Kategori arkiv: Politik

sep
04

En politiker må sådan spare…

Ofte ser man ved nedskæringer og effektiviseringer, at politikerne står på den ene side og siger, at folket på gulvet godt kan løbe lidt stærkere, og at de har rigeligt gode arbejdsforhold. Den rolle er de nødsaget til at tage på sig i økonomiens navn. På den anden side står de mennesker som besparelserne går ud over og river sig i håret, da de skal se konsekvensen på nærmeste hold, f.eks. ved at de får mindre tid til at passe de samme og måske endda flere opgaver. Nogle steder mister de også nogle af deres kollegaer, hvis arbejdsopgaver de så må overtage.

Det er ikke nogen nem situation som politiker at stå i. De er også mennesker, men med et helt andet og større ansvar på skuldrene. De skal tage tunge beslutninger baseret på økonomiske beregninger, som de ikke nødvendigvis selv er herrer over. Nogle gange er det bare svært ikke at tænke på, om politikerne egentlig er klar over konsekvenserne af deres handlinger. Nok kan de aflæse besparelserne på et stykke papir, og de kan f.eks. se normeringen af børn per voksen i børnehaverne stige grundet deres politiske beslutninger. Men de mærker ikke hverdagens gøremål tage til i antal og de føler heller ikke børnenes voksenafsavn forværres. De hører personalets og forældrenes kritiske røst til de politiske møder, men mærker ikke på samme måde modløsheden brede sig, når børnenes yndlingspædagog/medhjælper fyres, og der endnu engang skrues ned for aktiviteterne, så børnepasningen efterhånden tangerer børneopbevaring.

Kender politikerne overhovedet til den verden som de er øverste chef for? Sådan tror jeg mange af de berørte af besparelser tit har spurgt sig selv om. Har de overblik over hvad en pædagog egentlig får dagen til at gå med? Hvad med en SOSU-assistent? Kender de til den tid og flid der ligges i de forskellige opgaver? Kender de til den betydning det har nu og på sigt, at skolelæreren dårligt har mere end et minut til hver enkelt elev i klassen? Ofte tvivler jeg.

Hvad kan man så egentlig gøre ved det problem? Svaret har ulmet i baghovedet på mangt en ansat i det offentlige, og det kan undre at denne del af en måske god løsning aldrig er blevet taget mere seriøst. I mange store virksomheder er det således, at de ansatte på kontoret en gang om året bliver sendt en uge i produktionen, således at de  bliver bekendte med arbejdsgangen og arbejdsbyrden i løbet af en dag. På den måde lærer de at tale samme sprog, hvilket i sidste ende vil gavne samarbejdet. Samme løsning kan sagtens overføres til det offentlige. En undervisningsminister skal naturligvis på et årligt praktikophold af en f.eks. en måneds varighed på en vilkårlig skole, så det er til at mærke hvorfor 30 elever i klassen er alt for mange. Tid har de jo jævnfør deres lange sommerferie. Medlemmerne af social-og sundhedsudvalget i kommunen skal naturligvis ude at prøve virkeligheden på forskellige institutioner, så de ved hvad der rører sig og ser hvor problemer egentlig er. Besparelser kan jo også handle om optimering frem for effektivisering. Effektivisering handler oftest om at finde laveste fællesnævner, så alt er ens og ingen har det bedre end andre. Fokus bør være på optimering. Hvordan gør vi tingene bedre, samtidig med at vi kan spare penge?

At være politiker er at være folkets tjener. Det er ikke et kald eller et fedt job. Det er ikke et chefjob for en stor gruppe ansigtsløse dukker. Det er et tillidshverv for en masse mennesker med børn, forældre og følelser. Det er et kæmpe ansvar og det skal tages alvorligt. For at tingene kan fungere til alles tilfredshed, så er politikerne også nødt til at vide hvad de har med at gøre. Så kære politikere. Tag denne løsning til jer, så vil vi måske endelig alle kunne tale samme sprog. Tilliden til jer vil givetvis stige betragteligt.

Tags: , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2011/politik/en-politiker-maa-saadan-spare/

maj
31

Hvilket Danmark vil du have?

I forbindelse med folketingsvalget til EU har der været meget postyr omkring en enkelt kandidat, nemlig Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, som har ført sig frem med et slogan således lydende: “Gi’ mig Danmark tilbage”. Man kan altid diskutere, om ikke det slogan er tyvestjålet fra den valgplakat_df_mmafdøde sangerinde Natasja, men faktum er, at ingen har eneret til den sætning, ej heller andre sætninger, og så er den diskussion vel egentlig ikke længere.

Næh, straks er det mere interessant at reflektere over, hvad Morten Messerschmidt egentlig mener med den sætning. Min umiddelbare tanke var, at Morten Messerschmidt og resten af Dansk Folkeparti er mest interesserede i at komme tilbage til de gamle dage, hvor en bøsse var noget man gik på jagt med, og hvor man kunne sige neger højt, da de alle alligevel befandt sig på den anden side af kloden, og blev opfattet som urmennesker uden nævneværdig intelligens. Det drejer hurtigt tankerne hen på Morten Korch og lignende glansbillede-fremstillinger af Danmark for år tilbage, og det stemmer meget godt overens med, at DFs kernevælgere er godt oppe i alderen, og kan lide den slags film – undskyld genereliseringen. Ser man bort fra den del der omhandler homoseksuelle eller folk med en anden hudfarve, så er det jo heller ikke en usympatisk tanke at ønske sig et andet Danmark – blot er den urealistisk. Men langt hen af vejen vil jeg give dem ret, for der er andet et Danmark jeg ønsker mig, men det skal jeg komme ind på senere.

Meningen med det slogan kan dog også være en anden. Af mange forskellige og gode grunde er flere danske partier imod EU og Danmarks medlemsskab af denne sammenslutning, og det skyldes den store magt EU er i stand til at udøve overfor vort lille land. Vi danskere er jo vante til, at vi er vore egen herrer, og tager gerne sværdslag for at slås for vores ret og overbevisning, og det er ikke nemt at være underlagt regler man ikke synes om. Dansk Folkeparti er et af disse partier, og selvom hovedpersonen i dette blogindlæg stiller op for at blive valgt til EU, så er hans mildest talt heller ikke begejstret for ordningen. Når man nu stiller op til EU og ikke bryder sig om det, så kan det slogan også se som et udtryk for, at man vil have Danmark ud af EU og et mere frit Danmark tilbage. Den tror jeg dog ikke på.

Ros bør i øvrigt gives når den er fortjent, og jeg må indrømme at Morten Messerschmidt har ramt plet med sin plakat. Ved at tage et valgssprog Morten Messerschmidt-plakar efter grafittisom umiddelbart repræsenterer det modsatte af DF (jvf. Natasjas sang) og gøre det til hans eget, endda mere end DFs andre kandidater, så har han fået skabt så meget opmærksomhed omkring sig selv, at han huskes af langt de fleste vælgere, når de skal sætte deres kryds. Den slags er guld værd i en valgkamp, da vælgere uden politisk tilhørsforhold ofte stemmer på den de bedst husker. Det er virkeligt flot valgspin, og for det fortjener DF ros.

Ros kan jeg dog ikke give, når jeg skal beskrive Dansk Folkepartis menneskesyn. Førhen påstod partiet i det mindste at tale de ældres sag, men da denne sag åbenbart er gået i glemmebogen, så er der kun indvandrer-debatten tilbage for dem, og der taler de med en hårdhed og umenneskelighed, som kun vækker kulde og had. Had er blevet deres lod. Intet er dem mere helligt, og de taler om muslimer som om de var umennesker, der udelukkende ønskede at slå vantro danskere ihjel, så snart de fik chancen.De muslimer jeg kender elsker det danske demokrati, og ønsker ingen religionskamp. De vil blot leve i fred, og lade andre folk tro hvad de vil. Dansk Folkeparti har skabt en falsk fjende, og nu ser folk spøgelser alle steder. Partiet bringer intet positivt med sig, og det er faktisk min største anke imod dem. Bidrog de i det mindste med noget godt, så var der måske håb, men de taler udelukkende til den indre svinehund og danskerne er alt for lydhøre. De bringer splid grundet hudfarve og tro. Måske er de ikke selv racister – jeg kender ikke deres personlige overbevisninger medlemmerne imellem – men deres handlinger og ord bringer racisme og ondskab op i folk. De vil gerne have fælles værdier påstår de, men kun hvis det er deres egne, og de tror at tolerance kun gælder den ene vej. Deres generelle menneskesyn lader ihvertfald meget tilbage at ønske.

For at vende tilbage til et tidligere punkt i dette indlæg, så vil også jeg gerne have mit Danmark tilbage. Når jeg skriver om Dansk Folkepartis menneskesyn, så har det at gøre med, at menneskesyn er dét der er galt med Danmark. Min barndom fortæller en del af historien, og er en beskrivelse af, hvor hurtigt verden kan ændre sig. Tingene er gået meget stærkt de sidste 20 år.

I min barndom skete det i folkeskolen, at der var slåskamp drengene imellem, for hierakiet har altid DF og ytringsfrihedbrug for tilpasning. Dengang betød slåskamp, at man skulle have den anden ned at ligge, og så var man egentlig vinder af den kamp. Det var kun meget sjældent at man slog eller sparkede for alvor, så dysten antog mere skikkelse af en styrkeprøve. Selvom folk også kunne være onde for 20 år siden, så har ondskaben taget en helt anden størrelse i dag, hvor man går til yderligheder for at såre hinanden. Slåskampe i folkeskolen kan i dag godt ende ud i, at de involverede står og sparker hinanden i hovedet, selv når modstanderen forlængst har overgivet sig. I dag har man kniv med i byen, og en pige der førhen var en “dum tøs” er i dag en “fucking bitch”. Med andre ord er respekten for andre mennesker på hastigt tilbagetog, og et parti som Dansk Folkeparti har været kraftigt medvirkende til denne udvikling med deres sprogbrug og syn på indvandrere. Tonen i deres debatter er hård og rå, og alt undskyldes med ytringsfrihed, som om at man så må sige hvad man vil. Det er slet ikke det ytringsfrihed handler om.

Det Danmark jeg gerne vil have er et land, hvor man behandler hinanden ordentligt. Jeg vil ikke forholde mig til hvor mange der må indvandre, for det er í virkeligheden ikke interessant, men blot appellere til, at de mennesker der er i landet kaldes danskere, og behandles herefter. Vi skal ubarmhjertighed og racisme til livs, og lære at respektere, at folk kan have en anden overbevisning end én selv, og stadig være vor venner. Jeg ønsker ikke en masse regler, men at folk i stedet tænker sig om, inden de slår eller mobber. Det kan opsummeret meget kort: Jeg ønsker at danskerne begynder at tænke lidt næstekærligt igen, for næstekærligheden er næsten helt væk i vort samfund, og det kan et af verdens mest udviklede samfund slet ikke være tjent med.

Jeg vil gerne have danske værdier. Ordentlige værdier. Bare ikke de samme som Dansk Folkepartis. Hvilket Danmark vil du have?

Tags: , , , , , , , , , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2009/politik/hvilket-danmark-vil-du-have/

maj
20

Hvad fejler min madpakke?!

Jeg er træt af regler og forbud. Det er helt forståeligt for mig, at der skal være et skelet af regler til at oppebære samfundet, men overdrivelse fremmer altså ikke forståelsen.

Når regeringen beslutter sig for at vedtage, at børn i dagsinstitutioner ikke længere må få madpakker med, men skal have upersonlig og fabrikeret mad, så synes jeg grænsen er nået. Det er at kaste mistanke og umyndiggørelse over ellers gode forældre. Det er som at sige, at vi forældre ikke kan finde ud af noget så simpelt, som at smøre en god, sund og nærende madpakke, og intet kunne være fjernere fra sandheden. For selvfølgelig kan vi det, og vi kan endda meget mere end det. I forhold til vores børn ved vi som regel bedst og kan mest.

I min tid som arbejdstager har jeg i flere tilfælde været ansat i en børnehave, hvor jeg fra nærmeste hold har kunne observere, hvad børnene fik med i deres madpakke. Der har været forældre der ikke sendte en ordentlig madpakke med, javist, men der har været tale om et absolut mindretal. I virkeligheden har det måske været 1 forældrepar ud af 15. Derfor forstår jeg ikke hvorfor et sådan lovforslag kan gå igennem, hvis ikke det er for at spille de kloge og alvidende på andres bekostning. En typisk politiker-beslutning.

Vi bør slå et slag for folkesundheden. Der er flere og flere overvægtige, og der starter allerede i børnehaven. Slaget starter med oplysning og går videre gennem ansvarstagen. Men kun oplysningsdelen hører politikerne til. Ansvarstagen overfor børn skal altid komme fra forældrene, og ingen skal komme og tage ansvaret fra dem, men mindre de i tilstrækkelig grad har vist, at de ikke magter det ansvar der følger med, når man får børn. Politikerne skal holde sig langt væk fra dette område, og i stedet overlade det til eksperterne. Pædagoger, lærere og psykologer har en uddannelse bag sig, som kvalificerer dem til at forholde sig til de problemstillinger der kan være mellem børn og deres forældre, og derfor bør spørgsmål og analyser af den slags overlades til disse personer, og ikke til folk med en politisk dagsorden.

Apropos ansvar, så tangerer det ansvarsforflygtigelse, når regeringen laver regler og forbud, hvor der ikker er brug for det. Madpakke-fadæsen er et udtryk for dårligt politiker-arbejde, hvor man laver et halvhjertet tiltag for at vise, at man er parat til at gøre noget, selv om det i virkeligheden dækker over, at de ikke gider at tage et rigtigt ansvar og trække det store læs. De gør med andre ord noget, for at slippe for at skulle gøre noget…

Den nuværende regering kendes for flere ting, men sjældent noget godt. Mest af alt vil jeg huske dem for, at de elsker regler og forbud, og det er i virkeligheden meget lidt flatterende. Jeg hader regler og forbud!

Tags: , , , , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2009/politik/hvad-fejler-min-madpakke/

apr
03

…og vi siger hej-hej til Karen!

I forbindelse med Anders Fogh Rasmussens afgang som statsminister er det forventeligt, at Lars Løkke Rasmussen vil rokere på ministerposterne, og én af dem der i så fald ville sidde yderst på taburetten er Karen Jespersen, såkaldt Velfærdsminister fra Venstre. Sikkert af samme grund vælger hun nu selv at forlade posten, og det er nok klogt det samme. Det er tænkeligt at hun fik valget mellem fyreseddelen eller en trods alt knap så ydmygende selvvalgt retræte, og for Karen Jespersen var valget sikkert nemt.

Karen Jespersen er oprindeligt opvokset i den socialdemokratiske verden, og var i mange år en frontfigur, men i den nuværende udgave af politikeren minder hun mere om Pia Kjærsgaard. Karen Jespersen har ellers haft et spændende arbejdsområde, hvor hun netop kunne bruge sine socialdemokratiske kompetencer, men i stedet har hun brugt tiden på at blande sig i anliggender udenfor hendes område, og specielt hendes gentagne angreb på indvandrere og folk med et andet religiøst synspunkt end kristent vil blive husket. En eventuel fremtid i dansk politik ligger ganske afgjort ikke i Venstre, men spørgsmålet er om ikke Dansk Folkeparti ville være interesseret i den erfarne politikers synspunkter, og ganske givet også hendes trofaste vælgerskare. Tiden kunne godt være inde til endnu et hamskifte, men denne gang et mere indlysende af slagsen.

Nu er der tilbage at afvente hendes næste skridt. Vil hun fortsætte i politik, eller trækker hun sig endegyldigt tilbage? Imens kører Cirkus Løkke, og mon ikke vi kan forvente, at ihvertfald Birthe Rønn Hornbech får det samme tilbud som Karen Jespersen.

http://politiken.dk/politik/article684133.ece

Tags: , , , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2009/politik/og-vi-siger-hej-hej-till-karen/

apr
02

Snart ny regering?

Det lader til at være en offentlig hemmelighed, at Anders Fogh Rasmussen inden længe vil få tiltusket sig stillingen som NATO-chef. I 8 år har han styret Danmark med hård hånd, og har været med til at omdanne Danmark til et mistroisk kontrol-samfund, der hellere end gerne tramper på de svageste i samfundet, samtidig med at de rigeste forgyldes. Alligevel er han det bedste kort VKO-regeringen har på hånden, og de kan forestilles at rive deres hår af i totter af bare ængstelse for hvad fremtiden kan bringe – en fremtid uden deres styrmand og lederfigur.

VKO står i meningsmålingerne til at tabe en valgkamp på nuværende tidspunkt, og dette forbedres ikke ved, at Lars Løkke Rasmussen er eneste bud på en arvetager. Han har længe stået klar som kronprinsen, men nu hvor han endelig ser ud til at blive konge, er hans image mere skrammet end holdbart er. Han har for mange lig i lasten, og vil næppe være manden der kan samle et flertal, der kan sikre en fortsat regering med Venstre i spidsen. Dermed kimes der til regeringsskifte, da oppositionen står stærkere end længe set, og spørgsmålet er hvor længe der går, inden der fløjtes op til en ny valgkamp. Danmark trænger tydeligt til luftforandring, og politisk set går vi ihvertfald et spændende forår i møde.

Tags: , , , , , , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2009/politik/snart-ny-regering/

feb
03

Kontrolhysteri

http://politiken.dk/indland/article640964.ece

I et samfund hvor især ansatte på det private arbejdsmarked presses mere og mere, er det vigtigt at fokusere på, at børnene ikke bliver glemt eller klemt. Når mor og far får længere og længere arbejdsdage er det som regel lig med, at børnene også skal være længere tid i institution, og så er det op til de ansatte i institutionerne at skabe en hverdag, der er så tryg og god som muligt. Der er brug for nærværende voksne, der har tid og overskud til at fokusere på det enkelte barn, og der er brug for, at der er nok voksne til at dække alle børnenes behov. Hvis ikke der er nok voksne eller hvis de ikke har tid nok, så forsvinder nærværet og børnene kommer til at lide under det. De får ikke dækket deres behov for voksenkontakt, og afsavnet af forældrene vil blive tydeligere end nødvendigt. Det kræver ikke et geni at komme frem til den analyse.

På den måde er det nærmest uvirkeligt, at børnepasning mere og mere er kommet til at handle om ussel mammon, end om børnenes tarv og behov. Børnene er i politisk henseende reduceret til blot tal i en statistik, hvis eneste formål er at vise hvor man kan spare flest penge. Penge, der i de seneste år i stedet er gået til skattelettelser og forbrug. “Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet” synges der i en gammel julesang, men aldrig har det vel været mere aktuelt end nu, hvor vi i jagten på profit klemmer børnene, på trods af at børnene i en fornuftig verden burde komme før pengene. Men budgetterne strammes og børnene kvæles lige så stille.

Modulordningen er for så vidt smart udtænkt, da folk kun betaler for den tid de har børnene i institution. De der kun har børnene i institution i et begrænset tidsrum i løbet af dagen, betaler altså ikke for den fulde åbningstid, men det har også den ulempe, at pædagogerne pludselig skal til at kontrollere forældrene. Køber man en modulpakke til f.eks. 25 timer om ugen, så skal de ansatte i institutionen holde øje med, at barnet ikke er afsted længere end netop dette timetal, hvilket kraftigt belyser en mere og mere fremstående problematik. Pædagoger og pædagogmedhjælpere er ansat til at være rollemodeller og forældre-substitutter, men de bruger store dele af deres tid på arbejde, der omhandler kontrol. Kontrol af børnene f.eks. via de meget tidskrævende læreplaner, kontrol af de ansattes engagement og indsats ligeledes gennem lærerplanerne og samtaler, kontrol af legepladser, inventar og lokaler, og nu også kontrol af forældrene.

Som Lenin engang sagde: “tillid er godt, kontrol er bedre”. Men vi lever i et højtudviklet demokratisk samfund i Danmark anno 2009, og ikke i datidens Sovjetunionen. Der bruges alt for meget energi på kontrol, frem for hvad der vigtigt. Tag bare kontanthjælpen. Det er et stort kontrolhysteri, og i virkeligheden er det en større hæmsko for alle, end det er en gevinst. Præmien kan ingen få øje på. I institutionerne har man ansat pædagoger, fordi de er uddannede til at tage sig af børn, for at hjælpe deres udvikling, behov og vilkår bedst muligt, og ikke til at tage sig af regelrytteri og overvågning. Man spilder deres resourcer på denne måde, og spørgsmålet er desuden, om al den kontrol i sidste ende gavner nogen. Er der en vinder i dette spil?

Læreplanerne er et nødvendigt onde, som også har sine lysende fordele. Det er et særdeles brugbart værktøj til at hjælpe børnenes udvikling mest muligt, så de bliver ikke afskaffet, men ellers kan man kun håbe at danskerne snart begynder at have tillid igen. Tillid til at folk gør deres arbejde ordentligt og tillid til andre mennesker generelt. Vi yder nu engang bedre, når chefen ikke hænger over os hele tiden, og vi vil hellere have guleroden end pisk. Det skal være slut med alt den overvågning og kontrol. For børnenes skyld, men lige så meget for vores egen.

Tags: , , , , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2009/politik/kontrolhysteri/

jan
09

Sammenblanding af kultur og religion

Bertel Haarder udtaler til Politiken, at han mener at Fadervor er en del af den danske kulturskat, og at alle skoler burde overveje kraftigt at indføre morgensang og Fadervor som et fast ritual i skolens hverdag. Udtalelsen kommer ovenpå en sag fra Nørre Nissum, hvor skolelederen afviste at undtage elever fra skolens morgensamling, hvor Fadervor indgår.

Udtalelsen er mildt sagt uheldig, da han dermed underkender danskernes ret til frit valg af religion. Ved at genindføre Fadervor som ritual fjendtliggører man alle andre trosretninger end den kristne, hvilket ikke er hensigtsmæssigt. Uanset om man bryder sig om andre religioner eller ej, så er det kun rimeligt at der gives lige så meget plads til at være f.eks. muslim, som til at være kristen. Det er et personligt valg, som bør og skal respekteres. Tvinger man skolebørn til at bede Fadervor, så giver man samtidig også udtryk for at skolen udelukkende er kristen og ikke andet, hvilket er meget lidt forenelig med begrebet “Den rummelige folkeskole”, hvor man ønsker at der skal være ligeværdighed og plads til alle. Det må som udgangspunkt forventes, at folkeskolen hverken har et politisk eller religiøst udtryk, og udelukkender tjener som center for viden.

Morgensang er en god måde at samle skolen på, og er rigtigt nok en del af vores kultur, men at folkeskolen stadig har til opgave at indoktrinere eleverne til den kristne tro er et levn fra fortiden, som ikke tjener noget formål. Tiden er forlængst løbet fra den opfattelse, og udtalelsen stiller spørgsmålstegn ved om tiden også er løbet fra Bertel Haarder. At folkeskolen kunne trænge til at vende tilbage til nogle af sine gamle værdier eller alternativt opfinde nye, kan der ikke herske tvivl om, da respekten for lærerfaget ganske tydeligt for alle er forsvundet ud i den blå luft, men religion kan højest bruges til indskrænkning af folks personlige frihed, og har intet med respekt og læringskultur at gøre.

Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2009/politik/sammenblanding-af-kultur-og-religion/

jan
05

Enden på komedien?

Naser Khader har endelig set skriften på væggen, og melder sig nu ud af Ny/Liberal Alliance.
Han mener ikke at kunne stå inde for, at partiet står politisk hvor de gør, selv om han, som leder og stifter af partiet, ellers har topstyret Liberal Alliance i en grad, så selv Pia Kjærsgaard kigger ham over skulderen. Der har ikke været levnet plads til debat om partiets linie, hvilket har kostet dem dyrt i frafald blandt folketingsmedlemmerne. Udmeldingen kan derfor tolkes i den retning, at Naser Khader forsøger at udøve damage control på sin egen politiske karriere, der i sandhed også trænger til kunstig åndedræt, for at være i live efter næste valg. Tilbage efterlader han så et parti, der kun har tilbage at afvente øksens hug, og en Anders Samuelsen, der må føle sig svigtet og forrådt, men som i det mindste selv kan lægge en fast linie for partiets arbejde.

En anden politisk afhopper, den tidligere radikale Simon Emil Ammitzbøll, går den anden vej, og vil nu starte sit eget parti, der efter rygterne at dømme kommer til at hedde Borgerligt Centrum. Der har været rygter ude om, at den konservative afhopper Pia Christmas-Møller skulle være med, hvilket dog dementeres af hende selv. Ud fra Simon Emil Ammitzbølls tidligere udmeldinger, så vil partiet nok forsøge at lægge sig på den politiske midte, måske med en minimal højredrejning, hvilket jo åbenbart er kommet på mode. Derfor er partiets dannelse heller ikke specielt interessant, hvis ikke det var fordi Naser Khader meldte sig ud af Liberal Alliance, kun dagen før Simon Emil Ammitzbøll afholder pressemøde. Det er svært ikke at overveje, om der skulle være tale om en ny alliance mellem disse to, især deres politiske baggrund og holdninger taget i betragtning.

Måske er det altså alligevel ikke enden på komedien, men spørgsmålet er om det er starten på en ny?

Tags: , , , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2009/politik/enden-pa-komedien/

dec
03

Nu rykker Socialdemokraterne?

Pernille Rosenkrantz-TheilMed Pernille Rosenkrantz-Theils indmeldelse hos Socialdemokraterne er der nu håb om, at de endelig vil rejse sig til fordums storhed, og føre an i kampen om at få afsat den siddende regering. Vi kan ikke komme uden om, at Socialdemokraterne i lang tid endnu vil være flagskibet for den røde blok, og det er derfor vigtigt at få vækket dem af deres årlange dvale, der har været stærkt medvirkende til at tegne den røde blok som en svag opposition. Hvis nogen kan gøre det, så er det Pernille Rosenkrantz-Theil, og jeg forventer at Helle Thorning-Schmidt både får kam til sit hår, men også en super sparringspartner og kollega. Jeg savner hende hos Enhedslisten, men glæder mig over hendes politiske comeback.

http://politiken.dk/politik/article607080.ece

Tags: , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2008/politik/nu-rykker-socialdemokraterne/

nov
01

Definitionen på et velfærdssamfund

Jeg er desværre ude af stand til at huske navnet, men forleden lyttede jeg af vanvare til et program i radioen. Jeg tror at det var på P3. I hvert fald var det en politiker af en art der blev interviewet, og så husker jeg at det var en kvinde, som vistnok holdt sig til enten SF eller de Radikale. Undervejs i interviewet blev der bl.a. spurgt ind til ordet velfærd, hvor efter hun replicerede en definition, som enkelt og uhyggeligt præcist udtrykte den selv samme opfattelse som jeg selv har:

“Velfærd er det sikkerhedsnet vi spænder under de svageste i samfundet”.

Kan vi se os selv i spejlet og hævde, at det passer på vores samfund?
I don’t think so…

Tags: , , , , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2008/politik/definitionen-paa-et-velfaerdssamfund/

Flere indlæg «