Albert

27. august 2010 kom en lille sort Cairn-terrier til verden. Han havde 4 søskende men var den eneste han, så det var fra starten ham der bestemte. Han havde det godt og trygt, selvom han tidligt måtte tages fra sin mor. Tænderne var kommet tidligt og han var meget glad for at bruge dem, ligesom han også var glad for at bruge sine poter. Derfor fik han hurtigt kælenavnet “Speedy”.

17. oktober 2010 ændrede hans liv sig betragteligt. Vi havde nemlig hørt om en hvalp der manglede et hjem, og lige fra starten var vi fortryllede af den lille charmerende hvalp. Hurtigt blev vi enige om, at han skulle være vores næste hund – arvtageren efter vores dværgschnauzer Walther, og glæden blev ikke mindre ved, at finde ud af, at vi kunne få ham med hjem samme dag. Undervejs i bilen blev vi enige om, at han umuligt kunne hedde andet end Albert.

Derhjemme blev han mødt af gamle Walther, som tog pænt imod og delte kurv, mad og vand med den lille hvalp. Albert sov denne nat side om side med Walther – den eneste nat de fik sammen. Dagen efter døde Walther.

Nu er Albert ikke længere en lille hvalp, men en rask og hurtig unghund som elsker at lege, spise og gå ture. Han jagter alt der kommer ind i haven, og gør glædeligt af andre mennesker – nøjagtig som en hund i hans alder skal. I vinterens løb har han opdaget, at når man pruster ned i den løse sne, så står det op i luften som en støvsky. Til stor morskab for ham selv og ikke mindst for os andre. Børnene er vilde med ham og han er endnu mere vild med dem. En nat Ida ikke var hjemme, da lagde Albert sig hos Kristian og passede på ham. Når børnene ikke er hjemme, så foretrækker han at sove på deres værelse, så Albert har allerede nu påtaget sig rollen som børnenes beskytter.

Ligesom Walther “lider” Albert en smule af selektiv hørelse, men vi satser på at forårets kommende hvalpetræning kan gøre en del ved dette. Han er dog allerede godt på vej imod at blive en mageløs hund.

Tags: ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/familien/albert/