Hvem er Mikey78?

Mit navn er Mike Thiemer.

Jeg er 32 år gammel og har været gift med Lene siden 2004.

På denne blog skriver jeg om meget forskelligt, men specielt vil der blive lagt et ekstra stort arbejde i familien, musik, politik, fodbold og madopskrifter. Jeg finder sikkert også noget at brokke mig over…

Rent politisk tilhører jeg den sjovere og røde fløj og jeg er medlem af Enhedslisten. Jeg synes ikke det er fedt at mit parti ikke er med ved magtens bord, men da jeg inderst inde er både naiv og alt for optimistisk, så tror jeg på at de en dag vil blive et parti man sætter sin lid til. Jeg mener at Enhedslisten, mere end noget andet parti, har en grundlæggende tillid til at folk kan opføre sig ordentlig og tænke for sig selv, uden at de altid skal have regler trukket ned over hovedet, og det synes jeg ikke de får anerkendelse nok for.

Jeg tror ikke på begrænsninger af folks bevægelighed, og bliver ked af det, når jeg tænker på den måde vi tager imod folk i Danmark. Danskerne er på forhånd dybt skeptiske overfor alle indvandrere med mørk hud eller andet trosbaggrund end kristen, og jeg finder danskernes opførsel til tider racistisk og uanstændig. Integration er for mig at lære det danske sprog og forstå den danske kultur, men jeg mener ikke at man dermed skal indrette sit liv efter at leve “dansk”. I et hypermoderne samfund som det danske skal og bør der være plads til et ubegrænset persongalleri, hvor alle har ret til at definere deres egen rolle. Naturligvis under hensyntagen til andre folk, forstås.

Jeg er dobbeltmoralsk medlem af folkekirken, ligesom de fleste danskere, og det vil sige at jeg faktisk ikke tror på Gud, men alligevel har jeg fundet en form for tro ved at læse i biblen. Jeg tror nemlig på at hvis jeg skal have noget godt ud af mit liv, så er det vigtigt at jeg behandler andre mennesker med respekt, og så vil de naturligvis gøre det samme imod mig. Det er faktisk sjældent det ikke virker, så jeg kan godt anbefale det. Det er mit mantra at religion er roden til alt ondt og det mener jeg i fulde alvor, men selvom ordet næstekærlighed oftest forbindes med biblen, så ser jeg det mere som mit personlige livsprojekt at kunne dø som et næstekærligt menneske, fremfor at skulle leve op til noget andre har forfattet.

Rent fodboldmæssigt tilhører jeg udelukkende Brøndby IF, og det har jeg gjort siden 19. september 1990, da Brøndby slog Eintracht Frankfurt med hele 5-0. Siden den dag syntes jeg pludselig at fodbold var et fantastisk spil, og siden har hele historien, atmosfæren, traditioner og meritter hos Brøndby kun imponeret mig yderligere. Jeg er dog fredeligsindet overfor alle andre klubber, så jeg er ikke en af de tosser der kan opbygge had imod andre udelukkende for at holde med en anden klub – det er idioti og livet er alt for kort til den slags!

Jeg har masser af andre holdninger. Læs min blog, så ser du sikkert hvilke.

Du kan også finde mig på Facebook:
http://www.facebook.com/profile.php?id=1371115359

Med venlig hilsen

Mike Thiemer