Når man diskuterer dødsstraf, så plejer jeg altid at argumentere imod, da jeg ikke mener at det er den rette løsning. Jeg synes ikke at man skal slå andre mennesker ihjel, og det gælder uanset hvilke forbrydelser de har begået. Mord er mord, uanset om loven har sagt god for det. Nogle bruger økonomien som argument for at aflive forbryderen, og det er vel også ganske “dansk” at tænke sådan – vi vil jo gerne kunne købe os til det hele. Men noget så usselt som penge skal vel ikke afgøre, om vi vælger den rette menneskelige løsning eller ej.

Mit vigtigste modargument er dog ikke så “frelst” som nogen påstår man er, når man ikke synes at en mand som Anders Behring Breivik skal henrettes. Umiddelbart tror folk måske at det er fordi man er for blød, når man ikke ønsker den løsning, men i virkeligheden er det nærmere fordi jeg synes manden slipper for nemt, når han kommer herfra i en fart. Nok mister han livet, men kommer han nogensinde til at føle skyld? Kommer han nogensinde til at angre og forstå den smerte han har påført så mange mennesker? Ved dødsstraf er der større chance for at han udelukkende fokuserer på sin egen skæbne, fremfor at huske de mennesker, hvis liv han har på samvittigheden.

Derfor går jeg ikke ind for dødsstraf. Lad ham i stedet leve resten af sin levetid i en celle, hvor han kan få al den tid han har brug for, til at tænke over sine handlinger og hvilke konsekvenser de har haft – for ofrene og for sig selv. Når alt kommer til alt, så er det nok alligevel en værre og mere ubarmhjertig straf end at dø. At leve resten af sit liv på andres nåde og i en celle kun en smule større end et kosteskab. Vi skal nok huske ham på hvad han har gjort!