I dag sad jeg og surfede lidt rundt på nettet, og læste på Ekstrabladets hjemmeside om to hunde, der havde overfaldet en lille pige. I sig selv er det jo ganske forfærdeligt, men i sådan en situation tænker jeg også meget på, hvad der har drevet hundene til at begå sådan en misgerning. Som udgangspunkt er hunde jo ikke onde, men til gengæld kræver de en moden og fast hånd, hvis de skal udvikle sig til en rigtig familiehund.

Ringer man rundt til internater og dyrlæger, så kan man konstatere, at alt for mange mennesker ikke aner hvad der skal til, når de anskaffer sig en sød lille hvalp. De husker sikkert tilbage på deres barndom, hvor de havde en elskelig labrador, som altid var glad og kærlig, men glemmer at det måske havde krævet hårdt arbejde og masser af træning af komme dertil. At få en hund kan på mange måder sammenlignes med at få børn – det kræver at man investerer sig selv, og gør man ikke det, så bliver resultatet der efter.

Vores egen hund er et fuldbyrdigt medlem af vores familie, og vi gruer da også for hvordan børnene vil reagere, når han en dag skal herfra. Han er 13 år gammel og det kan mærkes, men han elsker tydeligvis børnene utroligt højt, og de elsker ham tilbage. Men vi er også nødt til at indskærpe overfor børnene, at de skal behandle ham ordentligt og respektere det han “siger”, for selv om han hverken kan tale eller har de samme egenskaber som et menneske, så har han også følelser og kan blive ked af det og vred. Og vrede hunde bider.

Der er grænser for hvad f.eks. selv en fuldvoksen og solid rottweiler vil finde sig, og hvis ikke man gør sig det klart, så ender det som i tilfældet med den lille pige. Pigen kan naturligvis ikke drages til ansvar for noget, og det er heller ikke sikkert at hun overhovedet har gjort noget for at ophidse hundene, men sådan et angreb kommer ikke ud af den blå luft. Forældrene må stå som de ansvarlige. Hvis hundene kan finde på sådan noget, så er de ikke egnede som familiehunde, og det må nødvendigvis have været synligt allerede på et tidligere tidspunkt. Nu må pigen så betale prisen for den fejltagelse, og hundene må lade livet. Var det virkelig nødvendigt?

At aflive hunden er åbenbart også fremherskende, når vi ikke længere har lyst eller plads til hunden.
Har hunden bidt som i det ovenstående tilfælde er diagnosen helt klar, men det går over min fatteevne hvorfor folk hellere vil aflive deres hund, end at videregive den til andre f.eks. via Gul&Gratis eller et internat. Andre mennesker kunne måske have fundet deres bedste ven i din “aflagte” hund. I de tilfælde hvor folk vælger aflivningen i stedet, reducerer man hunden til en ting eller en brugsgenstand, og så tilsidesætter man enhver form for respekt for livet. Det er i alle tilfælde en græl form for misprioritering. Dyr skal kun aflives, hvis de er syge eller til fare for andre – så enkelt er det faktisk.

Historien om den lille pige er langt fra enestående, og surfer man rundt på nettet, så kan man finde et utal af disse skrækindjagende historier. Jeg har også læst et tekststykke på Danerlands blog, som meget godt udtrykker hvad man bør tænke over, når man har hund:

DENNE BØN ER FRA ALLE HUNDE TIL ALLE  MENNESKER.
Gid i alle vil læse den og tænke godt over den.

Mit liv varer kun 10 – 15 år. Enhver adskillelse fra dig betyder sorg, tænk over det før du anskaffer mig.

Giv mig tid til, at forstå, hvad det er du forlanger af mig.

Gør mig tillidsfuld, du er hele mit liv.

Vær ikke vred på mig længe ad gangen, spær mig ikke inde som straf.

Du har dit arbejde, dine fornøjelser, dine venner. Jeg har kun dig.

Tal med mig. Selvom jeg ikke forstår dine ord, så forstår jeg når din stemme gælder mig.

Ved du, at jeg aldrig glemmer, hvordan man er imod mig.

Før du slår mig, så tænk på, at mine kæber med lethed kan knuse din hånd, men jeg gør ikke brug af min styrke.

Når du bliver irriteret på mig, fordi du selv har travlt, så tænk på, at jeg måske har ondt i maven, måske lå jeg for længe i solen eller måske er jeg bare træt eller ked af det.

Tag dig kærligt af mig, når jeg bliver gammel. Også du bliver gammel en dag.

Sørg for, at min pels altid er børstet, blank og pæn – jeg kan ikke selv.

VUF OG KNUS – DIN HUND