Ofte ser man ved nedskæringer og effektiviseringer, at politikerne står på den ene side og siger, at folket på gulvet godt kan løbe lidt stærkere, og at de har rigeligt gode arbejdsforhold. Den rolle er de nødsaget til at tage på sig i økonomiens navn. På den anden side står de mennesker som besparelserne går ud over og river sig i håret, da de skal se konsekvensen på nærmeste hold, f.eks. ved at de får mindre tid til at passe de samme og måske endda flere opgaver. Nogle steder mister de også nogle af deres kollegaer, hvis arbejdsopgaver de så må overtage.

Det er ikke nogen nem situation som politiker at stå i. De er også mennesker, men med et helt andet og større ansvar på skuldrene. De skal tage tunge beslutninger baseret på økonomiske beregninger, som de ikke nødvendigvis selv er herrer over. Nogle gange er det bare svært ikke at tænke på, om politikerne egentlig er klar over konsekvenserne af deres handlinger. Nok kan de aflæse besparelserne på et stykke papir, og de kan f.eks. se normeringen af børn per voksen i børnehaverne stige grundet deres politiske beslutninger. Men de mærker ikke hverdagens gøremål tage til i antal og de føler heller ikke børnenes voksenafsavn forværres. De hører personalets og forældrenes kritiske røst til de politiske møder, men mærker ikke på samme måde modløsheden brede sig, når børnenes yndlingspædagog/medhjælper fyres, og der endnu engang skrues ned for aktiviteterne, så børnepasningen efterhånden tangerer børneopbevaring.

Kender politikerne overhovedet til den verden som de er øverste chef for? Sådan tror jeg mange af de berørte af besparelser tit har spurgt sig selv om. Har de overblik over hvad en pædagog egentlig får dagen til at gå med? Hvad med en SOSU-assistent? Kender de til den tid og flid der ligges i de forskellige opgaver? Kender de til den betydning det har nu og på sigt, at skolelæreren dårligt har mere end et minut til hver enkelt elev i klassen? Ofte tvivler jeg.

Hvad kan man så egentlig gøre ved det problem? Svaret har ulmet i baghovedet på mangt en ansat i det offentlige, og det kan undre at denne del af en måske god løsning aldrig er blevet taget mere seriøst. I mange store virksomheder er det således, at de ansatte på kontoret en gang om året bliver sendt en uge i produktionen, således at de  bliver bekendte med arbejdsgangen og arbejdsbyrden i løbet af en dag. På den måde lærer de at tale samme sprog, hvilket i sidste ende vil gavne samarbejdet. Samme løsning kan sagtens overføres til det offentlige. En undervisningsminister skal naturligvis på et årligt praktikophold af en f.eks. en måneds varighed på en vilkårlig skole, så det er til at mærke hvorfor 30 elever i klassen er alt for mange. Tid har de jo jævnfør deres lange sommerferie. Medlemmerne af social-og sundhedsudvalget i kommunen skal naturligvis ude at prøve virkeligheden på forskellige institutioner, så de ved hvad der rører sig og ser hvor problemer egentlig er. Besparelser kan jo også handle om optimering frem for effektivisering. Effektivisering handler oftest om at finde laveste fællesnævner, så alt er ens og ingen har det bedre end andre. Fokus bør være på optimering. Hvordan gør vi tingene bedre, samtidig med at vi kan spare penge?

At være politiker er at være folkets tjener. Det er ikke et kald eller et fedt job. Det er ikke et chefjob for en stor gruppe ansigtsløse dukker. Det er et tillidshverv for en masse mennesker med børn, forældre og følelser. Det er et kæmpe ansvar og det skal tages alvorligt. For at tingene kan fungere til alles tilfredshed, så er politikerne også nødt til at vide hvad de har med at gøre. Så kære politikere. Tag denne løsning til jer, så vil vi måske endelig alle kunne tale samme sprog. Tilliden til jer vil givetvis stige betragteligt.