Det er nu blevet bevist, at kendskabet til Cannabis går længere tilbage end man troede. Allerede for ca. 2.700 år siden brugte man det som rusmiddel, og måske også på medicinsk vis. AIDS-, kræft- og Sclerose-patienter har haft stor glæde af at bruge stoffet som smertelindring, og det er efterhånden blevet anerkendt som lægemiddel. Der er både gode og dårlige sider ved stoffet, men det er da pudsigt, at der efter 2.700 år stadig er så stor uenighed om, hvorvidt det bør være ulovligt eller ej.
Efter min mening bør det legaliseres. Ikke fordi jeg nødvendigvis synes at fri hash er lykken, for jeg vil hellere end gerne være med til at afhjælpe folks afhængighed, hvad enten det er stoffer, alkohol eller noget helt andet, og der virker det paradoksalt at frigive et stof, som mange mennesker ikke kan finde ud af at kontrollere. Men måske netop derfor.
Det er en kendt sag, at adgangen til hash er så nem, at langt de fleste mennesker knap behøver at anstrenge sig for at få fat i det. Mange har allerede prøvet det og, ligesom med alkohol, uden at vide, hvor meget de egentlig er i stand til at tåle. Derfor tror jeg at en større åbenhed omkring det kan afhjælpe de tilfælde, hvor nogle mennesker får et misbrug som de ikke selv kan komme ud af. Måske kan man afværge, at misbruget eksalerer og ender i de rigtigt hårde stoffer. En mulighed var at etablere statsfinancerede caféer lige som i Holland, hvor der arbejder kvalificeret personale, der kan rådgive, hjælpe og advare. Vi ville få hashen væk fra gaderne, pengene ville havne i statskassen i stedet for hos narkohandlere, og politiet kunne fritages for den nærmest umulige opgave det er, at forsøge at opsnappe den hash der vælter ind over grænsen. De kæmper en ulige kamp, som næppe kan vindes.
Problematikken ville forblive den samme – er hash godt eller dårligt – men så havde vi chancen for at hjælpe, i stedet for som nu blot at kunne se stiltiende til. Forbud har vist sig ikke at virke, og har åbenbart nærmere haft en forstærkende effekt på danskernes interesse for hash.
Men det er jo bare min mening…
Tags: Demokrati, Hash, Historie, Hjælp, Samfund, Stoffer, Støtte, Velfærd