Tags Arkiv: Livet

nov
11

Omkring bøsse-ægteskaber

http://politiken.dk/udland/article596051.ece

Selveste Arnold Schwarzenegger er fortaler for homo-ægteskaber. Han påtaler i virkeligheden blot nødvendigheden af at vi rykker os i vores middelalderlige opfattelse af ægteskabs-institutionen, hvor kun en mand og en kvinde kan gifte sig, men mellem linierne fortæller han os, at livet ikke er så sort/hvidt som vi nogen gange vil gøre det til. Et ægteskab er i sagens natur en aftale mellem en mand og en kvinde, da disse to sammen vil kunne tilføje nye generationer til verden. Men skal det begrænse mennesker, som har andre behov og ønsker, eller som måske ikke ønsker at få børn? Det synes han ikke og jeg er enig.

I vores egen selvopfattelse er vi danskere de mest frisindede mennesker der findes. Det er en endegyldig sandhed mener vi, og ofte har den påstand også haft rod i virkeligheden, når man sammenligner os med andre samfund. Det findes der masser af eksempler på. Men går man tæt på danskerne, så viser der sig en anden sandhed. I virkeligheden er vi uvidende om vores kristne arv og generelt set meget fordomsfulde.

Selvom vores samfunds opbygning tager udgangspunkt i kristendommen, så er det langt de færreste der i virkeligheden tror det mindste på Gud, Jesus og og hvad der ellers skrives om i biblen. Det eneste tidspunkt vi husker bare en brøkdel af hvad biblen fortæller os er, når vi vil fordømme noget vi ikke forstår. Det gælder eksempelvis homoseksualitet, hvor folk pludselig finder sig selv i stand til at huske, at det mente Gud ikke var i orden, selvom vi godt nok ikke kan huske hvad der ordret står skrevet. Så er det i orden at henvise til regler der er over 2.000 år gamle, også selv om man opfatter alt andet i den bog som værende mere end forældet og forstokket. Frisind er det ikke, men uvidenhed og fordomme i stor målestok.

Hvofor synes danskerne ikke, at to mennesker af samme køn kan gifte sig? Det ligger vel i de flestes opdragelse, for går man folk på klingen, så kan de udelukkende svare tilbage med at de synes det er forkert, og at biblen siger det samme. Der kommer ingen saglig begrundelse, men højest en henvisning til deres egne fordomme og dobbeltmoral. Havde der været tale om et heteroseksuelt forhold, så havde vi straks givet vores velsignelse med henvisning til, at folk må gifte sig med dem de lyster – når bare det passer ind i vores verdensbillede forstås. Man må godt nok ikke gifte sig med en muslimsk mand eller kvinde, for det er jo helt forkert, og homoseksualitet duer altså heller ikke, men ellers er der frit valg fra alle(?) hylder. Vi prøver altså at begrænse andre mennesker i deres valg, mens vi ikke vil acceptere at det sker imod os selv.

Hvad skræmmer os ved homoseksualitet? Det er dårligt muligt at svare på, for ret beset er der ikke noget der burde skræmme os. Homoseksuelle kan ikke få børn uden hjælp fra andre, men den problematik har mange heteroseksuelle par også oplevet. De har sex på en lidt anden måde, men har vi normalt ret til at blande os i hvordan folk har sex med hinanden? Er den seksuelle åbenhed ikke så stor, at vi normalt ser med almindelig sindsro på, at heteroseksuelle eksperimenterer med swingerklubber, partnerbytte, bondage, analsex og hvad man ellers kan finde på? Vi ser og husker kun forskellen fordi vi ved den er der.

Der er altså kun i tanken at vi ser forskellen. Kærligheden er ikke anderledes. Før vi indser dette, kan vi ikke kalde os frisindede, og selv da er det noget vi skal arbejde med hver dag i resten af vores liv. Mange gange endnu vil vi møde noget vi ikke forstår. Frisind er at forsøge at forstå og, i sidste ende, acceptere, også selv om vi måske ikke helt forstår. Vi fleste danskere bekender os hellere til fordommene – det er trods alt også det nemmeste.

Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2008/bloggen/omkring-boesse-aegteskaber/

nov
10

Når vi ikke er sammen…

Hele sidste uge var hun på arbejde indtil klokken 18, og i dag kom hun først hjem klokken 19. Det er skolen der kræver det. I sidste uge var det skole/hjem-samtaler og i dag var det den normale mødedag, hvor de bl.a. skulle planlægge emneugen. Det er arbejdet og man må tage hvad der følger med.Hun er i gang med den karriere hun bedst af alt kunne ønske sig, og så må man tage det sure med det søde. Lærerjobbet er ikke længere et 8-15 job.

I dag var jeg mange gange ved hoveddøren for at kigge efter hende. I håbet om at se hendes cykel komme kørende af cykelstien. På vej hjem. Hjem til sine børn og hjem til mig. For jeg savner hende og jeg savner at være tæt på hende. I mange år har vi været sammen næsten hele tiden, og i de sidste 8 dage har hun næsten ikke været hos mig overhovedet. I dag var det for meget, selvom jeg ved at det er sidste dag i denne omgang. Jeg var urimelig og sur. Selvom jeg ved at hun har det lige så mærkeligt med det, og at hun savner mig lige så meget. Hun skal vænne sig til det lige som mig.

Men det er et godt tegn. Vi prøver at være adskilte og mærke vores følelser. Vi finder ud af, at det er rigtigt at vi er sammen, og vi mærker hvor meget vi egentlig vil hinanden. De 8 dage var ingenting og jeg ved det. Jeg ved at det er hverdag for mange med en lang arbejdsdag, men vi ser måske anderledes på tilværelsen end mange. jeg føler ikke at vi er dem der griber det forkert an. Arbejdet giver pengene til at leve det liv vi ønsker os, og så må vi tage det med. Igen, jeg skal bare lige vænne mig til det.Men det er da godt, en smule berusende og livsbekræftende egentlig, at mærke så stærke følelser i min krop. Så det er vel ikke så slemt og det er godt for noget.

Men når vi ikke er sammen, så savner jeg hende.

Tags: , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2008/bloggen/naar-vi-ikke-er-sammen/

okt
27

Når tro bliver en synd

http://politiken.dk/udland/valgiusa/usanyheder/article589090.ece

Når man en dag tror så meget, at man er parat til at slå andre mennesker ihjel for sin sag, så er man fortabt. Så har jeg svært ved at se, at der nogensinde kan være en vej tilbage. Hvordan kan man nogensinde tro, at det er det hele værd? Hvordan kan man overhovedet bilde sig selv ind, at man gør verden til et bedre sted, når alt man gør er at sprede død og ødelæggelse?

Udsigten til en sort mand som den mægtigste mand i verden glæder mig i kærlighedens og lighedens navn usigeligt, men jeg frygter også hadet og hvad det kan føre med sig. Verden er SÅ perpleks!

Tags: , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2008/crazy-world/naar-tro-bliver-en-synd/

aug
29

Et menneske i mit liv

I dag sad jeg i bilen og ventede, imens Lene og Kristian var inde og handle. Ida havde været træt ovenpå en dag i børnehaven og var faldet i søvn, så jeg slap for at være en tilføjelse til mylderet af stressede forældre med dødtrætte institutionsbørn på slæb, men hørte i stedet musik mens jeg lod tankerne vandre. Ofte kan jeg bruge timevis på at studere andre mennesker, og netop dette gjorde jeg også i dag. Mange mennesker defilerede forbi den sølvgrå Mitsubishi, hvor Nina Simone, med en stemme smukkere end guds engles harpesang, synger om “22nd Century”, men ingen tog notits af mig, og jeg var fri til at gøre mig forestillinger om hvem de var og hvad deres liv var fyldt med.

Pludselig ser jeg en mand på ca. 50 år med rødligt hår og fuldskæg komme gående hen til sin bil, der var parkeret kun få meter væk. De gik op for mig at jeg kendte ham, og instinktivt løftede jeg armen for at hilse på ham, blot for at sænke den igen. Jeg kender ham da, gør jeg ikke? Da jeg gik i folkeskolen var han indehaver af Mini-markedet i Strib, det er byen hvor jeg er vokset op, og vi gav ham kaldenavnet Mini-Mogens, hvilket vi næppe var ene om at kalde ham. Han spillede bl.a. fodbold, og alle vidste hvem han var. Han var vellidt og rar.

Jeg hilste ikke på ham. Egentlig virkede det helt forkert ikke at gøre det, for jeg hilser normalt på alle jeg selv perifært kender eller har kendt, men jeg sad i stedet med tanken om, at det var en fremmed mand jeg ville vinke til. Han er blot en af de mange personer jeg kender, men som jeg intet ved om. En af dem jeg har hilst på utallige gange og sagt hej – måske har vi engang skålet til byfesten eller grint af denne samme vittighed i fodboldklubben, men ikke mere end det. Sådan er det at være vokset op i en lille by. I dag er Strib næppe mere end en pendlerby fyldt med mennesker der ikke kender hinanden, men dengang havde byen en sjæl og vi var alle på fornavn. Sådan husker jeg det ihvertfald. Måske romantiserer jeg min barndom, men jeg var sikker på at vi alle kendte hinanden, og at vi på en aller anden måde fortsat i fremtiden ville være forbundet i denne by. Men jeg kender ham ikke og han kender ikke mig. Alt vi har sammen er mindet om dengang hvor verden var lille og meget mindre kompliceret. Sikkert uden at ville det fik han mig til at tænke på, at mit liv har indeholdt mange Mini-Mogens’er, som jeg i dag hilser pænt på, men som jeg intet ved om. Det er som om de mennesker pludselig genopstår og går forbi mig, blot for at minde mig om, at jeg uigenkaldeligt har forladt barndommen og er blevet voksen. De er erindringer om en tid jeg aldrig skal opleve igen.

Næste gang vil jeg hilse på ham alligevel. For at huske. For at blive mindet om et liv jeg engang havde. Jeg er lykkelig i dag, men minderne er nu rare at have.

Tags: , , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2008/bloggen/et-menneske-i-mit-liv/

aug
13

Menneskets bedste ven?

I dag sad jeg og surfede lidt rundt på nettet, og læste på Ekstrabladets hjemmeside om to hunde, der havde overfaldet en lille pige. I sig selv er det jo ganske forfærdeligt, men i sådan en situation tænker jeg også meget på, hvad der har drevet hundene til at begå sådan en misgerning. Som udgangspunkt er hunde jo ikke onde, men til gengæld kræver de en moden og fast hånd, hvis de skal udvikle sig til en rigtig familiehund.

Ringer man rundt til internater og dyrlæger, så kan man konstatere, at alt for mange mennesker ikke aner hvad der skal til, når de anskaffer sig en sød lille hvalp. De husker sikkert tilbage på deres barndom, hvor de havde en elskelig labrador, som altid var glad og kærlig, men glemmer at det måske havde krævet hårdt arbejde og masser af træning af komme dertil. At få en hund kan på mange måder sammenlignes med at få børn – det kræver at man investerer sig selv, og gør man ikke det, så bliver resultatet der efter.

Vores egen hund er et fuldbyrdigt medlem af vores familie, og vi gruer da også for hvordan børnene vil reagere, når han en dag skal herfra. Han er 13 år gammel og det kan mærkes, men han elsker tydeligvis børnene utroligt højt, og de elsker ham tilbage. Men vi er også nødt til at indskærpe overfor børnene, at de skal behandle ham ordentligt og respektere det han “siger”, for selv om han hverken kan tale eller har de samme egenskaber som et menneske, så har han også følelser og kan blive ked af det og vred. Og vrede hunde bider.

Der er grænser for hvad f.eks. selv en fuldvoksen og solid rottweiler vil finde sig, og hvis ikke man gør sig det klart, så ender det som i tilfældet med den lille pige. Pigen kan naturligvis ikke drages til ansvar for noget, og det er heller ikke sikkert at hun overhovedet har gjort noget for at ophidse hundene, men sådan et angreb kommer ikke ud af den blå luft. Forældrene må stå som de ansvarlige. Hvis hundene kan finde på sådan noget, så er de ikke egnede som familiehunde, og det må nødvendigvis have været synligt allerede på et tidligere tidspunkt. Nu må pigen så betale prisen for den fejltagelse, og hundene må lade livet. Var det virkelig nødvendigt?

At aflive hunden er åbenbart også fremherskende, når vi ikke længere har lyst eller plads til hunden.
Har hunden bidt som i det ovenstående tilfælde er diagnosen helt klar, men det går over min fatteevne hvorfor folk hellere vil aflive deres hund, end at videregive den til andre f.eks. via Gul&Gratis eller et internat. Andre mennesker kunne måske have fundet deres bedste ven i din “aflagte” hund. I de tilfælde hvor folk vælger aflivningen i stedet, reducerer man hunden til en ting eller en brugsgenstand, og så tilsidesætter man enhver form for respekt for livet. Det er i alle tilfælde en græl form for misprioritering. Dyr skal kun aflives, hvis de er syge eller til fare for andre – så enkelt er det faktisk.

Historien om den lille pige er langt fra enestående, og surfer man rundt på nettet, så kan man finde et utal af disse skrækindjagende historier. Jeg har også læst et tekststykke på Danerlands blog, som meget godt udtrykker hvad man bør tænke over, når man har hund:

DENNE BØN ER FRA ALLE HUNDE TIL ALLE  MENNESKER.
Gid i alle vil læse den og tænke godt over den.

Mit liv varer kun 10 – 15 år. Enhver adskillelse fra dig betyder sorg, tænk over det før du anskaffer mig.

Giv mig tid til, at forstå, hvad det er du forlanger af mig.

Gør mig tillidsfuld, du er hele mit liv.

Vær ikke vred på mig længe ad gangen, spær mig ikke inde som straf.

Du har dit arbejde, dine fornøjelser, dine venner. Jeg har kun dig.

Tal med mig. Selvom jeg ikke forstår dine ord, så forstår jeg når din stemme gælder mig.

Ved du, at jeg aldrig glemmer, hvordan man er imod mig.

Før du slår mig, så tænk på, at mine kæber med lethed kan knuse din hånd, men jeg gør ikke brug af min styrke.

Når du bliver irriteret på mig, fordi du selv har travlt, så tænk på, at jeg måske har ondt i maven, måske lå jeg for længe i solen eller måske er jeg bare træt eller ked af det.

Tag dig kærligt af mig, når jeg bliver gammel. Også du bliver gammel en dag.

Sørg for, at min pels altid er børstet, blank og pæn – jeg kan ikke selv.

VUF OG KNUS – DIN HUND

Tags: , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2008/bloggen/menneskets-bedste-ven/