Mikey78

Pædagogens himmelflugt

mikey78 — Wed, 02 May 2012 07:54:12 +0000

http://politiken.dk/indland/ECE1610776/fagforeningsboss-haaner-paedagoger-de-er-selvoptagede-og-dovne/

»Hvordan kan man se forskel på pædagoger og pædagogmedhjælpere på en legeplads?. Pædagogerne drikker kaffe og reflekterer over børnenes udvikling, mens medhjælperne render rundt og leger med børnene«.

Sådan citeres formanden for landsforeningen for socialpædagogerne Jan Hoby, når han skal beskrive hverdagen rundt omkring i landets børneinstitutioner. Ovenstående lyder umiddelbart som en vittighed, men spørger man flere, der ligesom undertegnede selv har arbejdet som pædagogmedhjælper i en børnehave, så er der tale om en skinbarlig sandhed, som kun meget få institutioner kan se sig undtaget fra. Pædagogerne føler at deres tid er meget presset og derfor skal den så vidt muligt udelukkende bruges på pædagogiske aktiviteter, som f.eks. at holde møder, skrive læreplaner eller lignende. Aktiviteter som altså ikke umiddelbart inkluderer nogen børn. De kan dog også tage børn til side og ind i et lille rum. Sådan kan man også lave en pædagogisk aktivitet, men der er jo stadig over 20 børn tilbage, som ikke får deres opmærksomhed.

Selv har jeg været forholdsvis heldig at arbejde steder, hvor man valgte at se medhjælperen som en ressource, der kunne byde ind i planlægning og afvikle aktiviteter. På den måde inddrages medhjælperen så meget, at institutionen bliver en helhed og medhjælperen lærer af pædagogen i en grad der gør, at medhjælperen med tiden bliver lige så værdsat og dygtig som pædagogen, selv uden uddannelsen.

Der findes dog også historier som på det nærmeste overgår ens fantasi, hvor medhjælperen er degraderet til en position, hvor man udelukkende fungerer som en form for praktisk gris. Jeg kender til konkrete eksempler, hvor medhjælperen med mange års erfaring ikke må deltage i planlægningsmøder og ikke anses for ansvarsfuld nok til, at han kan tage børn med på skolebesøg, trods det at der ikke er tale om en pædagogisk aktivitet. Selv samme person er dog god nok at have, når der skal løses praktiske opgaver og lukkevagter skal dækkes ind. Pædagogerne i denne institution gav ind imellem klart og direkte udtryk for, at de følte sig mere værd end medhjælperen og lederen ville faktisk helst af med alle, der ikke allerede var uddannet pædagog. Nogle gange på en måde så man ikke kunne se det som et udtryk for andet end mobning.

I sidste ende kan al denne undertrykkelse af medhjælperne samt åbenlyse magtmisbrug kun ende med, at pædagogerne mister kontakten til børnene. De bruger jo ikke deres tid sammen med børnene, men sidder i stedet i små grupperinger i rum skærmet for børnenes larm og konflikter. Imens får medhjælperen i stedet den tætte relation til børnene, som er så vigtig i forhold til eventuelle problematikker og den videre udvikling. Hvordan kan man f.eks. afsløre om et barn mistrives, hvis medhjælperen ikke må give sit besyv med og pædagogen slet ikke kender barnet?

Min søn har, i sin tid i børnehaven, faktisk udelukkende knyttet sig til pædagogmedhjælperne, da de altid kunne sætte gang i gode og sjove aktiviteter og derved fjerne længslen efter forældrene. Samtidig var medhjælperne også langt med nærværende, og vi oplevede ligefrem, at Kristian blev meget ked af det den dag medhjælperen Peter stoppede, da Kristian tydeligvis følte, at Peter var den eneste voksne på sin stue han egentlig kunne relatere sig til. Da Kristian endelig selv stoppede i børnehaven, så var han glad. Han savnede sine legekammerater, men har ikke et øjeblik set sig tilbage efter de pædagoger, som ikke formåede at skabe tilpas nærhed til, at han følte sig tryg og glad.

Så jeg støtter op om Jan Hobys kritik og hæfter mig især ved, at jeg ikke er den eneste der mener, at der er forfejlet pædagogisk arbejde, når man tror at de vigtigste slag afvikles i rundbords-diskussioner og foran computeren. Når vi forældre afleverer vores børn i andres hænder, så forventer vi intet mindre end det bedste. Men det bedste er ikke diverse screeninger og tests – det er nærvær og tryghed. Jeg har brug for at vide, at der er voksne der passer på mine børn og tager sig af dem, når de er faldet og har slået sig. At de bliver hjulpet når de har en konflikt eller trøstet, når de har en generelt træls dag. Det er hvad jeg mener børn har brug for og man behøver bestemt ikke en uddannelse for at kunne dette, ligesom man omvendt heller ikke diskvalificerer sig selv fra komme plaster på et sår eller lave masse-brydekamp i sandkassen, bare fordi man har en uddannelse.

Henrik Scheel Thomsen liked denne post

Tags: Børn, Børnehave, Pædagoger, Samfund

En politiker må sådan spare…

mikey78 — Sun, 04 Sep 2011 17:58:36 +0000

Ofte ser man ved nedskæringer og effektiviseringer, at politikerne står på den ene side og siger, at folket på gulvet godt kan løbe lidt stærkere, og at de har rigeligt gode arbejdsforhold. Den rolle er de nødsaget til at tage på sig i økonomiens navn. På den anden side står de mennesker som besparelserne går ud over og river sig i håret, da de skal se konsekvensen på nærmeste hold, f.eks. ved at de får mindre tid til at passe de samme og måske endda flere opgaver. Nogle steder mister de også nogle af deres kollegaer, hvis arbejdsopgaver de så må overtage.

Det er ikke nogen nem situation som politiker at stå i. De er også mennesker, men med et helt andet og større ansvar på skuldrene. De skal tage tunge beslutninger baseret på økonomiske beregninger, som de ikke nødvendigvis selv er herrer over. Nogle gange er det bare svært ikke at tænke på, om politikerne egentlig er klar over konsekvenserne af deres handlinger. Nok kan de aflæse besparelserne på et stykke papir, og de kan f.eks. se normeringen af børn per voksen i børnehaverne stige grundet deres politiske beslutninger. Men de mærker ikke hverdagens gøremål tage til i antal og de føler heller ikke børnenes voksenafsavn forværres. De hører personalets og forældrenes kritiske røst til de politiske møder, men mærker ikke på samme måde modløsheden brede sig, når børnenes yndlingspædagog/medhjælper fyres, og der endnu engang skrues ned for aktiviteterne, så børnepasningen efterhånden tangerer børneopbevaring.

Kender politikerne overhovedet til den verden som de er øverste chef for? Sådan tror jeg mange af de berørte af besparelser tit har spurgt sig selv om. Har de overblik over hvad en pædagog egentlig får dagen til at gå med? Hvad med en SOSU-assistent? Kender de til den tid og flid der ligges i de forskellige opgaver? Kender de til den betydning det har nu og på sigt, at skolelæreren dårligt har mere end et minut til hver enkelt elev i klassen? Ofte tvivler jeg.

Hvad kan man så egentlig gøre ved det problem? Svaret har ulmet i baghovedet på mangt en ansat i det offentlige, og det kan undre at denne del af en måske god løsning aldrig er blevet taget mere seriøst. I mange store virksomheder er det således, at de ansatte på kontoret en gang om året bliver sendt en uge i produktionen, således at de bliver bekendte med arbejdsgangen og arbejdsbyrden i løbet af en dag. På den måde lærer de at tale samme sprog, hvilket i sidste ende vil gavne samarbejdet. Samme løsning kan sagtens overføres til det offentlige. En undervisningsminister skal naturligvis på et årligt praktikophold af en f.eks. en måneds varighed på en vilkårlig skole, så det er til at mærke hvorfor 30 elever i klassen er alt for mange. Tid har de jo jævnfør deres lange sommerferie. Medlemmerne af social-og sundhedsudvalget i kommunen skal naturligvis ude at prøve virkeligheden på forskellige institutioner, så de ved hvad der rører sig og ser hvor problemer egentlig er. Besparelser kan jo også handle om optimering frem for effektivisering. Effektivisering handler oftest om at finde laveste fællesnævner, så alt er ens og ingen har det bedre end andre. Fokus bør være på optimering. Hvordan gør vi tingene bedre, samtidig med at vi kan spare penge?

At være politiker er at være folkets tjener. Det er ikke et kald eller et fedt job. Det er ikke et chefjob for en stor gruppe ansigtsløse dukker. Det er et tillidshverv for en masse mennesker med børn, forældre og følelser. Det er et kæmpe ansvar og det skal tages alvorligt. For at tingene kan fungere til alles tilfredshed, så er politikerne også nødt til at vide hvad de har med at gøre. Så kære politikere. Tag denne løsning til jer, så vil vi måske endelig alle kunne tale samme sprog. Tilliden til jer vil givetvis stige betragteligt.

Tags: Ansvar, Besparelser, Normering, Politiske links, Respekt, Tillid, Økonomi

Imod dødsstraf

mikey78 — Fri, 29 Jul 2011 08:20:54 +0000

Når man diskuterer dødsstraf, så plejer jeg altid at argumentere imod, da jeg ikke mener at det er den rette løsning. Jeg synes ikke at man skal slå andre mennesker ihjel, og det gælder uanset hvilke forbrydelser de har begået. Mord er mord, uanset om loven har sagt god for det. Nogle bruger økonomien som argument for at aflive forbryderen, og det er vel også ganske “dansk” at tænke sådan – vi vil jo gerne kunne købe os til det hele. Men noget så usselt som penge skal vel ikke afgøre, om vi vælger den rette menneskelige løsning eller ej.

Mit vigtigste modargument er dog ikke så “frelst” som nogen påstår man er, når man ikke synes at en mand som Anders Behring Breivik skal henrettes. Umiddelbart tror folk måske at det er fordi man er for blød, når man ikke ønsker den løsning, men i virkeligheden er det nærmere fordi jeg synes manden slipper for nemt, når han kommer herfra i en fart. Nok mister han livet, men kommer han nogensinde til at føle skyld? Kommer han nogensinde til at angre og forstå den smerte han har påført så mange mennesker? Ved dødsstraf er der større chance for at han udelukkende fokuserer på sin egen skæbne, fremfor at huske de mennesker, hvis liv han har på samvittigheden.

Derfor går jeg ikke ind for dødsstraf. Lad ham i stedet leve resten af sin levetid i en celle, hvor han kan få al den tid han har brug for, til at tænke over sine handlinger og hvilke konsekvenser de har haft – for ofrene og for sig selv. Når alt kommer til alt, så er det nok alligevel en værre og mere ubarmhjertig straf end at dø. At leve resten af sit liv på andres nåde og i en celle kun en smule større end et kosteskab. Vi skal nok huske ham på hvad han har gjort!

Tags: Død, Dødsstraf, Skyld, Straf

Swee-Ida!

mikey78 — Fri, 22 Jul 2011 19:47:35 +0000

No tags for this post.

Engelsk humor v. 1.0

mikey78 — Mon, 28 Mar 2011 10:00:56 +0000

Jeg har altid været glad for engelsk humor. Englænderne har ellers ry for at være stive i det, snobbede og i det hele taget ret kedelige i forhold til os “frie” danskere, men det har alligevel ikke begrænset mig i at være færdig af grin over Monty Python, Blackadder, Bottom, The Young Ones, Smack The Pony og flere andre, så det lader til at den type humor passer godt til mig. Det kan skyldes at jeg har en dårlig humor, men sandheden er nok nærmere at englænderne ikke er så skidt kørende endda, når det gælder om at have det sjovt.

Af sværvægtere fra den engelske morskabsfabrik finder vi bl.a. en personlighed som John Cleese. Han er vel nok allermest kendt for “Monty Python” og “Fawlty Towers”, men har dog lavet en masse andet spas også. F.eks. kender de fleste vel “The Ministry of Silly Walks“, hvor komikken handler om de gakkede gangsarter. En anden personlighed, der har været med til at tegne engelsk satire, er Rowan Atkinson, som er særdeles kendt her hjemme som “Mr. Bean”. I virkeligheden synes jeg at netop denne karakter er ganske forfærdelig irriterende, men han indeholder heldigvis meget andet, som er i højeste klasse. Til forsvar skal nævnes for ham, at Mr. Bean-karakteren som tegnefilmsfigur faktisk er ganske charmerende. Siger mine børn altså…

Naturligvis skal to så store komiske talenter naturligvis finde på noget sammen, og de har bl.a. fundet sammen i denne sketch, som egentlig bare skal forestille at være et simpelt interview omkring dét at holde bier. Lad det være sagt med det samme - It’s right up my alley! Jeg griner sjældent højlydt, men det er ikke overdrevet at sige, at jeg bogstavligt talt tudede af latter. Måske gør du også.

Tags: England, Humor, Komik, Satire, Sketch, YouTube

Fortolkning eller plagiat?

mikey78 — Sat, 26 Mar 2011 23:14:46 +0000

En cover-version er en fortolkning af andres musik, og det må siges at kunne være lidt af en subjektiv størrelse. Det er forskelligt hvad kunstnerne lægger vægt på, når de skal gøre en andens sang til deres egen, men det afgørende og springende punkt er, er at de skal have noget af dem selv ind i sangen. Det er noget af en udfordring at opnå en succesfuld sammensmeltning, og jeg forestiller mig at respekten for den oprindelige kunstner og sangen ofte må stå i vejen for dette, men når det lykkes kan det blive fantastisk – endda kunst.

Min egen holdning er, at hvis man ikke kan finde ud af at gøre sangen til sin egen, så skal man lade helt være. Et eksempel på dette er Barry Manilows hit “Mandy” fra 1974. Westlife lavede i 2003 den samme sang og fik et hit med den, men i en version som faktisk overhovedet ikke adskilte sig fra originalen. Så er det ikke en fortolkning, men blot kunstnerisk tyveri og plagiat. Hvad bidrager det dog med?

Jeg har samlet nogle links fra Youtube, hvor nogle forskellige kendte sange bliver udsat for fortolkning. Resultatet er skiftende og handler nok også en del om smag, men jeg er især begejstret for Patti Smiths udgave af “Smells like teen spirit”, hvor hun bringer sangen i sin egen verden og giver den et nyt udtryk. Desuden er jeg meget glad for Jimmy Smiths jazzede udgave af “Papa’s got a brand new bag”, men jeg har desværre ikke været i stand til at finde den online, så den må I have til gode eller finde selv.

Black – Wonderful life

Gasolin – Langebro

Nirvana – Smells like teen spirit

Nirvana