
Tags: Børn, Familien, Søskende
maj
23
Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2009/familien/de-dejlige-b%c3%b8rn/
maj
20
Jeg er træt af regler og forbud. Det er helt forståeligt for mig, at der skal være et skelet af regler til at oppebære samfundet, men overdrivelse fremmer altså ikke forståelsen.
Når regeringen beslutter sig for at vedtage, at børn i dagsinstitutioner ikke længere må få madpakker med, men skal have upersonlig og fabrikeret mad, så synes jeg grænsen er nået. Det er at kaste mistanke og umyndiggørelse over ellers gode forældre. Det er som at sige, at vi forældre ikke kan finde ud af noget så simpelt, som at smøre en god, sund og nærende madpakke, og intet kunne være fjernere fra sandheden. For selvfølgelig kan vi det, og vi kan endda meget mere end det. I forhold til vores børn ved vi som regel bedst og kan mest.
I min tid som arbejdstager har jeg i flere tilfælde været ansat i en børnehave, hvor jeg fra nærmeste hold har kunne observere, hvad børnene fik med i deres madpakke. Der har været forældre der ikke sendte en ordentlig madpakke med, javist, men der har været tale om et absolut mindretal. I virkeligheden har det måske været 1 forældrepar ud af 15. Derfor forstår jeg ikke hvorfor et sådan lovforslag kan gå igennem, hvis ikke det er for at spille de kloge og alvidende på andres bekostning. En typisk politiker-beslutning.
Vi bør slå et slag for folkesundheden. Der er flere og flere overvægtige, og der starter allerede i børnehaven. Slaget starter med oplysning og går videre gennem ansvarstagen. Men kun oplysningsdelen hører politikerne til. Ansvarstagen overfor børn skal altid komme fra forældrene, og ingen skal komme og tage ansvaret fra dem, men mindre de i tilstrækkelig grad har vist, at de ikke magter det ansvar der følger med, når man får børn. Politikerne skal holde sig langt væk fra dette område, og i stedet overlade det til eksperterne. Pædagoger, lærere og psykologer har en uddannelse bag sig, som kvalificerer dem til at forholde sig til de problemstillinger der kan være mellem børn og deres forældre, og derfor bør spørgsmål og analyser af den slags overlades til disse personer, og ikke til folk med en politisk dagsorden.
Apropos ansvar, så tangerer det ansvarsforflygtigelse, når regeringen laver regler og forbud, hvor der ikker er brug for det. Madpakke-fadæsen er et udtryk for dårligt politiker-arbejde, hvor man laver et halvhjertet tiltag for at vise, at man er parat til at gøre noget, selv om det i virkeligheden dækker over, at de ikke gider at tage et rigtigt ansvar og trække det store læs. De gør med andre ord noget, for at slippe for at skulle gøre noget…
Den nuværende regering kendes for flere ting, men sjældent noget godt. Mest af alt vil jeg huske dem for, at de elsker regler og forbud, og det er i virkeligheden meget lidt flatterende. Jeg hader regler og forbud!
Tags: Ansvar, Børn, Børnehave, Forbud, Forældre, Regeringen, Regler, Samfund, Sundhed, VKO
Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2009/politik/hvad-fejler-min-madpakke/
okt
27
Puha, det er hårdt at komme i gang med at arbejde igen. Jeg har trods alt været udenfor arbejdsmarkedet siden januar 2007, for det meste grundet studier, så jeg er måske blevet en smule forvænt med at kunne tilrettelægge min dag som jeg ville. Det har været fantastisk på mange områder, men nu er den tid ovre.
Jeg er blevet støtteperson på en dreng i 4. klasse, som jeg skal hjælpe med bl.a. vredeshåndtering, og det synes jeg er meget spændende, selvom det nok også til tider bliver hårdt. Det er 26 lektioner om ugen og frikvartererne med, så det er ret intensivt. Jeg var selv en rod som dreng, så jeg ser også noget af mig selv i ham, hvilket er det element der tiltrækker mig. Kan jeg være med til at ændre hans liv?
Jeg er lettet og glad for at være kommet i gang med noget igen, for siden jeg blev færdig på IBC i sommer har jeg ikke haft noget, og jeg var ærligt talt ved at få en smulle kuller over det. Ikke at jeg savnede at skulle op før Gud får sko på og lønnen er da heller ikke noget at prale af. Trods alt kommer der dog penge i kassen, tiden går pludseligt meget hurtigere og det er tydeligt at jeg bør kunne gøre en forskel. Det giver mere mening end meget andet jeg har lavet. Så lever jeg nok med at være træt om aftenen og meget træt sidst på ugen.
Tags: Bloggen, Børn, Erindringer, Hjælp, Skole, Støtte
Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2008/bloggen/nu-med-arbejde/
sep
04
Vi kender det alle sammen godt. Vi siger et ord og mener én ting med det, mens det bliver fejlopfattet af en anden part, der har en anden opfattelse af ordet. Sådan har jeg det med ordet velfærd. Regeringen er i dette tilfælde den anden part.
I min verden handler velfærd om, at vi alle har det godt, og at vi alle har fri og lige adgang til f.eks. sundhedsvæsen, børnepasning og sociale ydelser. Velfærd er med andre ord en anordning der skal sikre, at alle som minimum er sikret at kunne leve et tåleligt liv, uanset hvilke omstændigheder man er i. Det er den korte version af det, men sådan ser jeg altså på det.
Regeringen har en anden opfattelse af ordet velfærd. For dem er velfærd af en materialistisk art, hvor det i virkeligheden gælder om rage mest muligt til sig. Her er det vigtigere at kunne bryste sig af rigdom og status. Det sociale spiller ikke nogen større rolle, for i deres verdensbillede er “enhver sin egen lykkes smed” som ordsproget jo siger. Det er altså op til en selv om man kan bære Gucci med stil og spise kaviar med de store, eller om man skal rode efter mad i andres skraldespande. Jeg er sikker på at denne tankegang gav mening i nybygger-tiden, hvor alle havde svært ved at få mad og drikke til at strække, men i dette moderne land med så store rigdomme, så føles det som en uforklarligt klam fornemmelse ned af ryggen, at mange mennesker stadig nægter at påtage sig et socialt ansvar for andre mennesker.
I min hjem-kommune, lige som i de fleste andre kommuner i landet, lægges der op til store nedskæringer i især den sociale sektor (kilde: Fyens Stiftstidende), samt forhøjelser af skatten. Dette kommer som resultat af regeringens stramme greb, men på trods af løfter om opprioritering af f.eks. nedslidte skoler, så ser vi lige nu eksempler på at regeringen skyndsomt fralægger sig ethvert ansvar, således at det kan synes som om, at det udelukkende er kommunerne der ikke placerer deres økonomiske midler rigtigt. Problemet er jo bare at pengene godt nok er der, men kommunerne har fået forbud imod at bruge dem grundet anlægsstoppet. I kommunerne vil man gerne bygge nyt for at komme pladsmangel i institutioner til livs, og man vil gerne opgradere de nedslidte skoler, men regeringen frygter for den overophedede økonomi, hvilket ellers ikke harmonerer særligt godt med, at velfærdsminister Karen Jespersen gerne giver penge til et vandkulturhus i Herning, når der er store problemer med skimmelsvamp på flere skoler.
Dette udstiller meget klart hvad regeringen finder vigtigst. Status må for alt i verden komme før det sociale aspekt, og selvom alle vel kan forstå at vi ikke kan bruge penge vi ikke har, så virker det kuriøst at det ikke er noget problem at fyre små 100 millioner af på kulturen, mens børn til gengæld skal undervises i skimmelsvamp-befængte lokaler. Hvor gik det galt med perspektiveringen? Det er her at ordet velfærd igen kommer ind i billedet, for prioriterer man velfærd, så går man vel også automatisk ind for, at vi skal passe så godt som overhovedet muligt på vores medmennesker? Regeringen kan sagtens spilde milliarder af kroner på en Femern-forbindelse som ingen af os i virkeligheden vil have, for det er jo et prestige-projekt som man vil kunne blive husket for mange år ud i fremtiden, men der er ingen prestige at hente i, at skoleleverne slipper for at kommer hjem med lungebetændelse og det der er værre. Velfærd er for regeringen udelukkende et spørgsmål om ussel mammon og intet andet. Det er sørgeligt men også sandt.
Tags: Arrogance, Børn, Demokrati, Egoistsamfund, Folkeskolen, Politik, Regeringen, Velfærd, Venstre, VKO
Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2008/politik/forskellige-opfattelser-af-velfaerd/
aug
29
I dag sad jeg i bilen og ventede, imens Lene og Kristian var inde og handle. Ida havde været træt ovenpå en dag i børnehaven og var faldet i søvn, så jeg slap for at være en tilføjelse til mylderet af stressede forældre med dødtrætte institutionsbørn på slæb, men hørte i stedet musik mens jeg lod tankerne vandre. Ofte kan jeg bruge timevis på at studere andre mennesker, og netop dette gjorde jeg også i dag. Mange mennesker defilerede forbi den sølvgrå Mitsubishi, hvor Nina Simone, med en stemme smukkere end guds engles harpesang, synger om “22nd Century”, men ingen tog notits af mig, og jeg var fri til at gøre mig forestillinger om hvem de var og hvad deres liv var fyldt med.
Pludselig ser jeg en mand på ca. 50 år med rødligt hår og fuldskæg komme gående hen til sin bil, der var parkeret kun få meter væk. De gik op for mig at jeg kendte ham, og instinktivt løftede jeg armen for at hilse på ham, blot for at sænke den igen. Jeg kender ham da, gør jeg ikke? Da jeg gik i folkeskolen var han indehaver af Mini-markedet i Strib, det er byen hvor jeg er vokset op, og vi gav ham kaldenavnet Mini-Mogens, hvilket vi næppe var ene om at kalde ham. Han spillede bl.a. fodbold, og alle vidste hvem han var. Han var vellidt og rar.
Jeg hilste ikke på ham. Egentlig virkede det helt forkert ikke at gøre det, for jeg hilser normalt på alle jeg selv perifært kender eller har kendt, men jeg sad i stedet med tanken om, at det var en fremmed mand jeg ville vinke til. Han er blot en af de mange personer jeg kender, men som jeg intet ved om. En af dem jeg har hilst på utallige gange og sagt hej – måske har vi engang skålet til byfesten eller grint af denne samme vittighed i fodboldklubben, men ikke mere end det. Sådan er det at være vokset op i en lille by. I dag er Strib næppe mere end en pendlerby fyldt med mennesker der ikke kender hinanden, men dengang havde byen en sjæl og vi var alle på fornavn. Sådan husker jeg det ihvertfald. Måske romantiserer jeg min barndom, men jeg var sikker på at vi alle kendte hinanden, og at vi på en aller anden måde fortsat i fremtiden ville være forbundet i denne by. Men jeg kender ham ikke og han kender ikke mig. Alt vi har sammen er mindet om dengang hvor verden var lille og meget mindre kompliceret. Sikkert uden at ville det fik han mig til at tænke på, at mit liv har indeholdt mange Mini-Mogens’er, som jeg i dag hilser pænt på, men som jeg intet ved om. Det er som om de mennesker pludselig genopstår og går forbi mig, blot for at minde mig om, at jeg uigenkaldeligt har forladt barndommen og er blevet voksen. De er erindringer om en tid jeg aldrig skal opleve igen.
Næste gang vil jeg hilse på ham alligevel. For at huske. For at blive mindet om et liv jeg engang havde. Jeg er lykkelig i dag, men minderne er nu rare at have.
Tags: Børn, De gode gamle dage, Erindringer, Gamle dage, Historie, Livet, Respekt, Venskab
Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2008/bloggen/et-menneske-i-mit-liv/
jul
22
Jeg har lige læst en artikel, der handler om mænd og det at tage barsel. Den handler om at mange mænd er bange for hvad der skal ske med jobbet, når de vælger at prioritere familien over karrieren, og der kommer da også eksempler på, at nogle bliver frosset ud af arbejdspladsen eller fyret, hvis de vælger den løsning der hedder, at de tager orlov i f.eks. 3 måneder eller lignende, for at være sammen med deres nye barn og resten af den lille familie.
Personligt har jeg svært ved at forstå, at vi i år 2008 stadig ikke har ligestilling. Ligestilling drejer sig for de fleste om den samme løn og respekt til alle uanset køn, men hvor mange mener at det er kvinderne der halter efter, så glemmer man også at ligestilling går begge veje. Artiklen handler mest om hvordan arbejdspladsen reagerer på, at manden ønsker at holde barsel, for det er en kendt sag at der bliver set skævt til dem, men jeg kom hurtigt til at tænke på, hvordan kvinden egentlig reagerer på samme besked. Mændene mangler også noget i ligestillingens navn, og det er kvinderne ikke glade for at give fra sig, hvilket er forståeligt, da det også er noget af det mest dyrebare man kan give væk, men manden har trods alt også krav på tid sammen med sine børn. Hvorfor ønsker kvinden (nogle kvinder, ikke alle) ikke, at manden skal opleve den første tid sammen med sit barn, som er den tid hvor man virkelig knytter bånd forælder og barn imellem?
Lene og jeg havde næppe gennemtænkt det 100 %, men vi havde trods alt regnet den godt ud, for vi har fået begge vores indtil nu 2 børn i forbindelse med et studie under SU, hvilket har betydet at vi har kunne prioritere, hvilket man roligt kan sige at vi har gjort. Det har ganske givet kostet i vores karriereforløb, men den pris vil jeg til enhver tid betale igen. Der kan ikke sættes pris på de følelser og oplevelser vi har fået og oplevet ved at være sammen om børnene, og jeg tvivler på at dette vil kunne gentages, hvis vi begge er tilknyttet en arbejdsplads. Især i Idas tilfælde var det perfekt, for da rev vi stort set et år ud af kalenderen, hvor vi ikke ænsede opgaver, eksaminer og diverse trusler fra vores studier, men blot havde det godt og var afslappede omkring det at have fået et lille nyt barn i vores liv. Kan andre fædre sige at de også haft det sådan? Jeg tror det næppe, for det er ikke kotume at det foregår sådan, og jeg følte mig da også ret alene til babysvømning, hvor jeg altid var den eneste mand der deltog..
Hvad jeg egentlig gerne vil have kommunikeret ud er, at det er det hele værd for mændene at tage barsel. Det er muligt at økonomien kommer til at lide under det, og at man måske må sælge den ene bil og droppe at installere fladskærm på husets gæstetoilet, men pengene skal jo nok komme ind igen. Det er den største investering i fremtiden man nogensinde kommer til at foretage sig, og jeg synes at kvinderne bare burde glæde sig over det og nyde det. Og karrieren? Hvis ikke arbejdspladsen kan acceptere at du holder orlov, så er det måske værd at tænke over, om det overhovedet er det rette sted man er, når man ikke kan undse sine medarbejdere en så stor glæde. Virksomhederne klarer sig jo nok endda.
Link til artiklen:
http://www.navlestreng.dk/ekspertblogs/post-view/Nyheder/1145?utm_source=POL_forside&utm_medium=www.pol.dk&utm_content=Link1&utm_campaign=POL-Teaser
Tags: Bloggen, Børn, Demokrati, Egoistsamfund, Forskelle, Forskelsbehandling, Forældre, Ida, Kristian, Kvinder, Lene, Mænd
Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2008/bloggen/maend-og-barsel/
maj
25
I disse strejketider vil jeg da også gøre mig bemærket med et indlæg, hvor jeg bliver nødt til kommentere på nogle af de ting jeg læser rundt omkring. Jeg støtter naturligvis strejken, da jeg mener at disse grupper af arbejdende mennesker alt for længe er blevet udnyttet, og det til en latterlig lav løn.
Tager vi udgangspunkt i pædagogerne og pædagogmedhjælperne rundt omkring i landets børnehaver, så hører det med til debatten, at der til stadighed stilles større og større krav til de arbejdsopgaver de skal udføre. Pædagogerne udfører i dag så meget skriftligt arbejde, at børnene store dele af tiden kun har pædagogmedhjælperne at støtte sig til, da pædagogerne skal gå fra for at observere, holde møde eller skrive. Det vigtigste arbejde, det at sætte sjove aktiviteter i gang og være sammen med børnene og være deres tryghed, kan ikke undgå at lide, og i den sidste ende er det børnene der bliver tabere. Det er et udtryk for uvidenhed og forfalsket virkelighedsopfattelse, når folk tror at ansatte i de offentlige institutioner ikke er deres løn værd, for de har et større ansvar end nogen andre i dette land – de passer på dine og mine børn! Alene ansvaret burde være 15-procents lønstigning værd, men strejken handler om mere end bare penge. Den handler også om, at de forlanger at få respekt som fortjent for deres arbejde.
Det er på tide at belyse det urimelige faktum, at hver gang der skal spares i kommunerne, så er det altid institutionerne der skal hugges ned, og igen med børnene som tabere. Materielle ting som byforskønnelse og prestigebyggeri bliver gang på gang prioriteret frem for det enkelte mennesker. Middelfart er et glimrende eksempel på dette, hvor man har valgt at ville bygge et nyt rådhus til over 140 millioner, selvom det sociale væsen er skåret ind til benet. Her har man valgt at tænke i mursten, fremfor at tænke i mennesker.
Ind imellem drister jeg mig til at læser kommentarer på nyheder skrevet på f.eks. Ekstra Bladets hjemmeside, og der er sand for dyden ikke mange dér, der støtter op om de strejkendes krav. En af de mest brugte kommentarer er, at “de kan da bare finde sig et andet arbejde, hvis de er så utilfredse med lønnen” og “de skal bare holde deres kæft og passe deres arbejde”. Vi kan dermed konstatere, at vi er nået ret langt ned hvad angår anstændighed, når det er de mest kreative forslag til løsning af en konflikt. Man har ikke kun ret med også pligt til at kæfte op, når man synes at éns arbejdsforhold er blevet uudholdelige – det er jo netop kernen i et demokrati som det danske, og hvis éns børn bliver holdt som gidsel i en strid som denne, så var det måske det rigtige tidspunkt at undersøge, hvorfor de i det hele taget strejker. Den del har mange forsømt. Men det kunne da være et morsomt eksperiment, hvis alle ansatte i børnehaver landet over opsagde deres arbejde. Hvordan ville folk passe deres tydeligvis langt vigtigere arbejde, og hvem skal i givet fald tage sig af deres børn? Nej, de skal ikke finde sig et andet arbejde og de skal heller ikke holde deres kæft. De skal holde fast og kæmpe videre, så vi kan få rettet op den skævhed der er i det danske samfund, hvor en nyansat autodidakt IT-nørd på 20 år kan starte med en grundløn på næsten det dobbelte af, hvad en pædagog med 10 års kompetencer og et kæmpe ansvar i sine hænder kan skrabe sammen.
Tags: Børn, Demokrati, Egoistsamfund, Forældre, Respekt, Skole, Strejke, Velfærd
Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2008/bloggen/kommentar-til-strejken/
maj
24
Vejret er helt fantastisk lige for tiden, og der er ikke noget som sol der kan gøre en glad i låget.
Man glemmer helt de daglige bekymringer, og selv ikke engang B.T. eller Se & Hør kan gøre mig forarget, selv de dog gør hvad de kan. Jeg tænker i stedet på mine børn, min dejlige kone og så tænker jeg også på vores have, som er godt i gang med at producere gulerødder, kartofler, jordbær og diverse krydderurter til os. Studiet går også fint og jeg er snart færdig, så jeg kan ikke se at der er noget at hidse sig op over.
Alligevel synes jeg måske, at jeg burde få kommenteret på nogle af de ting der sker i Danmark lige nu. Egentlig er det mest ting jeg bare ryster på hovedet af, men det er lige så meget fordi jeg ikke forstår, hvordan folk kan opføre sig sådan. Jeg kan dog blot konstatere er det er Danmark anno 2008, og så kan man åbenbart tillade sig hvad som helst. Det er som om al form for pli er gået fløjet, og man respekterer ikke længere hinanden som før. Det bedste eksempel på dette ser vi i institutionerne.
I skolen er læreren som myndighedsperson er saga blot, og jeg har hørt og læst om børn der sagde ting til deres lærer, som jeg end ikke ville sige til min værste fjende, havde jeg haft en sådan.
Folkeskolen har ikke noget modtræk imod disse elever, og forældrene accepterer blot stiltiende at børnene opfører sig respektløst, hvilket vel blot fortæller en historie om, at forældrene også selv ligger under for denne form for psykisk terror. Der er ikke noget at sige til, at pædagoger, pædagogmedhjælper og lærere i stimevis lægger sig syge med stress, når forældrene end ikke selv gør en indsats. Det er vel også værd at huske i denne strejketid.
Selv er jeg vokset op med en helt andet form for opdragelse. Jeg boede hos to stærke autoriteter, som ikke fandt sig i hvad som helst, og som forlangte at jeg behandlede alle folk med den respekt, som alle folk i virkeligheden har gjort sig fortjent til. En sjælden gang imellem trådte jeg af nysgerrighed ved siden, og en gang imellem kostede det en syngende lussing, men ufortjent var det aldrig. Jeg tror ikke på, at jeg nogensinde ville kunne gøre samme imod mine børn, men jeg tænker ind imellem, at mange børn kunne have brug for samme form for opdragelse, så de kunne forstå at der er en grænse for alting. Jeg opfatter ellers mig selv som ganske fritænkende, fordomsfri og med stor forståelse for, at folk kan have forskellige opfattelser af samme emner, men jeg har ind imellem svært ved at forstå, at så mange mennesker indeholder så lidt empati, at de ikke kan mærke hvornår de overskrider en grænse. Måske er det mig der er forkert på den. Måske er jeg bare af uddøende race, men jeg vil da gøre hvad jeg kan for at overbevise folk om, at det kan blive bedre – især hvs vi alle hjælper til.
Nu vender tankerne igen tilbage til ungerne, som nu ligger og sover som de nysseligste lam i hele verden. Al den bekymring verden kan give aner de intet om, og hvor er det i virkeligheden en fantastisk følelse at vide.
Tænk at også jeg engang havde det sådan.
Tags: Børn, Demokrati, Egoistsamfund, Folkeskolen, Forskelle, Forældre, Grænser, Opdragelse, Respekt, Skole, Sommer, Sprog, Strejke, Velfærd, Ytringsfrihed
Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2008/bloggen/det-er-snart-sommer/
feb
18
Det er sjældent jeg er så begejstret, når talen falder på regeringen og især ikke når det handler om økonomi.
Regeringen har som oftest travlt med at nedjustere, og bruger meget tid på at gøre tingene hårdere og værre for de folk der ikke tilhører eliten og de hovedrige – det vil sige de fleste af os almindelige danskere.<
Nu er regeringen – personificeret i form af Lars Løkke Rasmussen, stor-vesiren der vil være kalif i stedet for kaliffen – været med til at forhandle en overenskomst, som indeholder flere ganske spændende bonusser for de offentligt ansatte.
Man skal ikke regne med at det lønmæssige kommer på niveau med de privatansattes grundet reguleringsordningen, men mindre kan nogle gange også gøre det.
En af de mest interessante ting i overenskomsten er muligheden for at tage barnets 2. sygedag – noget de fleste forældre vil klappe i deres små hænder over.
Egentlig er det mærkeligt at man slet ikke er fulgt med på denne front før nu, taget i betragtning hvordan samfundet har ændret sig.
Nu går begge parter i et forhold som regel på arbejde, og der er ikke en husmor hjemme for at passe børnene, når de bliver syge.
Dette er i mange tilfælde glædeligt på flere måder, men det giver jo et problem netop ved børnenes sygdom, for det er sjældent at man kun er syg en enkelt dag, og hvad skal man som forældre så stille op.
Det er ulovligt at begge forældre tager en “barnets første sygedag” efter hinanden, og det er ikke alle der er så privilligerede at have opofrende familie tæt på, men denne problematik forsøger man nu at dæmme op for ved dette forslag.
Det er yderst sjældent at jeg synes at regeringen fortjener ros, og jeg kender da heller ikke resten af aftalens indhold, men denne del lyder for mig, og sikkert også mange andre forældre, meget lovende.
Ihvertfald vil jeg med spænding følge den fortsatte udvikling tæt.
Læs selv mere på:
http://politiken.dk/erhverv/article472856.ece
Tags: Børn, Forældre, Politik, Regeringen, Sygdom
Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2008/politik/fryns/