Tags Arkiv: Folketinget

jan
05

Enden på komedien?

Naser Khader har endelig set skriften på væggen, og melder sig nu ud af Ny/Liberal Alliance.
Han mener ikke at kunne stå inde for, at partiet står politisk hvor de gør, selv om han, som leder og stifter af partiet, ellers har topstyret Liberal Alliance i en grad, så selv Pia Kjærsgaard kigger ham over skulderen. Der har ikke været levnet plads til debat om partiets linie, hvilket har kostet dem dyrt i frafald blandt folketingsmedlemmerne. Udmeldingen kan derfor tolkes i den retning, at Naser Khader forsøger at udøve damage control på sin egen politiske karriere, der i sandhed også trænger til kunstig åndedræt, for at være i live efter næste valg. Tilbage efterlader han så et parti, der kun har tilbage at afvente øksens hug, og en Anders Samuelsen, der må føle sig svigtet og forrådt, men som i det mindste selv kan lægge en fast linie for partiets arbejde.

En anden politisk afhopper, den tidligere radikale Simon Emil Ammitzbøll, går den anden vej, og vil nu starte sit eget parti, der efter rygterne at dømme kommer til at hedde Borgerligt Centrum. Der har været rygter ude om, at den konservative afhopper Pia Christmas-Møller skulle være med, hvilket dog dementeres af hende selv. Ud fra Simon Emil Ammitzbølls tidligere udmeldinger, så vil partiet nok forsøge at lægge sig på den politiske midte, måske med en minimal højredrejning, hvilket jo åbenbart er kommet på mode. Derfor er partiets dannelse heller ikke specielt interessant, hvis ikke det var fordi Naser Khader meldte sig ud af Liberal Alliance, kun dagen før Simon Emil Ammitzbøll afholder pressemøde. Det er svært ikke at overveje, om der skulle være tale om en ny alliance mellem disse to, især deres politiske baggrund og holdninger taget i betragtning.

Måske er det altså alligevel ikke enden på komedien, men spørgsmålet er om det er starten på en ny?

Tags: , , , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2009/politik/enden-pa-komedien/

maj
25

Tørklædet

Så faldt fornuftens korthus sammen igen, da regeringen nu har besluttet sig for at forbyde domsmænd at bære tørklæde, da de jo kunne komme til at sende de forkerte signaler. Der har også været et argument fremme om, at nogle mennesker ville føle sig utilpasse ved, at en muslim skulle dømme dem, og at de sikkert ikke ville være neutrale. Pudsigt at tro at det skulle være mindre ubehageligt at blive idømt en fængselsstraf, hvis det var en hvid kristen der afsagde dommen. Det kommer næppe bag på nogen, at især Dansk Folkeparti med deres nu officielle anti-muslimske holdninger står bag disse udtalelser, men det undrer mig at almindeligt intelligente mennesker hopper med på den vogn. Hvad ved vi egentlig om de mennesker der er dommere, udover at de har en ren straffeattest og ofte er udvalgte ud fra deres politiske tilhørsforhold. I de sidste par år er der ind imellem kommet skeletter ud af skabet hos politisk engagerede folk, og hos DF har der f.eks. været medlemmer af bl.a. Den Danske Forening, og andre med endnu tydeligere nazistiske tendenser, men det er noget der blev opdaget ved et tilfælde. Vi ved ikke om dommerne foran os i al hemmelighed er nazister, pædofile eller noget andet vederstyggeligt, men forlader os blot på, at de nok ikke har nogen laster. Sandheden er dog at alle har laster, og det gælder også de dommere der kommer til at optræde med kapper på, så hvorfor dog ikke forholde sig til dette? Bliver man mere neutral af at have en kappe på? Man bliver dømt efter lovgivningen og ikke efter eventuelle fordomme, så i teorien kan det være fuldstændigt ligegyldigt hvem der sidder som dommer. Hvis man er inhabil på grund af sine meninger og tro, så har det aldrig haft noget med påklædningen at gøre. For mig at se handler det udelukkende om hudfarve og ordet “muslim”.

Jeg synes ellers at Birthe Rønn Hornbech gjorde et godt forsøg på at nuancere debatten en smule, men da hun blev pisset på plads af Anders Fogh Rasmussen, så gik hun i migselv-stilling og rettede ind til højre.
Desværre kan man sige, for nu er hendes vinger stækket, og hun vil næppe grave sin egen politiske grav for den sag, selvom hun tydeligvis stadig ikke er enig med resten af regeringen. Endnu engang blev al form for debat lukket fuldstændig og effektivt ned, og det er i virkeligheden så utrolig synd for Danmark. Jeg har svært ved at se, hvem der skal råbe det muslim-forskrækkede Danmark op i al enøjetheden og selvtilfredsheden – det er p.t. en nærmest umulig opgave.

Man bliver i øvrigt ikke automatisk partisk, bare fordi man bekender sig til en religion – heller ikke selv om det er Islam, som åbenbart er den eneste farlige religion i verdenen. I det hele taget får muslimer generelt skyld for meget, og jeg kan kun tro at det er fordi folk ikke har læst biblen, for den holder sig sandt at sige heller ikke tilbage med opfordringer til drab og lemlæstelse på hedninge og folk der tror på noget andet. Historien viser med al tydelighed, at de kristne er mindst lige så slemme som muslimerne. Taget i betragtning at størstedelen af den danske befolkning kalder sig kristne, så er det pinligt at de ikke ved bedre! Dansk Folkeparti har gjort sit hjemmearbejde så godt, at Danmark giver køb på sine borgers rettigheder, for i stedet at bekende sig til den primitive frygt der kun eksisterer i vores hoveder. Men dette er åbenbart prisen for at have ytringfrihed – også tosserne kan råbe lige så højt de har lyst til!

Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2008/politik/toerklaedet/

nov
14

Jeg er dybt skuffet!

Jeg er simpelthen så skuffet.

Først viser det sig at danskerne endnu ikke er kommet til fornuft, så nu sidder VKO i endnu en valgperiode.
Det er dybt foruroligende at størstedelen af danskerne ikke har andet i hovedet end fladskærme, mobiler, nye biler og alt det andet de køber for de ekstra penge de sparer i skat, fremfor at satse deres medmenneskelighed på de svage i samfundet og andre som har brug for mere velfærd.
Men dommen er faldet – vi lever i et egoistsamfund!

Dernæst viser det sig at Folketinget ikke længere får glæde af Rune Lund fra Enhedslisten.
Enhedslisten fik lige præcis ikke nok mandater til at han kom ind, og det synes jeg simpelthen er så ærgerligt at jeg næsten ikke kan udtrykke det.
Enhedslisten har altid stået for en skarp retorik og det kunne Rune Lund også, men samtidig var han altid høflig og venlig og talte aldrig ned til nogen.
Folketinget mangler i den grad politikere som ham som modsætning til f.eks. djævelens to fætre Jesper Langballe og Søren Krarup eller den arrogante Troels Lund Poulsen (indsæt evt. selv VKO-politiker efter eget valg).

Men hvad skal man gøre?
Jeg har opfordret så mange som overhovedet muligt til at stemme rødt, men lige lidt har det hjulpet, og jeg kan jo trods alt ikke lave om på folks mentale helbred – har man kun øje for sig selv og er man ligeglad med andre folks elendighed, så er det jo sådan det er.

Nå, så må vi jo sætte vores lid til at Ny Alliance kan komme ind og skabe så meget ballade, at der trods alt ikke går så længe endda, før vi får valg igen.
Jeg synes ellers det er mærkeligt, at folk stemmer på et parti som ikke engang ved hvad de selv synes, men det er da altid bedre end en stemme på DF – det tror jeg da ihvertfald…

Ellers må jeg jeg tage til takke med trods alt at konstatere, at oppositionen rykkede tæt sammen og at Socialdemokraterne og SF lavede en rigtig god valgkamp.
Lige pludselig troede jeg faktisk at Helle Thorning-Schmidt ville blive en god statsminister.
Kan de holde balancen og måske endda gøre det bedre endnu, så ser det lovende ud for den fremtid der gerne skulle tegnes af partier med en social samvittighed.
Det vil vise sig, men jeg er ihvertfald spændt og klar til kamp.

Tags: , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2007/politik/jeg-er-dybt-skuffet/