I forbindelse med folketingsvalget til EU har der været meget postyr omkring en enkelt kandidat, nemlig Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, som har ført sig frem med et slogan således lydende: “Gi’ mig Danmark tilbage”. Man kan altid diskutere, om ikke det slogan er tyvestjålet fra den afdøde sangerinde Natasja, men faktum er, at ingen har eneret til den sætning, ej heller andre sætninger, og så er den diskussion vel egentlig ikke længere.

Næh, straks er det mere interessant at reflektere over, hvad Morten Messerschmidt egentlig mener med den sætning. Min umiddelbare tanke var, at Morten Messerschmidt og resten af Dansk Folkeparti er mest interesserede i at komme tilbage til de gamle dage, hvor en bøsse var noget man gik på jagt med, og hvor man kunne sige neger højt, da de alle alligevel befandt sig på den anden side af kloden, og blev opfattet som urmennesker uden nævneværdig intelligens. Det drejer hurtigt tankerne hen på Morten Korch og lignende glansbillede-fremstillinger af Danmark for år tilbage, og det stemmer meget godt overens med, at DFs kernevælgere er godt oppe i alderen, og kan lide den slags film – undskyld genereliseringen. Ser man bort fra den del der omhandler homoseksuelle eller folk med en anden hudfarve, så er det jo heller ikke en usympatisk tanke at ønske sig et andet Danmark – blot er den urealistisk. Men langt hen af vejen vil jeg give dem ret, for der er andet et Danmark jeg ønsker mig, men det skal jeg komme ind på senere.

Meningen med det slogan kan dog også være en anden. Af mange forskellige og gode grunde er flere danske partier imod EU og Danmarks medlemsskab af denne sammenslutning, og det skyldes den store magt EU er i stand til at udøve overfor vort lille land. Vi danskere er jo vante til, at vi er vore egen herrer, og tager gerne sværdslag for at slås for vores ret og overbevisning, og det er ikke nemt at være underlagt regler man ikke synes om. Dansk Folkeparti er et af disse partier, og selvom hovedpersonen i dette blogindlæg stiller op for at blive valgt til EU, så er hans mildest talt heller ikke begejstret for ordningen. Når man nu stiller op til EU og ikke bryder sig om det, så kan det slogan også se som et udtryk for, at man vil have Danmark ud af EU og et mere frit Danmark tilbage. Den tror jeg dog ikke på.

Ros bør i øvrigt gives når den er fortjent, og jeg må indrømme at Morten Messerschmidt har ramt plet med sin plakat. Ved at tage et valgssprog som umiddelbart repræsenterer det modsatte af DF (jvf. Natasjas sang) og gøre det til hans eget, endda mere end DFs andre kandidater, så har han fået skabt så meget opmærksomhed omkring sig selv, at han huskes af langt de fleste vælgere, når de skal sætte deres kryds. Den slags er guld værd i en valgkamp, da vælgere uden politisk tilhørsforhold ofte stemmer på den de bedst husker. Det er virkeligt flot valgspin, og for det fortjener DF ros.

Ros kan jeg dog ikke give, når jeg skal beskrive Dansk Folkepartis menneskesyn. Førhen påstod partiet i det mindste at tale de ældres sag, men da denne sag åbenbart er gået i glemmebogen, så er der kun indvandrer-debatten tilbage for dem, og der taler de med en hårdhed og umenneskelighed, som kun vækker kulde og had. Had er blevet deres lod. Intet er dem mere helligt, og de taler om muslimer som om de var umennesker, der udelukkende ønskede at slå vantro danskere ihjel, så snart de fik chancen.De muslimer jeg kender elsker det danske demokrati, og ønsker ingen religionskamp. De vil blot leve i fred, og lade andre folk tro hvad de vil. Dansk Folkeparti har skabt en falsk fjende, og nu ser folk spøgelser alle steder. Partiet bringer intet positivt med sig, og det er faktisk min største anke imod dem. Bidrog de i det mindste med noget godt, så var der måske håb, men de taler udelukkende til den indre svinehund og danskerne er alt for lydhøre. De bringer splid grundet hudfarve og tro. Måske er de ikke selv racister – jeg kender ikke deres personlige overbevisninger medlemmerne imellem – men deres handlinger og ord bringer racisme og ondskab op i folk. De vil gerne have fælles værdier påstår de, men kun hvis det er deres egne, og de tror at tolerance kun gælder den ene vej. Deres generelle menneskesyn lader ihvertfald meget tilbage at ønske.

For at vende tilbage til et tidligere punkt i dette indlæg, så vil også jeg gerne have mit Danmark tilbage. Når jeg skriver om Dansk Folkepartis menneskesyn, så har det at gøre med, at menneskesyn er dét der er galt med Danmark. Min barndom fortæller en del af historien, og er en beskrivelse af, hvor hurtigt verden kan ændre sig. Tingene er gået meget stærkt de sidste 20 år.

I min barndom skete det i folkeskolen, at der var slåskamp drengene imellem, for hierakiet har altid brug for tilpasning. Dengang betød slåskamp, at man skulle have den anden ned at ligge, og så var man egentlig vinder af den kamp. Det var kun meget sjældent at man slog eller sparkede for alvor, så dysten antog mere skikkelse af en styrkeprøve. Selvom folk også kunne være onde for 20 år siden, så har ondskaben taget en helt anden størrelse i dag, hvor man går til yderligheder for at såre hinanden. Slåskampe i folkeskolen kan i dag godt ende ud i, at de involverede står og sparker hinanden i hovedet, selv når modstanderen forlængst har overgivet sig. I dag har man kniv med i byen, og en pige der førhen var en “dum tøs” er i dag en “fucking bitch”. Med andre ord er respekten for andre mennesker på hastigt tilbagetog, og et parti som Dansk Folkeparti har været kraftigt medvirkende til denne udvikling med deres sprogbrug og syn på indvandrere. Tonen i deres debatter er hård og rå, og alt undskyldes med ytringsfrihed, som om at man så må sige hvad man vil. Det er slet ikke det ytringsfrihed handler om.

Det Danmark jeg gerne vil have er et land, hvor man behandler hinanden ordentligt. Jeg vil ikke forholde mig til hvor mange der må indvandre, for det er í virkeligheden ikke interessant, men blot appellere til, at de mennesker der er i landet kaldes danskere, og behandles herefter. Vi skal ubarmhjertighed og racisme til livs, og lære at respektere, at folk kan have en anden overbevisning end én selv, og stadig være vor venner. Jeg ønsker ikke en masse regler, men at folk i stedet tænker sig om, inden de slår eller mobber. Det kan opsummeret meget kort: Jeg ønsker at danskerne begynder at tænke lidt næstekærligt igen, for næstekærligheden er næsten helt væk i vort samfund, og det kan et af verdens mest udviklede samfund slet ikke være tjent med.

Jeg vil gerne have danske værdier. Ordentlige værdier. Bare ikke de samme som Dansk Folkepartis. Hvilket Danmark vil du have?