Ovenpå mit indlæg om vores dejlige dværgschnauzer Walther, så kom jeg til at filosofere lidt over aktiv dødshjælp. Det er jo pudsigt, at der ingenting sker, hvis vi får vores dyr aflivet, mens det er ulovligt at hjælpe et andet menneske, som ønsker at afslutte sit liv. Selvfølgelig skal et menneskeliv anskues som værende mere værd end et dyreliv, men der bør dog trods alt stadig være en vis respekt om livet i sig selv. Der kan være mange grunde til at aflive et dyr, og den del er en længere diskussion i sig selv. Men det er dog et kendt fænomen, at nogle mennesker får hunden aflivet, når de har problemer med at tilrette hundens adfærd eller den ikke længere passer ind i deres liv. Det vidner jo ikke om modne mennesker, der har tænkt over livets værdi, men den diskussion har vi endnu ikke været villig til at tage i Danmark. Det er lidt for personligt.
Vi har mærkeligt nok også politisk berøringsangst, når talen falder på muligheden for at afslutte sit eget liv på værdig og enkel måde. Nogle mennesker føler ikke de har mere at leve for, eksempelvis når de har mistet deres livsledsager eller børn, og savner en løsning, hvor de kan blive hjulpet herfra på stille og rolig vis. Den følelse kan ikke måles. Den uhelbredeligt syge finder i de fleste tilfælde ro ved tanken om døden, og bruger sin sidste tid på at bringe orden i alle sine forhold, men ventetiden kan være end dog meget lang. Det tjener intet formål at være dopet med smertestillende resten af sin levetid, når man bare ønsker at livet snart vil være overstået. Hvor er livskvaliteten så henne? Der er flere dele af den gråzone mellem passiv og aktiv dødshjælp, som vi ikke har taget stilling til.
For et så højtudviklet land som Danmark kan det kun undre, at vi har så svært ved at tale om døden, når den nu er en del af vores liv.
Tags: Aktiv dødshjælp, Debat, Livskvalitet
En hunds snude afslører, om den skulle have feber, og det er jo meget smart. Nu har jeg tjekket Walthers og den del af snuden virker fint. Men han er 14 år og efterhånden kunne vi godt bruge nogle nye reservedele. Han sover det meste af dagen og lader til at have gøet for sidste gang allerede for et par år siden. Synet og lugtesansen er heller ikke hvad den har været. Benene skal strækkes godt og grundigt inden han bevæger sig, og han har udviklet flere tegn på sukkersyge, så lige nu hæfter vi os ved, at han trods alt stadig er glad og har det godt.
