men mellem linierne fortæller han os, at livet ikke er så sort/hvidt som vi nogen gange vil gøre det til. Et ægteskab er i sagens natur en aftale mellem en mand og en kvinde, da disse to sammen vil kunne tilføje nye generationer til verden. Men skal det begrænse mennesker, som har andre behov og ønsker, eller som måske ikke ønsker at få børn? Det synes han ikke og jeg er enig.

I vores egen selvopfattelse er vi danskere de mest frisindede mennesker der findes. Det er en endegyldig sandhed mener vi, og ofte har den påstand også haft rod i virkeligheden, når man sammenligner os med andre samfund. Det findes der masser af eksempler på. Men går man tæt på danskerne, så viser der sig en anden sandhed. I virkeligheden er vi uvidende om vores kristne arv og generelt set meget fordomsfulde.

Selvom vores samfunds opbygning tager udgangspunkt i kristendommen, så er det langt de færreste der i virkeligheden tror det mindste på Gud, Jesus og og hvad der ellers skrives om i biblen. Det eneste tidspunkt vi husker bare en brøkdel af hvad biblen fortæller os er, når vi vil fordømme noget vi ikke forstår. Det gælder eksempelvis homoseksualitet, hvor folk pludselig finder sig selv i stand til at huske, at det mente Gud ikke var i orden, selvom vi godt nok ikke kan huske hvad der ordret står skrevet. Så er det i orden at henvise til regler der er over 2.000 år gamle, også selv om man opfatter alt andet i den bog som værende mere end forældet og forstokket. Frisind er det ikke, men uvidenhed og fordomme i stor målestok.

Hvofor synes danskerne ikke, at to mennesker af samme køn kan gifte sig? Det ligger vel i de flestes opdragelse, for går man folk på klingen, så kan de udelukkende svare tilbage med at de synes det er forkert, og at biblen siger det samme. Der kommer ingen saglig begrundelse, men højest en henvisning til deres egne fordomme og dobbeltmoral. Havde der været tale om et heteroseksuelt forhold, så havde vi straks givet vores velsignelse med henvisning til, at folk må gifte sig med dem de lyster – når bare det passer ind i vores verdensbillede forstås. Man må godt nok ikke gifte sig med en muslimsk mand eller kvinde, for det er jo helt forkert, og homoseksualitet duer altså heller ikke, men ellers er der frit valg fra alle(?) hylder. Vi prøver altså at begrænse andre mennesker i deres valg, mens vi ikke vil acceptere at det sker imod os selv.

Hvad skræmmer os ved homoseksualitet? Det er dårligt muligt at svare på, for ret beset er der ikke noget der burde skræmme os. Homoseksuelle kan ikke få børn uden hjælp fra andre, men den problematik har mange heteroseksuelle par også oplevet. De har sex på en lidt anden måde, men har vi normalt ret til at blande os i hvordan folk har sex med hinanden? Er den seksuelle åbenhed ikke så stor, at vi normalt ser med almindelig sindsro på, at heteroseksuelle eksperimenterer med swingerklubber, partnerbytte, bondage, analsex og hvad man ellers kan finde på? Vi ser og husker kun forskellen fordi vi ved den er der.

Der er altså kun i tanken at vi ser forskellen. Kærligheden er ikke anderledes. Før vi indser dette, kan vi ikke kalde os frisindede, og selv da er det noget vi skal arbejde med hver dag i resten af vores liv. Mange gange endnu vil vi møde noget vi ikke forstår. Frisind er at forsøge at forstå og, i sidste ende, acceptere, også selv om vi måske ikke helt forstår. Vi fleste danskere bekender os hellere til fordommene – det er trods alt også det nemmeste.

Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2008/bloggen/omkring-boesse-aegteskaber/

nov
10

Når vi ikke er sammen…

Hele sidste uge var hun på arbejde indtil klokken 18, og i dag kom hun først hjem klokken 19. Det er skolen der kræver det. I sidste uge var det skole/hjem-samtaler og i dag var det den normale mødedag, hvor de bl.a. skulle planlægge emneugen. Det er arbejdet og man må tage hvad der følger med.Hun er i gang med den karriere hun bedst af alt kunne ønske sig, og så må man tage det sure med det søde. Lærerjobbet er ikke længere et 8-15 job.

I dag var jeg mange gange ved hoveddøren for at kigge efter hende. I håbet om at se hendes cykel komme kørende af cykelstien. På vej hjem. Hjem til sine børn og hjem til mig. For jeg savner hende og jeg savner at være tæt på hende. I mange år har vi været sammen næsten hele tiden, og i de sidste 8 dage har hun næsten ikke været hos mig overhovedet. I dag var det for meget, selvom jeg ved at det er sidste dag i denne omgang. Jeg var urimelig og sur. Selvom jeg ved at hun har det lige så mærkeligt med det, og at hun savner mig lige så meget. Hun skal vænne sig til det lige som mig.

Men det er et godt tegn. Vi prøver at være adskilte og mærke vores følelser. Vi finder ud af, at det er rigtigt at vi er sammen, og vi mærker hvor meget vi egentlig vil hinanden. De 8 dage var ingenting og jeg ved det. Jeg ved at det er hverdag for mange med en lang arbejdsdag, men vi ser måske anderledes på tilværelsen end mange. jeg føler ikke at vi er dem der griber det forkert an. Arbejdet giver pengene til at leve det liv vi ønsker os, og så må vi tage det med. Igen, jeg skal bare lige vænne mig til det.Men det er da godt, en smule berusende og livsbekræftende egentlig, at mærke så stærke følelser i min krop. Så det er vel ikke så slemt og det er godt for noget.

Men når vi ikke er sammen, så savner jeg hende.

Tags: , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2008/bloggen/naar-vi-ikke-er-sammen/

okt
27

Nu med arbejde

Puha, det er hårdt at komme i gang med at arbejde igen. Jeg har trods alt været udenfor arbejdsmarkedet siden januar 2007, for det meste grundet studier, så jeg er måske blevet en smule forvænt med at kunne tilrettelægge min dag som jeg ville. Det har været fantastisk på mange områder, men nu er den tid ovre.

Jeg er blevet støtteperson på en dreng i 4. klasse, som jeg skal hjælpe med bl.a. vredeshåndtering, og det synes jeg er meget spændende, selvom det nok også til tider bliver hårdt. Det er 26 lektioner om ugen og frikvartererne med, så det er ret intensivt. Jeg var selv en rod som dreng, så jeg ser også noget af mig selv i ham, hvilket er det element der tiltrækker mig. Kan jeg være med til at ændre hans liv?

Jeg er lettet og glad for at være kommet i gang med noget igen, for siden jeg blev færdig på IBC i sommer har jeg ikke haft noget, og jeg var ærligt talt ved at få en smulle kuller over det. Ikke at jeg savnede at skulle op før Gud får sko på og lønnen er da heller ikke noget at prale af. Trods alt kommer der dog penge i kassen, tiden går pludseligt meget hurtigere og det er tydeligt at jeg bør kunne gøre en forskel. Det giver mere mening end meget andet jeg har lavet. Så lever jeg nok med at være træt om aftenen og meget træt sidst på ugen.

Tags: , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2008/bloggen/nu-med-arbejde/

aug
29

Et menneske i mit liv

I dag sad jeg i bilen og ventede, imens Lene og Kristian var inde og handle. Ida havde været træt ovenpå en dag i børnehaven og var faldet i søvn, så jeg slap for at være en tilføjelse til mylderet af stressede forældre med dødtrætte institutionsbørn på slæb, men hørte i stedet musik mens jeg lod tankerne vandre. Ofte kan jeg bruge timevis på at studere andre mennesker, og netop dette gjorde jeg også i dag. Mange mennesker defilerede forbi den sølvgrå Mitsubishi, hvor Nina Simone, med en stemme smukkere end guds engles harpesang, synger om “22nd Century”, men ingen tog notits af mig, og jeg var fri til at gøre mig forestillinger om hvem de var og hvad deres liv var fyldt med.

Pludselig ser jeg en mand på ca. 50 år med rødligt hår og fuldskæg komme gående hen til sin bil, der var parkeret kun få meter væk. De gik op for mig at jeg kendte ham, og instinktivt løftede jeg armen for at hilse på ham, blot for at sænke den igen. Jeg kender ham da, gør jeg ikke? Da jeg gik i folkeskolen var han indehaver af Mini-markedet i Strib, det er byen hvor jeg er vokset op, og vi gav ham kaldenavnet Mini-Mogens, hvilket vi næppe var ene om at kalde ham. Han spillede bl.a. fodbold, og alle vidste hvem han var. Han var vellidt og rar.

Jeg hilste ikke på ham. Egentlig virkede det helt forkert ikke at gøre det, for jeg hilser normalt på alle jeg selv perifært kender eller har kendt, men jeg sad i stedet med tanken om, at det var en fremmed mand jeg ville vinke til. Han er blot en af de mange personer jeg kender, men som jeg intet ved om. En af dem jeg har hilst på utallige gange og sagt hej – måske har vi engang skålet til byfesten eller grint af denne samme vittighed i fodboldklubben, men ikke mere end det. Sådan er det at være vokset op i en lille by. I dag er Strib næppe mere end en pendlerby fyldt med mennesker der ikke kender hinanden, men dengang havde byen en sjæl og vi var alle på fornavn. Sådan husker jeg det ihvertfald. Måske romantiserer jeg min barndom, men jeg var sikker på at vi alle kendte hinanden, og at vi på en aller anden måde fortsat i fremtiden ville være forbundet i denne by. Men jeg kender ham ikke og han kender ikke mig. Alt vi har sammen er mindet om dengang hvor verden var lille og meget mindre kompliceret. Sikkert uden at ville det fik han mig til at tænke på, at mit liv har indeholdt mange Mini-Mogens’er, som jeg i dag hilser pænt på, men som jeg intet ved om. Det er som om de mennesker pludselig genopstår og går forbi mig, blot for at minde mig om, at jeg uigenkaldeligt har forladt barndommen og er blevet voksen. De er erindringer om en tid jeg aldrig skal opleve igen.

Næste gang vil jeg hilse på ham alligevel. For at huske. For at blive mindet om et liv jeg engang havde. Jeg er lykkelig i dag, men minderne er nu rare at have.

Tags: , , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2008/bloggen/et-menneske-i-mit-liv/

aug
13

Menneskets bedste ven?

I dag sad jeg og surfede lidt rundt på nettet, og læste på Ekstrabladets hjemmeside om to hunde, der havde overfaldet en lille pige. I sig selv er det jo ganske forfærdeligt, men i sådan en situation tænker jeg også meget på, hvad der har drevet hundene til at begå sådan en misgerning. Som udgangspunkt er hunde jo ikke onde, men til gengæld kræver de en moden og fast hånd, hvis de skal udvikle sig til en rigtig familiehund.

Ringer man rundt til internater og dyrlæger, så kan man konstatere, at alt for mange mennesker ikke aner hvad der skal til, når de anskaffer sig en sød lille hvalp. De husker sikkert tilbage på deres barndom, hvor de havde en elskelig labrador, som altid var glad og kærlig, men glemmer at det måske havde krævet hårdt arbejde og masser af træning af komme dertil. At få en hund kan på mange måder sammenlignes med at få børn – det kræver at man investerer sig selv, og gør man ikke det, så bliver resultatet der efter.

Vores egen hund er et fuldbyrdigt medlem af vores familie, og vi gruer da også for hvordan børnene vil reagere, når han en dag skal herfra. Han er 13 år gammel og det kan mærkes, men han elsker tydeligvis børnene utroligt højt, og de elsker ham tilbage. Men vi er også nødt til at indskærpe overfor børnene, at de skal behandle ham ordentligt og respektere det han “siger”, for selv om han hverken kan tale eller har de samme egenskaber som et menneske, så har han også følelser og kan blive ked af det og vred. Og vrede hunde bider.

Der er grænser for hvad f.eks. selv en fuldvoksen og solid rottweiler vil finde sig, og hvis ikke man gør sig det klart, så ender det som i tilfældet med den lille pige. Pigen kan naturligvis ikke drages til ansvar for noget, og det er heller ikke sikkert at hun overhovedet har gjort noget for at ophidse hundene, men sådan et angreb kommer ikke ud af den blå luft. Forældrene må stå som de ansvarlige. Hvis hundene kan finde på sådan noget, så er de ikke egnede som familiehunde, og det må nødvendigvis have været synligt allerede på et tidligere tidspunkt. Nu må pigen så betale prisen for den fejltagelse, og hundene må lade livet. Var det virkelig nødvendigt?

At aflive hunden er åbenbart også fremherskende, når vi ikke længere har lyst eller plads til hunden.
Har hunden bidt som i det ovenstående tilfælde er diagnosen helt klar, men det går over min fatteevne hvorfor folk hellere vil aflive deres hund, end at videregive den til andre f.eks. via Gul&Gratis eller et internat. Andre mennesker kunne måske have fundet deres bedste ven i din “aflagte” hund. I de tilfælde hvor folk vælger aflivningen i stedet, reducerer man hunden til en ting eller en brugsgenstand, og så tilsidesætter man enhver form for respekt for livet. Det er i alle tilfælde en græl form for misprioritering. Dyr skal kun aflives, hvis de er syge eller til fare for andre – så enkelt er det faktisk.

Historien om den lille pige er langt fra enestående, og surfer man rundt på nettet, så kan man finde et utal af disse skrækindjagende historier. Jeg har også læst et tekststykke på Danerlands blog, som meget godt udtrykker hvad man bør tænke over, når man har hund:

DENNE BØN ER FRA ALLE HUNDE TIL ALLE  MENNESKER.
Gid i alle vil læse den og tænke godt over den.

Mit liv varer kun 10 – 15 år. Enhver adskillelse fra dig betyder sorg, tænk over det før du anskaffer mig.

Giv mig tid til, at forstå, hvad det er du forlanger af mig.

Gør mig tillidsfuld, du er hele mit liv.

Vær ikke vred på mig længe ad gangen, spær mig ikke inde som straf.

Du har dit arbejde, dine fornøjelser, dine venner. Jeg har kun dig.

Tal med mig. Selvom jeg ikke forstår dine ord, så forstår jeg når din stemme gælder mig.

Ved du, at jeg aldrig glemmer, hvordan man er imod mig.

Før du slår mig, så tænk på, at mine kæber med lethed kan knuse din hånd, men jeg gør ikke brug af min styrke.

Når du bliver irriteret på mig, fordi du selv har travlt, så tænk på, at jeg måske har ondt i maven, måske lå jeg for længe i solen eller måske er jeg bare træt eller ked af det.

Tag dig kærligt af mig, når jeg bliver gammel. Også du bliver gammel en dag.

Sørg for, at min pels altid er børstet, blank og pæn – jeg kan ikke selv.

VUF OG KNUS – DIN HUND

Tags: , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2008/bloggen/menneskets-bedste-ven/

jul
22

Mænd og barsel

Jeg har lige læst en artikel, der handler om mænd og det at tage barsel. Den handler om at mange mænd er bange for hvad der skal ske med jobbet, når de vælger at prioritere familien over karrieren, og der kommer da også eksempler på, at nogle bliver frosset ud af arbejdspladsen eller fyret, hvis de vælger den løsning der hedder, at de tager orlov i f.eks. 3 måneder eller lignende, for at være sammen med deres nye barn og resten af den lille familie.

Personligt har jeg svært ved at forstå, at vi i år 2008 stadig ikke har ligestilling. Ligestilling drejer sig for de fleste om den samme løn og respekt til alle uanset køn, men hvor mange mener at det er kvinderne der halter efter, så glemmer man også at ligestilling går begge veje. Artiklen handler mest om hvordan arbejdspladsen reagerer på, at manden ønsker at holde barsel, for det er en kendt sag at der bliver set skævt til dem, men jeg kom hurtigt til at tænke på, hvordan kvinden egentlig reagerer på samme besked. Mændene mangler også noget i ligestillingens navn, og det er kvinderne ikke glade for at give fra sig, hvilket er forståeligt, da det også er noget af det mest dyrebare man kan give væk, men manden har trods alt også krav på tid sammen med sine børn. Hvorfor ønsker kvinden (nogle kvinder, ikke alle) ikke, at manden skal opleve den første tid sammen med sit barn, som er den tid hvor man virkelig knytter bånd forælder og barn imellem?

Lene og jeg havde næppe gennemtænkt det 100 %, men vi havde trods alt regnet den godt ud, for vi har fået begge vores indtil nu 2 børn i forbindelse med et studie under SU, hvilket har betydet at vi har kunne prioritere, hvilket man roligt kan sige at vi har gjort. Det har ganske givet kostet i vores karriereforløb, men den pris vil jeg til enhver tid betale igen. Der kan ikke sættes pris på de følelser og oplevelser vi har fået og oplevet ved at være sammen om børnene, og jeg tvivler på at dette vil kunne gentages, hvis vi begge er tilknyttet en arbejdsplads. Især i Idas tilfælde var det perfekt, for da rev vi stort set et år ud af kalenderen, hvor vi ikke ænsede opgaver, eksaminer og diverse trusler fra vores studier, men blot havde det godt og var afslappede omkring det at have fået et lille nyt barn i vores liv. Kan andre fædre sige at de også haft det sådan? Jeg tror det næppe, for det er ikke kotume at det foregår sådan, og jeg følte mig da også ret alene til babysvømning, hvor jeg altid var den eneste mand der deltog..

Hvad jeg egentlig gerne vil have kommunikeret ud er, at det er det hele værd for mændene at tage barsel. Det er muligt at økonomien kommer til at lide under det, og at man måske må sælge den ene bil og droppe at installere fladskærm på husets gæstetoilet, men pengene skal jo nok komme ind igen. Det er den største investering i fremtiden man nogensinde kommer til at foretage sig, og jeg synes at kvinderne bare burde glæde sig over det og nyde det. Og karrieren? Hvis ikke arbejdspladsen kan acceptere at du holder orlov, så er det måske værd at tænke over, om det overhovedet er det rette sted man er, når man ikke kan undse sine medarbejdere en så stor glæde. Virksomhederne klarer sig jo nok endda.

Link til artiklen:
http://www.navlestreng.dk/ekspertblogs/post-view/Nyheder/1145?utm_source=POL_forside&utm_medium=www.pol.dk&utm_content=Link1&utm_campaign=POL-Teaser

Tags: , , , , , , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2008/bloggen/maend-og-barsel/

Flere indlæg «