http://politiken.dk/udland/article596051.ece

Selveste Arnold Schwarzenegger er fortaler for homo-ægteskaber. Han påtaler i virkeligheden blot nødvendigheden af at vi rykker os i vores middelalderlige opfattelse af ægteskabs-institutionen, hvor kun en mand og en kvinde kan gifte sig, men mellem linierne fortæller han os, at livet ikke er så sort/hvidt som vi nogen gange vil gøre det til. Et ægteskab er i sagens natur en aftale mellem en mand og en kvinde, da disse to sammen vil kunne tilføje nye generationer til verden. Men skal det begrænse mennesker, som har andre behov og ønsker, eller som måske ikke ønsker at få børn? Det synes han ikke og jeg er enig.

I vores egen selvopfattelse er vi danskere de mest frisindede mennesker der findes. Det er en endegyldig sandhed mener vi, og ofte har den påstand også haft rod i virkeligheden, når man sammenligner os med andre samfund. Det findes der masser af eksempler på. Men går man tæt på danskerne, så viser der sig en anden sandhed. I virkeligheden er vi uvidende om vores kristne arv og generelt set meget fordomsfulde.

Selvom vores samfunds opbygning tager udgangspunkt i kristendommen, så er det langt de færreste der i virkeligheden tror det mindste på Gud, Jesus og og hvad der ellers skrives om i biblen. Det eneste tidspunkt vi husker bare en brøkdel af hvad biblen fortæller os er, når vi vil fordømme noget vi ikke forstår. Det gælder eksempelvis homoseksualitet, hvor folk pludselig finder sig selv i stand til at huske, at det mente Gud ikke var i orden, selvom vi godt nok ikke kan huske hvad der ordret står skrevet. Så er det i orden at henvise til regler der er over 2.000 år gamle, også selv om man opfatter alt andet i den bog som værende mere end forældet og forstokket. Frisind er det ikke, men uvidenhed og fordomme i stor målestok.

Hvofor synes danskerne ikke, at to mennesker af samme køn kan gifte sig? Det ligger vel i de flestes opdragelse, for går man folk på klingen, så kan de udelukkende svare tilbage med at de synes det er forkert, og at biblen siger det samme. Der kommer ingen saglig begrundelse, men højest en henvisning til deres egne fordomme og dobbeltmoral. Havde der været tale om et heteroseksuelt forhold, så havde vi straks givet vores velsignelse med henvisning til, at folk må gifte sig med dem de lyster – når bare det passer ind i vores verdensbillede forstås. Man må godt nok ikke gifte sig med en muslimsk mand eller kvinde, for det er jo helt forkert, og homoseksualitet duer altså heller ikke, men ellers er der frit valg fra alle(?) hylder. Vi prøver altså at begrænse andre mennesker i deres valg, mens vi ikke vil acceptere at det sker imod os selv.

Hvad skræmmer os ved homoseksualitet? Det er dårligt muligt at svare på, for ret beset er der ikke noget der burde skræmme os. Homoseksuelle kan ikke få børn uden hjælp fra andre, men den problematik har mange heteroseksuelle par også oplevet. De har sex på en lidt anden måde, men har vi normalt ret til at blande os i hvordan folk har sex med hinanden? Er den seksuelle åbenhed ikke så stor, at vi normalt ser med almindelig sindsro på, at heteroseksuelle eksperimenterer med swingerklubber, partnerbytte, bondage, analsex og hvad man ellers kan finde på? Vi ser og husker kun forskellen fordi vi ved den er der.

Der er altså kun i tanken at vi ser forskellen. Kærligheden er ikke anderledes. Før vi indser dette, kan vi ikke kalde os frisindede, og selv da er det noget vi skal arbejde med hver dag i resten af vores liv. Mange gange endnu vil vi møde noget vi ikke forstår. Frisind er at forsøge at forstå og, i sidste ende, acceptere, også selv om vi måske ikke helt forstår. Vi fleste danskere bekender os hellere til fordommene – det er trods alt også det nemmeste.