http://politiken.dk/indland/article640964.ece

I et samfund hvor især ansatte på det private arbejdsmarked presses mere og mere, er det vigtigt at fokusere på, at børnene ikke bliver glemt eller klemt. Når mor og far får længere og længere arbejdsdage er det som regel lig med, at børnene også skal være længere tid i institution, og så er det op til de ansatte i institutionerne at skabe en hverdag, der er så tryg og god som muligt. Der er brug for nærværende voksne, der har tid og overskud til at fokusere på det enkelte barn, og der er brug for, at der er nok voksne til at dække alle børnenes behov. Hvis ikke der er nok voksne eller hvis de ikke har tid nok, så forsvinder nærværet og børnene kommer til at lide under det. De får ikke dækket deres behov for voksenkontakt, og afsavnet af forældrene vil blive tydeligere end nødvendigt. Det kræver ikke et geni at komme frem til den analyse.

På den måde er det nærmest uvirkeligt, at børnepasning mere og mere er kommet til at handle om ussel mammon, end om børnenes tarv og behov. Børnene er i politisk henseende reduceret til blot tal i en statistik, hvis eneste formål er at vise hvor man kan spare flest penge. Penge, der i de seneste år i stedet er gået til skattelettelser og forbrug. “Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet” synges der i en gammel julesang, men aldrig har det vel været mere aktuelt end nu, hvor vi i jagten på profit klemmer børnene, på trods af at børnene i en fornuftig verden burde komme før pengene. Men budgetterne strammes og børnene kvæles lige så stille.

Modulordningen er for så vidt smart udtænkt, da folk kun betaler for den tid de har børnene i institution. De der kun har børnene i institution i et begrænset tidsrum i løbet af dagen, betaler altså ikke for den fulde åbningstid, men det har også den ulempe, at pædagogerne pludselig skal til at kontrollere forældrene. Køber man en modulpakke til f.eks. 25 timer om ugen, så skal de ansatte i institutionen holde øje med, at barnet ikke er afsted længere end netop dette timetal, hvilket kraftigt belyser en mere og mere fremstående problematik. Pædagoger og pædagogmedhjælpere er ansat til at være rollemodeller og forældre-substitutter, men de bruger store dele af deres tid på arbejde, der omhandler kontrol. Kontrol af børnene f.eks. via de meget tidskrævende læreplaner, kontrol af de ansattes engagement og indsats ligeledes gennem lærerplanerne og samtaler, kontrol af legepladser, inventar og lokaler, og nu også kontrol af forældrene.

Som Lenin engang sagde: “tillid er godt, kontrol er bedre”. Men vi lever i et højtudviklet demokratisk samfund i Danmark anno 2009, og ikke i datidens Sovjetunionen. Der bruges alt for meget energi på kontrol, frem for hvad der vigtigt. Tag bare kontanthjælpen. Det er et stort kontrolhysteri, og i virkeligheden er det en større hæmsko for alle, end det er en gevinst. Præmien kan ingen få øje på. I institutionerne har man ansat pædagoger, fordi de er uddannede til at tage sig af børn, for at hjælpe deres udvikling, behov og vilkår bedst muligt, og ikke til at tage sig af regelrytteri og overvågning. Man spilder deres resourcer på denne måde, og spørgsmålet er desuden, om al den kontrol i sidste ende gavner nogen. Er der en vinder i dette spil?

Læreplanerne er et nødvendigt onde, som også har sine lysende fordele. Det er et særdeles brugbart værktøj til at hjælpe børnenes udvikling mest muligt, så de bliver ikke afskaffet, men ellers kan man kun håbe at danskerne snart begynder at have tillid igen. Tillid til at folk gør deres arbejde ordentligt og tillid til andre mennesker generelt. Vi yder nu engang bedre, når chefen ikke hænger over os hele tiden, og vi vil hellere have guleroden end pisk. Det skal være slut med alt den overvågning og kontrol. For børnenes skyld, men lige så meget for vores egen.