Jeg plejer at sige, at hvis der er et værk jeg ikke kan forstå, så er det helt sikkert kunst, for det er noget som ingen i virkeligheden kan forstå. Nogle gange hjælper det dog, hvis man kender hele historien…

Det bør være hævet over enhver tvivl, at jeg finder at Youtube er en kæmpe guldgrube af musik, og det er også her jeg ind imellem finder nogle fantastiske udgaver af sange, som jeg i forvejen godt kan lide. Det er især live-udgaver jeg går efter. Her er f.eks. en lille liste over noget af det jeg har hørt på det seneste. Det er for det meste i rigtig god kvalitet, og musikken fejler ihvertfald ingenting:

Jimi Hendrix spiller “Hey Joe”. Fedt trick med tænderne…
http://www.youtube.com/watch?v=b2qRKy36dL4

Jimi goes Bob Dylan. Her er Hendrix i en fed udgave af “Like a rolling stone”.
http://www.youtube.com/watch?v=gYwZ8I8wOGA

Eric Clapton med “White Room”, og så er trommeslageren selveste Phil Collins.
http://www.youtube.com/watch?v=rvnWuOjJDh4

Ben Harper i overdrevet fed reggae-udgave af “Excuse me Mr”.
http://www.youtube.com/watch?v=1ghwDHu7j_I&feature=related

Bette Midler synger fed rockudgave af Rolling Stones’ “Beast of burden”. Mick Jagger er også med i en alt for sjov musikvideo i øvrigt…
http://www.youtube.com/watch?v=J35zjSsdjiw&feature=related

Den buldrende torden-stemme Johnny Cash synger sin “Ghost riders in the sky”.
http://www.youtube.com/watch?v=SmxB2BwVufA&feature=fvst

Det er sgu svært at sidde stille til dette nummer. Marvin Gaye i “I heard it through the grapewine”.
http://www.youtube.com/watch?v=Y7dGdrP3pms&feature=channel

Santana og Peter Green (Fleetwood Mac) endelig sammen om “Black Magic Woman”.
http://www.youtube.com/watch?v=BQdyVt_iyrg&feature=related

Jason Mraz i lækker udgave af “I’m yours”
http://www.youtube.com/watch?v=LYhrYHmUPn0

Her igen Jason Mraz med “The remedy”. Det gør han såmænd meget godt!
http://www.youtube.com/watch?v=0lqsZTcGjR4

Ultimativt retro! Povl Dissing ligner en rendyrket psykopat, da han synger “25 minutter endnu”.
http://www.youtube.com/watch?v=HQcE3SoLQYM

Ovenpå mit indlæg om vores dejlige dværgschnauzer Walther, så kom jeg til at filosofere lidt over aktiv dødshjælp. Det er jo pudsigt, at der ingenting sker, hvis vi får vores dyr aflivet, mens det er ulovligt at hjælpe et andet menneske, som ønsker at afslutte sit liv. Selvfølgelig skal et menneskeliv anskues som værende mere værd end et dyreliv, men der bør dog trods alt stadig være en vis respekt om livet i sig selv. Der kan være mange grunde til at aflive et dyr, og den del er en længere diskussion i sig selv. Men det er dog et kendt fænomen, at nogle mennesker får hunden aflivet, når de har problemer med at tilrette hundens adfærd eller den ikke længere passer ind i deres liv. Det vidner jo ikke om modne mennesker, der har tænkt over livets værdi, men den diskussion har vi endnu ikke været villig til at tage i Danmark. Det er lidt for personligt.

Vi har mærkeligt nok også politisk berøringsangst, når talen falder på muligheden for at afslutte sit eget liv på værdig og enkel måde. Nogle mennesker føler ikke de har mere at leve for, eksempelvis når de har mistet deres livsledsager eller børn, og savner en løsning, hvor de kan blive hjulpet herfra på stille og rolig vis. Den følelse kan ikke måles. Den uhelbredeligt syge finder i de fleste tilfælde ro ved tanken om døden, og bruger sin sidste tid på at bringe orden i alle sine forhold, men ventetiden kan være end dog meget lang. Det tjener intet formål at være dopet med smertestillende resten af sin levetid, når man bare ønsker at livet snart vil være overstået. Hvor er livskvaliteten så henne? Der er flere dele af den gråzone mellem passiv og aktiv dødshjælp, som vi ikke har taget stilling til.

For et så højtudviklet land som Danmark kan det kun undre, at vi har så svært ved at tale om døden, når den nu er en del af vores liv.

Check! Snuden er undersøgt og den virker umiddelbart. Hvad virker ellers?

En hunds snude afslører, om den skulle have feber, og det er jo meget smart. Nu har jeg tjekket Walthers og den del af snuden virker fint. Men han er 14 år og efterhånden kunne vi godt bruge nogle nye reservedele. Han sover det meste af dagen og lader til at have gøet for sidste gang allerede for et par år siden. Synet og lugtesansen er heller ikke hvad den har været. Benene skal strækkes godt og grundigt inden han bevæger sig, og han har udviklet flere tegn på sukkersyge, så lige nu hæfter vi os ved, at han trods alt stadig er glad og har det godt.

Men det er ikke rart at se éns kæledyr igennem så mange år gå i forfald. Tankerne kredser ind imellem omkring, hvornår det er på tide at trække stikket, for selv om det vil gøre ondt når han er væk, så er vi nødt til at forholde os til hans livskvalitet. I øvrigt, uden at det skal blive et indlæg om aktiv dødshjælp, så er det underligt at vi har lov til at gøre den slags for vores kæledyr, men ikke for de kæreste mennesker i vores liv.

Men hvornår er det rette tidspunkt? Lige nu er vi, som følge af sukkersygen, nødt til at tørre op efter ham, når han har tisset på gulvet, fordi han ikke kunne nå ud af døren i tide. Som diabetiker kan jeg i øvrigt fint selv forholde mig til den problematik, men jeg kan trods alt godt selv åbne døren og gå ud. Der er Walther afhængig af os. Men det har vi valgt at tage med.

Visse dage er han fuld af godt humør, og hopper og springer rundt som en hvalp, og når han ellers opdager at vi kommer hjem – det er bestemt ikke altid han det sker – så får vi hver gang en stormende modtagelse. Han er heller ikke til at slide op, når vi er ude for at gå en tur, selvom han godt nok går mere end død, når vi så kommer kommer hjem igen. Så tiden er ikke endnu. Men det er godt nok svært at indstille sig på, at tiden trods alt efterhånden er tæt på.

Som det er blevet beskrevet i flere medier, så ønsker Dansk Folkeparti minareter forbudt i Danmark, ligesom de er blevet det i Schweiz. Minareter er tårne på moskéer, hvorfra der bliver kaldt til bøn, og da Dansk Folkeparti heller ikke kan lide moskéer, hvad kan de egentlig lide, så kommer det vel næppe bag på nogen, at de vil have dette forbudt. Her er ingen overraskelse at finde.

Det pudsige med Dansk Folkeparti er, at religionen altid er afgørende for, om de kan lide tingenes tilstand eller ej. De ønsker moskéerne forbudt grundet deres tilknytning til Islam, mens kirkerne til gengæld er fredet, da de er tilknyttede kristendommen. Historien siger da også at Danmark siden år 965 har været et kristent land, men efterhånden må dette siges at være et forhistorisk levn. Den almene dansker er ingenlunde troende kristen eller på nogen måde religiøst interesseret, og var danskerne ikke automatisk indmeldt i Folkekirken, og havde mulighed for et smukt hvidt bryllup i en flot bygning, så havde også Folkekirken trange kår i det danske samfund.

Det gør jo problematikken med minareterne interessant. Ser man bort fra det religiøse aspekt, så er der allerhøjest tale om støjforurening på et højere plan, som mest tjener til at vække i nærheden bosatte søvndrukne B-mennesker som undertegnede i at tage en formiddags-morfar. Men hvis det udelukkende er støjforureningen man er bekymret for, så var det lige så nærliggende at kigge på kirkeklokkerne, som er kristendommens larmende pendant, og som langt flere mennesker forstyrres af, grundet det langt større antal folkekirker i landet. Kirkeklokkerne blev i gammel tid brugt til at ringe byens borgere sammen, men det var i en anden tidsalder og også i et andet samfund. Siger man A, som må man også sige B, og skal minareter forbydes i Danmark, så bør anstændigheden byde danskerne, at kirkeklokkerne også skal lade livet. I hvert fald hvis vi bare taler om støjen. Så er det ud med klokkerne siger jeg.

Engang brystede dette land sig af deres store borgerfrihed. Man kunne ytre sig som man ville og siden Grundloven af 1849 kunne man tro som man havde lyst, men Danmark anno 2009 er en undertrykkende størrelse, hvor alting skal være konformt og i de rette kasser. At Dansk Folkeparti har kunne gøre danskerne bange for alt fremmedt er en uhyggelig bedrift i sig selv, men hvor er det dog kedeligt og gråt at vi skal fastholdes i en tidslomme, hvor den danske kultur slet ikke udvikles, men nærmere indskrænker sig. Minareterne repræsenterer en anden religion end kristendommen, men er ellers ikke andet end et flot element på en meget smuk bygning, nøjagtigt ligesom kirketårne er. Personligt siger religion mig ikke alverden, men folk skal have lov til at tro som de har lyst, og har de brug for bygninger til at samles med andre fælleder, så skal de da havde det. Denne diskussion tjener ikke andet formål, end at begrænse folk i deres muligheder og frie valg, og jeg forstår ikke, at danskerne ikke kan gennemskue dette. Dansk Folkeparti ønsker skam lighed for alle. Bare kun alle de kan lide. Sørgeligt.

Mit forslag er derfor dette: Der må være alle de moskéer, synagoger og andre religiøse bygninger i landet som der kan være. Eneste krav bør være, at de skal ligge side om side med en kirke. På den måde får alle lige muligheder, og så kan man jo også lige kigge hinanden an på vej til gudstjeneste og messe. Måske fandt man så ud af, at andre folk er helt okay, selvom de ikke tror det samme som dig. Problem solved.

Mobiltelefonien blev opfundet allerede i 1981, men først omkring årtusindeskiftet blev det normalt, at mobilen var hvermandseje. I dag er selv børn helt ned til børnehavealderen i besiddelse af en, så deres forældre kan komme i forbindelse med dem, uanset hvor de er henne. Vi er vilde med at sende SMSer og for de langt de flestes vedkommende er fastnettelefonen så godt som uddød.

Netop derfor kan man godt undre sig over, at det først sidst i 2009 er lykkedes de store spillere på mobilmarkedet at gå sammen om en fælles standard for opladere til mobilen, men ikke desto mindre er standarden netop blevet godkendt. Nu er det slut med de inkompatible stik. De fleste mennesker har ellers nok oplevet problematikken, hvor man har glemt opladeren hjemme, og lige vil lade mobilen op hos en bekendt, som desværre viser sig at have en telefon af et andet mærke, eller bare en telefon med et andet stik. For ikke længe siden skiftede Nokia eksempelvis deres standard-lader ud med en anden med et mindre stik. Det blev forvirringen ikke mindre af.

Nu er forvirring heldigvis ovre. En ny og miljørigtig standard tager stikket hjem.

http://www.computerworld.dk/art/53580/saa-er-standard-for-faelles-mobiloplader-paa-plads?a=block&i=205&pos=13

Nu er det åbenbart blevet genforeningernes tid, og så er det jo rart at se, at et yndlingsband fra min ungdom er gået sammen igen. Jeg husker stadig dengang Det Elektriske Barometer var mit altoverskyggende musik-mekka, hvor jeg fik udvidet min musikalske horisont så ganske betragteligt. Især husker jeg da Nirvana bragede igennem lydmuren med “Smells like teen spirit”, mens et andet mindeværdigt øjeblik var da Fielfraz spillede “Surfer” og fik mig til at drømme om det fede liv og kærligheden – alt det en teenager nu engang har i tankerne. Jeg glæder mig til gensynet og håber at det bliver længerevarende.

http://ekstrabladet.dk/musik/dkmusiknyt/article1243484.ece

Det er en pudsig tendens vi danskere har fået. Jeg ved ikke om det er modsat jantelov eller oppustede egoer. Muligheden foreligger også for, at jeg måske bare er for nærtagende, men jeg har fundet ud af, at det irriterer mig grænseløst, når folk mener at de skal have stjernebehandling, selvom de ikke selv behandler folk ordentligt. Måske er det et udtryk for dårlig opdragelse. Eksempel følger:

Jeg står ved bageren og skal hente rundstykker til familien. Selvfølgelig er der kø, som der skal være på en søndag morgen, hvor det meste af Danmark finder tid til morgenritualer med familien i højsædet. En efter en står vi i kø, majoriteten af de såkaldt morgenfriske er naturligvis tøffelbeklædte og vidt undertrykte mænd som jeg selv, så vi kan få vores lidt for ofte daggamle morgenbrød udleveret i anonyme brune poser. Den selv samme slags brune poser, som i USA skjuler gadebeboernes sprutflasker for omverdenen. Er der en form for signalværdi i dette? Folk står og famler med krøllede sedler, kobberfarvede mønter eller vifter stolt med deres guldimprægnerede visa/dankort, og bidrager på den måde til en hyggelig og genkendelig rytme, som går igen søndag efter søndag.

Men her stopper harmonien. Når menneskerne foran én alle er forsvundet og man er parat til at bestille, så glemmer vi hurtigt høflighedsfraserne, for så skal der kræves ind. Her kommer vi med vores hårdt tjente penge, og byttet skal slæbes hurtigst muligt hjem til familien. Vi spørger ikke pænt, men forlanger og stiller krav, for det mener vi at have ret til. Der er jo andre butikker man kan gå til, hvis ikke…

“Jeg SKAL have…” siger de fleste. “Giv mig lige…” siger andre. Ingen tager sig tid til at forstå, at butikken gør os en tjeneste ved at forhandle en vare, som vi ellers selv skulle fremstille. Hvad med lidt høflighed? Har I ikke lært at bede om tingene dengang hjemme i mors køkken?

“Høflighed er vejen frem” som en gammel mand engang sagde til mig. Hvis du ønsker at opnå noget, så er venlighed eller endog smiger måden. Der er utrolig hvad bare et lille ord som ‘tak’ kan gøre for et menneske. Når man siger tak for købet af en vare, så siger man også tak for behandlingen, og dermed fortæller du den ansatte, at vedkommende har gjort et godt job, og er der noget vi alle godt kan lide, så er det at få ros. Og vi mennesker husker jo nok hinanden. Det betaler sig i sidste ende.

Det bliver min tur, og jeg spørger den iøvrigt usædvanligt morgenfriske bagerpige, om jeg kan få en pose med 8 rundstykker. Selvfølgelig kan jeg dette. “Tak skal du have” siger jeg og hun smiler til mig og henter rundstykkerne. Jeg betaler for det hele og siger igen tak. Da jeg tager varerne og skal til at gå, siger hun til mig “så må du have en fortsat god dag”. “Tak og i lige måde” svarer jeg tilbage, og kan nu gå fra butikken med en god fornemmelse i kroppen. Hvem siger at det ikke kan være en fornøjelse at handle?

Men hvorfor spørger vi ikke, i stedet for at bjæffe ordrer? Vi vil da gerne selv behandles ordentligt. Så næste gang du skal i Føtex eller have lappegrejer hos cykelhandleren, så prøv dig frem med lidt venlighed og behandl ekspedienten som du gerne selv vil behandles. Det betaler sig i en grad som vil komme bag på åbenbart de fleste, og breder sig som ringene i vandet.

Endnu en ansøgning, endnu en samtale og endnu et afslag.
Jeg var til samtale på en stilling, som jeg godt vidste jeg ikke helt var kvalificeret til. Alligevel håbede jeg på det bedste, selvom jeg sagde til mig selv, at jeg ikke skulle regne med noget. Det var ingen overraskelse da jeg fik afslaget.

Alligevel begynder det at gøre mere og mere ondt. Alle de afslag på alle de ansøgninger. Er der virkelig ingen der kan bruge mig? Lige nu holdes jeg mest oppe af familien, og det har virkelig ikke været godt af selvtilliden. Jeg har da ellers gode kvalifikationer – har jeg ikke?

Hvad skal der til i dag? Mit indtryk er, at de fleste arbejdspladser helst vil have en, som er så fremadstræbende, at kollegaernes hoveder ruller som følge af rundsavene på dine albuer. Sådan er jeg jo ikke, og sådan vil jeg ikke være. Men jeg er dygtig til det jeg laver, uanset hvad det så er. Skal jeg virkelig diskvalificeres fordi jeg er flink?

Hvad kan jeg gøre for at blive mere interessant for arbejdsgivere? Råd søges gerne.