Tags Arkiv: Folkeskolen

maj
31

Hvilket Danmark vil du have?

I forbindelse med folketingsvalget til EU har der været meget postyr omkring en enkelt kandidat, nemlig Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, som har ført sig frem med et slogan således lydende: “Gi’ mig Danmark tilbage”. Man kan altid diskutere, om ikke det slogan er tyvestjålet fra den valgplakat_df_mmafdøde sangerinde Natasja, men faktum er, at ingen har eneret til den sætning, ej heller andre sætninger, og så er den diskussion vel egentlig ikke længere.

Næh, straks er det mere interessant at reflektere over, hvad Morten Messerschmidt egentlig mener med den sætning. Min umiddelbare tanke var, at Morten Messerschmidt og resten af Dansk Folkeparti er mest interesserede i at komme tilbage til de gamle dage, hvor en bøsse var noget man gik på jagt med, og hvor man kunne sige neger højt, da de alle alligevel befandt sig på den anden side af kloden, og blev opfattet som urmennesker uden nævneværdig intelligens. Det drejer hurtigt tankerne hen på Morten Korch og lignende glansbillede-fremstillinger af Danmark for år tilbage, og det stemmer meget godt overens med, at DFs kernevælgere er godt oppe i alderen, og kan lide den slags film – undskyld genereliseringen. Ser man bort fra den del der omhandler homoseksuelle eller folk med en anden hudfarve, så er det jo heller ikke en usympatisk tanke at ønske sig et andet Danmark – blot er den urealistisk. Men langt hen af vejen vil jeg give dem ret, for der er andet et Danmark jeg ønsker mig, men det skal jeg komme ind på senere.

Meningen med det slogan kan dog også være en anden. Af mange forskellige og gode grunde er flere danske partier imod EU og Danmarks medlemsskab af denne sammenslutning, og det skyldes den store magt EU er i stand til at udøve overfor vort lille land. Vi danskere er jo vante til, at vi er vore egen herrer, og tager gerne sværdslag for at slås for vores ret og overbevisning, og det er ikke nemt at være underlagt regler man ikke synes om. Dansk Folkeparti er et af disse partier, og selvom hovedpersonen i dette blogindlæg stiller op for at blive valgt til EU, så er hans mildest talt heller ikke begejstret for ordningen. Når man nu stiller op til EU og ikke bryder sig om det, så kan det slogan også se som et udtryk for, at man vil have Danmark ud af EU og et mere frit Danmark tilbage. Den tror jeg dog ikke på.

Ros bør i øvrigt gives når den er fortjent, og jeg må indrømme at Morten Messerschmidt har ramt plet med sin plakat. Ved at tage et valgssprog Morten Messerschmidt-plakar efter grafittisom umiddelbart repræsenterer det modsatte af DF (jvf. Natasjas sang) og gøre det til hans eget, endda mere end DFs andre kandidater, så har han fået skabt så meget opmærksomhed omkring sig selv, at han huskes af langt de fleste vælgere, når de skal sætte deres kryds. Den slags er guld værd i en valgkamp, da vælgere uden politisk tilhørsforhold ofte stemmer på den de bedst husker. Det er virkeligt flot valgspin, og for det fortjener DF ros.

Ros kan jeg dog ikke give, når jeg skal beskrive Dansk Folkepartis menneskesyn. Førhen påstod partiet i det mindste at tale de ældres sag, men da denne sag åbenbart er gået i glemmebogen, så er der kun indvandrer-debatten tilbage for dem, og der taler de med en hårdhed og umenneskelighed, som kun vækker kulde og had. Had er blevet deres lod. Intet er dem mere helligt, og de taler om muslimer som om de var umennesker, der udelukkende ønskede at slå vantro danskere ihjel, så snart de fik chancen.De muslimer jeg kender elsker det danske demokrati, og ønsker ingen religionskamp. De vil blot leve i fred, og lade andre folk tro hvad de vil. Dansk Folkeparti har skabt en falsk fjende, og nu ser folk spøgelser alle steder. Partiet bringer intet positivt med sig, og det er faktisk min største anke imod dem. Bidrog de i det mindste med noget godt, så var der måske håb, men de taler udelukkende til den indre svinehund og danskerne er alt for lydhøre. De bringer splid grundet hudfarve og tro. Måske er de ikke selv racister – jeg kender ikke deres personlige overbevisninger medlemmerne imellem – men deres handlinger og ord bringer racisme og ondskab op i folk. De vil gerne have fælles værdier påstår de, men kun hvis det er deres egne, og de tror at tolerance kun gælder den ene vej. Deres generelle menneskesyn lader ihvertfald meget tilbage at ønske.

For at vende tilbage til et tidligere punkt i dette indlæg, så vil også jeg gerne have mit Danmark tilbage. Når jeg skriver om Dansk Folkepartis menneskesyn, så har det at gøre med, at menneskesyn er dét der er galt med Danmark. Min barndom fortæller en del af historien, og er en beskrivelse af, hvor hurtigt verden kan ændre sig. Tingene er gået meget stærkt de sidste 20 år.

I min barndom skete det i folkeskolen, at der var slåskamp drengene imellem, for hierakiet har altid DF og ytringsfrihedbrug for tilpasning. Dengang betød slåskamp, at man skulle have den anden ned at ligge, og så var man egentlig vinder af den kamp. Det var kun meget sjældent at man slog eller sparkede for alvor, så dysten antog mere skikkelse af en styrkeprøve. Selvom folk også kunne være onde for 20 år siden, så har ondskaben taget en helt anden størrelse i dag, hvor man går til yderligheder for at såre hinanden. Slåskampe i folkeskolen kan i dag godt ende ud i, at de involverede står og sparker hinanden i hovedet, selv når modstanderen forlængst har overgivet sig. I dag har man kniv med i byen, og en pige der førhen var en “dum tøs” er i dag en “fucking bitch”. Med andre ord er respekten for andre mennesker på hastigt tilbagetog, og et parti som Dansk Folkeparti har været kraftigt medvirkende til denne udvikling med deres sprogbrug og syn på indvandrere. Tonen i deres debatter er hård og rå, og alt undskyldes med ytringsfrihed, som om at man så må sige hvad man vil. Det er slet ikke det ytringsfrihed handler om.

Det Danmark jeg gerne vil have er et land, hvor man behandler hinanden ordentligt. Jeg vil ikke forholde mig til hvor mange der må indvandre, for det er í virkeligheden ikke interessant, men blot appellere til, at de mennesker der er i landet kaldes danskere, og behandles herefter. Vi skal ubarmhjertighed og racisme til livs, og lære at respektere, at folk kan have en anden overbevisning end én selv, og stadig være vor venner. Jeg ønsker ikke en masse regler, men at folk i stedet tænker sig om, inden de slår eller mobber. Det kan opsummeret meget kort: Jeg ønsker at danskerne begynder at tænke lidt næstekærligt igen, for næstekærligheden er næsten helt væk i vort samfund, og det kan et af verdens mest udviklede samfund slet ikke være tjent med.

Jeg vil gerne have danske værdier. Ordentlige værdier. Bare ikke de samme som Dansk Folkepartis. Hvilket Danmark vil du have?

Tags: , , , , , , , , , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2009/politik/hvilket-danmark-vil-du-have/

jan
09

Sammenblanding af kultur og religion

Bertel Haarder udtaler til Politiken, at han mener at Fadervor er en del af den danske kulturskat, og at alle skoler burde overveje kraftigt at indføre morgensang og Fadervor som et fast ritual i skolens hverdag. Udtalelsen kommer ovenpå en sag fra Nørre Nissum, hvor skolelederen afviste at undtage elever fra skolens morgensamling, hvor Fadervor indgår.

Udtalelsen er mildt sagt uheldig, da han dermed underkender danskernes ret til frit valg af religion. Ved at genindføre Fadervor som ritual fjendtliggører man alle andre trosretninger end den kristne, hvilket ikke er hensigtsmæssigt. Uanset om man bryder sig om andre religioner eller ej, så er det kun rimeligt at der gives lige så meget plads til at være f.eks. muslim, som til at være kristen. Det er et personligt valg, som bør og skal respekteres. Tvinger man skolebørn til at bede Fadervor, så giver man samtidig også udtryk for at skolen udelukkende er kristen og ikke andet, hvilket er meget lidt forenelig med begrebet “Den rummelige folkeskole”, hvor man ønsker at der skal være ligeværdighed og plads til alle. Det må som udgangspunkt forventes, at folkeskolen hverken har et politisk eller religiøst udtryk, og udelukkender tjener som center for viden.

Morgensang er en god måde at samle skolen på, og er rigtigt nok en del af vores kultur, men at folkeskolen stadig har til opgave at indoktrinere eleverne til den kristne tro er et levn fra fortiden, som ikke tjener noget formål. Tiden er forlængst løbet fra den opfattelse, og udtalelsen stiller spørgsmålstegn ved om tiden også er løbet fra Bertel Haarder. At folkeskolen kunne trænge til at vende tilbage til nogle af sine gamle værdier eller alternativt opfinde nye, kan der ikke herske tvivl om, da respekten for lærerfaget ganske tydeligt for alle er forsvundet ud i den blå luft, men religion kan højest bruges til indskrænkning af folks personlige frihed, og har intet med respekt og læringskultur at gøre.

Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2009/politik/sammenblanding-af-kultur-og-religion/

sep
04

Forskellige opfattelser af velfærd

Vi kender det alle sammen godt. Vi siger et ord og mener én ting med det, mens det bliver fejlopfattet af en anden part, der har en anden opfattelse af ordet. Sådan har jeg det med ordet velfærd. Regeringen er i dette tilfælde den anden part.

I min verden handler velfærd om, at vi alle har det godt, og at vi alle har fri og lige adgang til f.eks. sundhedsvæsen, børnepasning og sociale ydelser. Velfærd er med andre ord en anordning der skal sikre, at alle som minimum er sikret at kunne leve et tåleligt liv, uanset hvilke omstændigheder man er i. Det er den korte version af det, men sådan ser jeg altså på det.

Regeringen har en anden opfattelse af ordet velfærd. For dem er velfærd af en materialistisk art, hvor det i virkeligheden gælder om rage mest muligt til sig. Her er det vigtigere at kunne bryste sig af rigdom og status. Det sociale spiller ikke nogen større rolle, for i deres verdensbillede er “enhver sin egen lykkes smed” som ordsproget jo siger. Det er altså op til en selv om man kan bære Gucci med stil og spise kaviar med de store, eller om man skal rode efter mad i andres skraldespande. Jeg er sikker på at denne tankegang gav mening i nybygger-tiden, hvor alle havde svært ved at få mad og drikke til at strække, men i dette moderne land med så store rigdomme, så føles det som en uforklarligt klam fornemmelse ned af ryggen, at mange mennesker stadig nægter at påtage sig et socialt ansvar for andre mennesker.

I min hjem-kommune, lige som i de fleste andre kommuner i landet, lægges der op til store nedskæringer i især den sociale sektor (kilde: Fyens Stiftstidende), samt forhøjelser af skatten. Dette kommer som resultat af regeringens stramme greb, men på trods af løfter om opprioritering af f.eks. nedslidte skoler, så ser vi lige nu eksempler på at regeringen skyndsomt fralægger sig ethvert ansvar, således at det kan synes som om, at det udelukkende er kommunerne der ikke placerer deres økonomiske midler rigtigt. Problemet er jo bare at pengene godt nok er der, men kommunerne har fået forbud imod at bruge dem grundet anlægsstoppet. I kommunerne vil man gerne bygge nyt for at komme pladsmangel i institutioner til livs, og man vil gerne opgradere de nedslidte skoler, men regeringen frygter for den overophedede økonomi, hvilket ellers ikke harmonerer særligt godt med, at velfærdsminister Karen Jespersen gerne giver penge til et vandkulturhus i Herning, når der er store problemer med skimmelsvamp på flere skoler.

Dette udstiller meget klart hvad regeringen finder vigtigst. Status må for alt i verden komme før det sociale aspekt, og selvom alle vel kan forstå at vi ikke kan bruge penge vi ikke har, så virker det kuriøst at det ikke er noget problem at fyre små 100 millioner af på kulturen, mens børn til gengæld skal undervises i skimmelsvamp-befængte lokaler. Hvor gik det galt med perspektiveringen? Det er her at ordet velfærd igen kommer ind i billedet, for prioriterer man velfærd, så går man vel også automatisk ind for, at vi skal passe så godt som overhovedet muligt på vores medmennesker? Regeringen kan sagtens spilde milliarder af kroner på en Femern-forbindelse som ingen af os i virkeligheden vil have, for det er jo et prestige-projekt som man vil kunne blive husket for mange år ud i fremtiden, men der er ingen prestige at hente i, at skoleleverne slipper for at kommer hjem med lungebetændelse og det der er værre. Velfærd er for regeringen udelukkende et spørgsmål om ussel mammon og intet andet. Det er sørgeligt men også sandt.

Tags: , , , , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2008/politik/forskellige-opfattelser-af-velfaerd/

maj
24

Det er snart sommer…

Vejret er helt fantastisk lige for tiden, og der er ikke noget som sol der kan gøre en glad i låget.
Man glemmer helt de daglige bekymringer, og selv ikke engang B.T. eller Se & Hør kan gøre mig forarget, selv de dog gør hvad de kan. Jeg tænker i stedet på mine børn, min dejlige kone og så tænker jeg også på vores have, som er godt i gang med at producere gulerødder, kartofler, jordbær og diverse krydderurter til os. Studiet går også fint og jeg er snart færdig, så jeg kan ikke se at der er noget at hidse sig op over.

Alligevel synes jeg måske, at jeg burde få kommenteret på nogle af de ting der sker i Danmark lige nu. Egentlig er det mest ting jeg bare ryster på hovedet af, men det er lige så meget fordi jeg ikke forstår, hvordan folk kan opføre sig sådan. Jeg kan dog blot konstatere er det er Danmark anno 2008, og så kan man åbenbart tillade sig hvad som helst. Det er som om al form for pli er gået fløjet, og man respekterer ikke længere hinanden som før. Det bedste eksempel på dette ser vi i institutionerne.

I skolen er læreren som myndighedsperson er saga blot, og jeg har hørt og læst om børn der sagde ting  til deres lærer, som jeg end ikke ville sige til min værste fjende, havde jeg haft en sådan.
Folkeskolen har ikke noget modtræk imod disse elever, og forældrene accepterer blot stiltiende at børnene opfører sig respektløst, hvilket vel blot fortæller en historie om, at forældrene også selv ligger under for denne form for psykisk terror. Der er ikke noget at sige til, at pædagoger, pædagogmedhjælper og lærere i stimevis lægger sig syge med stress, når forældrene end ikke selv gør en indsats. Det er vel også værd at huske i denne strejketid.

Selv er jeg vokset op med en helt andet form for opdragelse. Jeg boede hos to stærke autoriteter, som ikke fandt sig i hvad som helst, og som forlangte at jeg behandlede alle folk med den respekt, som alle folk i virkeligheden har gjort sig fortjent til. En sjælden gang imellem trådte jeg af nysgerrighed ved siden, og en gang imellem kostede det en syngende lussing, men ufortjent var det aldrig. Jeg tror ikke på, at jeg nogensinde ville kunne gøre samme imod mine børn, men jeg tænker ind imellem, at mange børn kunne have brug for samme form for opdragelse, så de kunne forstå at der er en grænse for alting. Jeg opfatter ellers mig selv som ganske fritænkende, fordomsfri og med stor forståelse for, at folk kan have forskellige opfattelser af samme emner, men jeg har ind imellem svært ved at forstå, at så mange mennesker indeholder så lidt empati, at de ikke kan mærke hvornår de overskrider en grænse. Måske er det mig der er forkert på den. Måske er jeg bare af uddøende race, men jeg vil da gøre hvad jeg kan for at overbevise folk om, at det kan blive bedre – især hvs vi alle hjælper til.

Nu vender tankerne igen tilbage til ungerne, som nu ligger og sover som de nysseligste lam i hele verden. Al den bekymring verden kan give aner de intet om, og hvor er det i virkeligheden en fantastisk følelse at vide.
Tænk at også jeg engang havde det sådan.

Tags: , , , , , , , , , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2008/bloggen/det-er-snart-sommer/