Tags Arkiv: Moskéer

dec
04

Ud med klokkerne!

140px-Egypt.Aswan.Mosque.02Som det er blevet beskrevet i flere medier, så ønsker Dansk Folkeparti minareter forbudt i Danmark, ligesom de er blevet det i Schweiz. Minareter er tårne på moskéer, hvorfra der bliver kaldt til bøn, og da Dansk Folkeparti heller ikke kan lide moskéer, hvad kan de egentlig lide, så kommer det vel næppe bag på nogen, at de vil have dette forbudt. Her er ingen overraskelse at finde.

Det pudsige med Dansk Folkeparti er, at religionen altid er afgørende for, om de kan lide tingenes tilstand eller ej. De ønsker moskéerne forbudt grundet deres tilknytning til Islam, mens kirkerne til gengæld er fredet, da de er tilknyttede kristendommen. Historien siger da også at Danmark siden år 965 har været et kristent land, men efterhånden må dette siges at være et forhistorisk levn. Den almene dansker er ingenlunde troende kristen eller på nogen måde religiøst interesseret, og var danskerne ikke automatisk indmeldt i Folkekirken, og havde mulighed for et smukt hvidt bryllup i en flot bygning, så havde også Folkekirken trange kår i det danske samfund.

Det gør jo problematikken med minareterne interessant. Ser man bort fra det religiøse aspekt, så er der allerhøjest tale om støjforurening på et højere plan, som mest tjener til at vække i nærheden bosatte søvndrukne B-mennesker som undertegnede i at tage en formiddags-morfar. Men hvis det udelukkende er støjforureningen man er bekymret for, så var det lige så nærliggende at kigge på kirkeklokkerne, som er kristendommens larmende pendant, og som langt flere mennesker forstyrres af, grundet det langt større antal folkekirker i landet. Kirkeklokkerne blev i gammel tid brugt til at ringe byens borgere sammen, men det var i en anden tidsalder og også i et andet samfund. Siger man A, som må man også sige B, og skal minareter forbydes i Danmark, så bør anstændigheden byde danskerne, at kirkeklokkerne også skal lade livet. I hvert fald hvis vi bare taler om støjen. Så er det ud med klokkerne siger jeg.

Strib Kirke

Engang brystede dette land sig af deres store borgerfrihed. Man kunne ytre sig som man ville og siden Grundloven af 1849 kunne man tro som man havde lyst, men Danmark anno 2009 er en undertrykkende størrelse, hvor alting skal være konformt og i de rette kasser. At Dansk Folkeparti har kunne gøre danskerne bange for alt fremmedt er en uhyggelig bedrift i sig selv, men hvor er det dog kedeligt og gråt at vi skal fastholdes i en tidslomme, hvor den danske kultur slet ikke udvikles, men nærmere indskrænker sig. Minareterne repræsenterer en anden religion end kristendommen, men er ellers ikke andet end et flot element på en meget smuk bygning, nøjagtigt ligesom kirketårne er. Personligt siger religion mig ikke alverden, men folk skal have lov til at tro som de har lyst, og har de brug for bygninger til at samles med andre fælleder, så skal de da havde det. Denne diskussion tjener ikke andet formål, end at begrænse folk i deres muligheder og frie valg, og jeg forstår ikke, at danskerne ikke kan gennemskue dette. Dansk Folkeparti ønsker skam lighed for alle. Bare kun alle de kan lide. Sørgeligt.

Mit forslag er derfor dette: Der må være alle de moskéer, synagoger og andre religiøse bygninger i landet som der kan være. Eneste krav bør være, at de skal ligge side om side med en kirke. På den måde får alle lige muligheder, og så kan man jo også lige kigge hinanden an på vej til gudstjeneste og messe. Måske fandt man så ud af, at andre folk er helt okay, selvom de ikke tror det samme som dig. Problem solved.

Tags: , , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2009/samfund/ud-med-klokkerne/