Tags Arkiv: Gamle dage

maj
31

Hvilket Danmark vil du have?

I forbindelse med folketingsvalget til EU har der været meget postyr omkring en enkelt kandidat, nemlig Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, som har ført sig frem med et slogan således lydende: “Gi’ mig Danmark tilbage”. Man kan altid diskutere, om ikke det slogan er tyvestjålet fra den valgplakat_df_mmafdøde sangerinde Natasja, men faktum er, at ingen har eneret til den sætning, ej heller andre sætninger, og så er den diskussion vel egentlig ikke længere.

Næh, straks er det mere interessant at reflektere over, hvad Morten Messerschmidt egentlig mener med den sætning. Min umiddelbare tanke var, at Morten Messerschmidt og resten af Dansk Folkeparti er mest interesserede i at komme tilbage til de gamle dage, hvor en bøsse var noget man gik på jagt med, og hvor man kunne sige neger højt, da de alle alligevel befandt sig på den anden side af kloden, og blev opfattet som urmennesker uden nævneværdig intelligens. Det drejer hurtigt tankerne hen på Morten Korch og lignende glansbillede-fremstillinger af Danmark for år tilbage, og det stemmer meget godt overens med, at DFs kernevælgere er godt oppe i alderen, og kan lide den slags film – undskyld genereliseringen. Ser man bort fra den del der omhandler homoseksuelle eller folk med en anden hudfarve, så er det jo heller ikke en usympatisk tanke at ønske sig et andet Danmark – blot er den urealistisk. Men langt hen af vejen vil jeg give dem ret, for der er andet et Danmark jeg ønsker mig, men det skal jeg komme ind på senere.

Meningen med det slogan kan dog også være en anden. Af mange forskellige og gode grunde er flere danske partier imod EU og Danmarks medlemsskab af denne sammenslutning, og det skyldes den store magt EU er i stand til at udøve overfor vort lille land. Vi danskere er jo vante til, at vi er vore egen herrer, og tager gerne sværdslag for at slås for vores ret og overbevisning, og det er ikke nemt at være underlagt regler man ikke synes om. Dansk Folkeparti er et af disse partier, og selvom hovedpersonen i dette blogindlæg stiller op for at blive valgt til EU, så er hans mildest talt heller ikke begejstret for ordningen. Når man nu stiller op til EU og ikke bryder sig om det, så kan det slogan også se som et udtryk for, at man vil have Danmark ud af EU og et mere frit Danmark tilbage. Den tror jeg dog ikke på.

Ros bør i øvrigt gives når den er fortjent, og jeg må indrømme at Morten Messerschmidt har ramt plet med sin plakat. Ved at tage et valgssprog Morten Messerschmidt-plakar efter grafittisom umiddelbart repræsenterer det modsatte af DF (jvf. Natasjas sang) og gøre det til hans eget, endda mere end DFs andre kandidater, så har han fået skabt så meget opmærksomhed omkring sig selv, at han huskes af langt de fleste vælgere, når de skal sætte deres kryds. Den slags er guld værd i en valgkamp, da vælgere uden politisk tilhørsforhold ofte stemmer på den de bedst husker. Det er virkeligt flot valgspin, og for det fortjener DF ros.

Ros kan jeg dog ikke give, når jeg skal beskrive Dansk Folkepartis menneskesyn. Førhen påstod partiet i det mindste at tale de ældres sag, men da denne sag åbenbart er gået i glemmebogen, så er der kun indvandrer-debatten tilbage for dem, og der taler de med en hårdhed og umenneskelighed, som kun vækker kulde og had. Had er blevet deres lod. Intet er dem mere helligt, og de taler om muslimer som om de var umennesker, der udelukkende ønskede at slå vantro danskere ihjel, så snart de fik chancen.De muslimer jeg kender elsker det danske demokrati, og ønsker ingen religionskamp. De vil blot leve i fred, og lade andre folk tro hvad de vil. Dansk Folkeparti har skabt en falsk fjende, og nu ser folk spøgelser alle steder. Partiet bringer intet positivt med sig, og det er faktisk min største anke imod dem. Bidrog de i det mindste med noget godt, så var der måske håb, men de taler udelukkende til den indre svinehund og danskerne er alt for lydhøre. De bringer splid grundet hudfarve og tro. Måske er de ikke selv racister – jeg kender ikke deres personlige overbevisninger medlemmerne imellem – men deres handlinger og ord bringer racisme og ondskab op i folk. De vil gerne have fælles værdier påstår de, men kun hvis det er deres egne, og de tror at tolerance kun gælder den ene vej. Deres generelle menneskesyn lader ihvertfald meget tilbage at ønske.

For at vende tilbage til et tidligere punkt i dette indlæg, så vil også jeg gerne have mit Danmark tilbage. Når jeg skriver om Dansk Folkepartis menneskesyn, så har det at gøre med, at menneskesyn er dét der er galt med Danmark. Min barndom fortæller en del af historien, og er en beskrivelse af, hvor hurtigt verden kan ændre sig. Tingene er gået meget stærkt de sidste 20 år.

I min barndom skete det i folkeskolen, at der var slåskamp drengene imellem, for hierakiet har altid DF og ytringsfrihedbrug for tilpasning. Dengang betød slåskamp, at man skulle have den anden ned at ligge, og så var man egentlig vinder af den kamp. Det var kun meget sjældent at man slog eller sparkede for alvor, så dysten antog mere skikkelse af en styrkeprøve. Selvom folk også kunne være onde for 20 år siden, så har ondskaben taget en helt anden størrelse i dag, hvor man går til yderligheder for at såre hinanden. Slåskampe i folkeskolen kan i dag godt ende ud i, at de involverede står og sparker hinanden i hovedet, selv når modstanderen forlængst har overgivet sig. I dag har man kniv med i byen, og en pige der førhen var en “dum tøs” er i dag en “fucking bitch”. Med andre ord er respekten for andre mennesker på hastigt tilbagetog, og et parti som Dansk Folkeparti har været kraftigt medvirkende til denne udvikling med deres sprogbrug og syn på indvandrere. Tonen i deres debatter er hård og rå, og alt undskyldes med ytringsfrihed, som om at man så må sige hvad man vil. Det er slet ikke det ytringsfrihed handler om.

Det Danmark jeg gerne vil have er et land, hvor man behandler hinanden ordentligt. Jeg vil ikke forholde mig til hvor mange der må indvandre, for det er í virkeligheden ikke interessant, men blot appellere til, at de mennesker der er i landet kaldes danskere, og behandles herefter. Vi skal ubarmhjertighed og racisme til livs, og lære at respektere, at folk kan have en anden overbevisning end én selv, og stadig være vor venner. Jeg ønsker ikke en masse regler, men at folk i stedet tænker sig om, inden de slår eller mobber. Det kan opsummeret meget kort: Jeg ønsker at danskerne begynder at tænke lidt næstekærligt igen, for næstekærligheden er næsten helt væk i vort samfund, og det kan et af verdens mest udviklede samfund slet ikke være tjent med.

Jeg vil gerne have danske værdier. Ordentlige værdier. Bare ikke de samme som Dansk Folkepartis. Hvilket Danmark vil du have?

Tags: , , , , , , , , , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2009/politik/hvilket-danmark-vil-du-have/

jan
09

Sammenblanding af kultur og religion

Bertel Haarder udtaler til Politiken, at han mener at Fadervor er en del af den danske kulturskat, og at alle skoler burde overveje kraftigt at indføre morgensang og Fadervor som et fast ritual i skolens hverdag. Udtalelsen kommer ovenpå en sag fra Nørre Nissum, hvor skolelederen afviste at undtage elever fra skolens morgensamling, hvor Fadervor indgår.

Udtalelsen er mildt sagt uheldig, da han dermed underkender danskernes ret til frit valg af religion. Ved at genindføre Fadervor som ritual fjendtliggører man alle andre trosretninger end den kristne, hvilket ikke er hensigtsmæssigt. Uanset om man bryder sig om andre religioner eller ej, så er det kun rimeligt at der gives lige så meget plads til at være f.eks. muslim, som til at være kristen. Det er et personligt valg, som bør og skal respekteres. Tvinger man skolebørn til at bede Fadervor, så giver man samtidig også udtryk for at skolen udelukkende er kristen og ikke andet, hvilket er meget lidt forenelig med begrebet “Den rummelige folkeskole”, hvor man ønsker at der skal være ligeværdighed og plads til alle. Det må som udgangspunkt forventes, at folkeskolen hverken har et politisk eller religiøst udtryk, og udelukkender tjener som center for viden.

Morgensang er en god måde at samle skolen på, og er rigtigt nok en del af vores kultur, men at folkeskolen stadig har til opgave at indoktrinere eleverne til den kristne tro er et levn fra fortiden, som ikke tjener noget formål. Tiden er forlængst løbet fra den opfattelse, og udtalelsen stiller spørgsmålstegn ved om tiden også er løbet fra Bertel Haarder. At folkeskolen kunne trænge til at vende tilbage til nogle af sine gamle værdier eller alternativt opfinde nye, kan der ikke herske tvivl om, da respekten for lærerfaget ganske tydeligt for alle er forsvundet ud i den blå luft, men religion kan højest bruges til indskrænkning af folks personlige frihed, og har intet med respekt og læringskultur at gøre.

Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2009/politik/sammenblanding-af-kultur-og-religion/

aug
29

Et menneske i mit liv

I dag sad jeg i bilen og ventede, imens Lene og Kristian var inde og handle. Ida havde været træt ovenpå en dag i børnehaven og var faldet i søvn, så jeg slap for at være en tilføjelse til mylderet af stressede forældre med dødtrætte institutionsbørn på slæb, men hørte i stedet musik mens jeg lod tankerne vandre. Ofte kan jeg bruge timevis på at studere andre mennesker, og netop dette gjorde jeg også i dag. Mange mennesker defilerede forbi den sølvgrå Mitsubishi, hvor Nina Simone, med en stemme smukkere end guds engles harpesang, synger om “22nd Century”, men ingen tog notits af mig, og jeg var fri til at gøre mig forestillinger om hvem de var og hvad deres liv var fyldt med.

Pludselig ser jeg en mand på ca. 50 år med rødligt hår og fuldskæg komme gående hen til sin bil, der var parkeret kun få meter væk. De gik op for mig at jeg kendte ham, og instinktivt løftede jeg armen for at hilse på ham, blot for at sænke den igen. Jeg kender ham da, gør jeg ikke? Da jeg gik i folkeskolen var han indehaver af Mini-markedet i Strib, det er byen hvor jeg er vokset op, og vi gav ham kaldenavnet Mini-Mogens, hvilket vi næppe var ene om at kalde ham. Han spillede bl.a. fodbold, og alle vidste hvem han var. Han var vellidt og rar.

Jeg hilste ikke på ham. Egentlig virkede det helt forkert ikke at gøre det, for jeg hilser normalt på alle jeg selv perifært kender eller har kendt, men jeg sad i stedet med tanken om, at det var en fremmed mand jeg ville vinke til. Han er blot en af de mange personer jeg kender, men som jeg intet ved om. En af dem jeg har hilst på utallige gange og sagt hej – måske har vi engang skålet til byfesten eller grint af denne samme vittighed i fodboldklubben, men ikke mere end det. Sådan er det at være vokset op i en lille by. I dag er Strib næppe mere end en pendlerby fyldt med mennesker der ikke kender hinanden, men dengang havde byen en sjæl og vi var alle på fornavn. Sådan husker jeg det ihvertfald. Måske romantiserer jeg min barndom, men jeg var sikker på at vi alle kendte hinanden, og at vi på en aller anden måde fortsat i fremtiden ville være forbundet i denne by. Men jeg kender ham ikke og han kender ikke mig. Alt vi har sammen er mindet om dengang hvor verden var lille og meget mindre kompliceret. Sikkert uden at ville det fik han mig til at tænke på, at mit liv har indeholdt mange Mini-Mogens’er, som jeg i dag hilser pænt på, men som jeg intet ved om. Det er som om de mennesker pludselig genopstår og går forbi mig, blot for at minde mig om, at jeg uigenkaldeligt har forladt barndommen og er blevet voksen. De er erindringer om en tid jeg aldrig skal opleve igen.

Næste gang vil jeg hilse på ham alligevel. For at huske. For at blive mindet om et liv jeg engang havde. Jeg er lykkelig i dag, men minderne er nu rare at have.

Tags: , , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2008/bloggen/et-menneske-i-mit-liv/

nov
22

De gode gamle dage, part 1

Tit når man taler med ældre mennesker, så synes de at alting var bedre i de gode gamle dage, selvom vi udemærket ved, at meget har ændret sig til det bedre – meget, ikke alt.

En af de ting som desværre har ændret sig til det værre er børne-TV.
Ind i mellem kan jeg ikke forstå at børn overhovedet kan holde ud at se det de sender i dag, for selv ville jeg få ondt i hovedet af det.
Det er purunge værter der råber og skriger og prøver at være smarte, så de en dag kan få chancen på MTV, og det er tegnefilm med alvor, vold og masser bling-bling og flash – det er da bare ikke sjovt.

Næh, dengang Far var dreng var der ordentlig børne-TV til.
Julekalenderen var dukketeater eller eventyr, f.eks. Jullerup Færgeby og Jul på slottet, men det allerbedste kom om søndagen, nemlig Bamses billedbog.

I dag har vi heldigvis mulighed for at købe serien på DVD, men der er dog også den mulighed at tage et kigge på YouTube, for her findes mange guldkorn – se f.eks. dette klip:

Tags: ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2007/bloggen/de-gode-gamle-dage-part-1/