I dag sad jeg i bilen og ventede, imens Lene og Kristian var inde og handle. Ida havde været træt ovenpå en dag i børnehaven og var faldet i søvn, så jeg slap for at være en tilføjelse til mylderet af stressede forældre med dødtrætte institutionsbørn på slæb, men hørte i stedet musik mens jeg lod tankerne vandre. Ofte kan jeg bruge timevis på at studere andre mennesker, og netop dette gjorde jeg også i dag. Mange mennesker defilerede forbi den sølvgrå Mitsubishi, hvor Nina Simone, med en stemme smukkere end guds engles harpesang, synger om “22nd Century”, men ingen tog notits af mig, og jeg var fri til at gøre mig forestillinger om hvem de var og hvad deres liv var fyldt med.

Pludselig ser jeg en mand på ca. 50 år med rødligt hår og fuldskæg komme gående hen til sin bil, der var parkeret kun få meter væk. De gik op for mig at jeg kendte ham, og instinktivt løftede jeg armen for at hilse på ham, blot for at sænke den igen. Jeg kender ham da, gør jeg ikke? Da jeg gik i folkeskolen var han indehaver af Mini-markedet i Strib, det er byen hvor jeg er vokset op, og vi gav ham kaldenavnet Mini-Mogens, hvilket vi næppe var ene om at kalde ham. Han spillede bl.a. fodbold, og alle vidste hvem han var. Han var vellidt og rar.

Jeg hilste ikke på ham. Egentlig virkede det helt forkert ikke at gøre det, for jeg hilser normalt på alle jeg selv perifært kender eller har kendt, men jeg sad i stedet med tanken om, at det var en fremmed mand jeg ville vinke til. Han er blot en af de mange personer jeg kender, men som jeg intet ved om. En af dem jeg har hilst på utallige gange og sagt hej – måske har vi engang skålet til byfesten eller grint af denne samme vittighed i fodboldklubben, men ikke mere end det. Sådan er det at være vokset op i en lille by. I dag er Strib næppe mere end en pendlerby fyldt med mennesker der ikke kender hinanden, men dengang havde byen en sjæl og vi var alle på fornavn. Sådan husker jeg det ihvertfald. Måske romantiserer jeg min barndom, men jeg var sikker på at vi alle kendte hinanden, og at vi på en aller anden måde fortsat i fremtiden ville være forbundet i denne by. Men jeg kender ham ikke og han kender ikke mig. Alt vi har sammen er mindet om dengang hvor verden var lille og meget mindre kompliceret. Sikkert uden at ville det fik han mig til at tænke på, at mit liv har indeholdt mange Mini-Mogens’er, som jeg i dag hilser pænt på, men som jeg intet ved om. Det er som om de mennesker pludselig genopstår og går forbi mig, blot for at minde mig om, at jeg uigenkaldeligt har forladt barndommen og er blevet voksen. De er erindringer om en tid jeg aldrig skal opleve igen.

Næste gang vil jeg hilse på ham alligevel. For at huske. For at blive mindet om et liv jeg engang havde. Jeg er lykkelig i dag, men minderne er nu rare at have.