Tags Arkiv: Opdragelse

okt
04

Pay it forward

Kategorier:

4. oktober 2009

Ringe i vandetDet er en pudsig tendens vi danskere har fået. Jeg ved ikke om det er modsat jantelov eller oppustede egoer. Muligheden foreligger også for, at jeg måske bare er for nærtagende, men jeg har fundet ud af, at det irriterer mig grænseløst, når folk mener at de skal have stjernebehandling, selvom de ikke selv behandler folk ordentligt. Måske er det et udtryk for dårlig opdragelse. Eksempel følger:

Jeg står ved bageren og skal hente rundstykker til familien. Selvfølgelig er der kø, som der skal være på en søndag morgen, hvor det meste af Danmark finder tid til morgenritualer med familien i højsædet. En efter en står vi i kø, majoriteten af de såkaldt morgenfriske er naturligvis tøffelbeklædte og vidt undertrykte mænd som jeg selv, så vi kan få vores lidt for ofte daggamle morgenbrød udleveret i anonyme brune poser. Den selv samme slags brune poser, som i USA skjuler gadebeboernes sprutflasker for omverdenen. Er der en form for signalværdi i dette? Folk står og famler med krøllede sedler, kobberfarvede mønter eller vifter stolt med deres guldimprægnerede visa/dankort, og bidrager på den måde til en hyggelig og genkendelig rytme, som går igen søndag efter søndag.

Men her stopper harmonien. Når menneskerne foran én alle er forsvundet og man er parat til at bestille, så glemmer vi hurtigt høflighedsfraserne, for så skal der kræves ind. Her kommer vi med vores hårdt tjente penge, og byttet skal slæbes hurtigst muligt hjem til familien. Vi spørger ikke pænt, men forlanger og stiller krav, for det mener vi at have ret til. Der er jo andre butikker man kan gå til, hvis ikke…

“Jeg SKAL have…” siger de fleste. “Giv mig lige…” siger andre. Ingen tager sig tid til at forstå, at butikken gør os en tjeneste ved at forhandle en vare, som vi ellers selv skulle fremstille. Hvad med lidt høflighed? Har I ikke lært at bede om tingene dengang hjemme i mors køkken?

“Høflighed er vejen frem” som en gammel mand engang sagde til mig. Hvis du ønsker at opnå noget, så er venlighed eller endog smiger måden. Der er utrolig hvad bare et lille ord som ‘tak’ kan gøre for et menneske. Når man siger tak for købet af en vare, så siger man også tak for behandlingen, og dermed fortæller du den ansatte, at vedkommende har gjort et godt job, og er der noget vi alle godt kan lide, så er det at få ros. Og vi mennesker husker jo nok hinanden. Det betaler sig i sidste ende.

Det bliver min tur, og jeg spørger den iøvrigt usædvanligt morgenfriske bagerpige, om jeg kan få en pose med 8 rundstykker. Selvfølgelig kan jeg dette. “Tak skal du have” siger jeg og hun smiler til mig og henter rundstykkerne. Jeg betaler for det hele og siger igen tak. Da jeg tager varerne og skal til at gå, siger hun til mig “så må du have en fortsat god dag”. “Tak og i lige måde” svarer jeg tilbage, og kan nu gå fra butikken med en god fornemmelse i kroppen. Hvem siger at det ikke kan være en fornøjelse at handle?

Men hvorfor spørger vi ikke, i stedet for at bjæffe ordrer? Vi vil da gerne selv behandles ordentligt. Så næste gang du skal i Føtex eller have lappegrejer hos cykelhandleren, så prøv dig frem med lidt venlighed og behandl ekspedienten som du gerne selv vil behandles. Det betaler sig i en grad som vil komme bag på åbenbart de fleste, og breder sig som ringene i vandet.

Tags: , , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2009/samfund/pay-it-forward/

nov
11

Omkring bøsse-ægteskaber

Kategorier:

11. november 2008

http://politiken.dk/udland/article596051.ece

Selveste Arnold Schwarzenegger er fortaler for homo-ægteskaber. Han påtaler i virkeligheden blot nødvendigheden af at vi rykker os i vores middelalderlige opfattelse af ægteskabs-institutionen, hvor kun en mand og en kvinde kan gifte sig, men mellem linierne fortæller han os, at livet ikke er så sort/hvidt som vi nogen gange vil gøre det til. Et ægteskab er i sagens natur en aftale mellem en mand og en kvinde, da disse to sammen vil kunne tilføje nye generationer til verden. Men skal det begrænse mennesker, som har andre behov og ønsker, eller som måske ikke ønsker at få børn? Det synes han ikke og jeg er enig.

I vores egen selvopfattelse er vi danskere de mest frisindede mennesker der findes. Det er en endegyldig sandhed mener vi, og ofte har den påstand også haft rod i virkeligheden, når man sammenligner os med andre samfund. Det findes der masser af eksempler på. Men går man tæt på danskerne, så viser der sig en anden sandhed. I virkeligheden er vi uvidende om vores kristne arv og generelt set meget fordomsfulde.

Selvom vores samfunds opbygning tager udgangspunkt i kristendommen, så er det langt de færreste der i virkeligheden tror det mindste på Gud, Jesus og og hvad der ellers skrives om i biblen. Det eneste tidspunkt vi husker bare en brøkdel af hvad biblen fortæller os er, når vi vil fordømme noget vi ikke forstår. Det gælder eksempelvis homoseksualitet, hvor folk pludselig finder sig selv i stand til at huske, at det mente Gud ikke var i orden, selvom vi godt nok ikke kan huske hvad der ordret står skrevet. Så er det i orden at henvise til regler der er over 2.000 år gamle, også selv om man opfatter alt andet i den bog som værende mere end forældet og forstokket. Frisind er det ikke, men uvidenhed og fordomme i stor målestok.

Hvofor synes danskerne ikke, at to mennesker af samme køn kan gifte sig? Det ligger vel i de flestes opdragelse, for går man folk på klingen, så kan de udelukkende svare tilbage med at de synes det er forkert, og at biblen siger det samme. Der kommer ingen saglig begrundelse, men højest en henvisning til deres egne fordomme og dobbeltmoral. Havde der været tale om et heteroseksuelt forhold, så havde vi straks givet vores velsignelse med henvisning til, at folk må gifte sig med dem de lyster – når bare det passer ind i vores verdensbillede forstås. Man må godt nok ikke gifte sig med en muslimsk mand eller kvinde, for det er jo helt forkert, og homoseksualitet duer altså heller ikke, men ellers er der frit valg fra alle(?) hylder. Vi prøver altså at begrænse andre mennesker i deres valg, mens vi ikke vil acceptere at det sker imod os selv.

Hvad skræmmer os ved homoseksualitet? Det er dårligt muligt at svare på, for ret beset er der ikke noget der burde skræmme os. Homoseksuelle kan ikke få børn uden hjælp fra andre, men den problematik har mange heteroseksuelle par også oplevet. De har sex på en lidt anden måde, men har vi normalt ret til at blande os i hvordan folk har sex med hinanden? Er den seksuelle åbenhed ikke så stor, at vi normalt ser med almindelig sindsro på, at heteroseksuelle eksperimenterer med swingerklubber, partnerbytte, bondage, analsex og hvad man ellers kan finde på? Vi ser og husker kun forskellen fordi vi ved den er der.

Der er altså kun i tanken at vi ser forskellen. Kærligheden er ikke anderledes. Før vi indser dette, kan vi ikke kalde os frisindede, og selv da er det noget vi skal arbejde med hver dag i resten af vores liv. Mange gange endnu vil vi møde noget vi ikke forstår. Frisind er at forsøge at forstå og, i sidste ende, acceptere, også selv om vi måske ikke helt forstår. Vi fleste danskere bekender os hellere til fordommene – det er trods alt også det nemmeste.

Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2008/bloggen/omkring-boesse-aegteskaber/

aug
13

Menneskets bedste ven?

Kategorier:

13. august 2008

I dag sad jeg og surfede lidt rundt på nettet, og læste på Ekstrabladets hjemmeside om to hunde, der havde overfaldet en lille pige. I sig selv er det jo ganske forfærdeligt, men i sådan en situation tænker jeg også meget på, hvad der har drevet hundene til at begå sådan en misgerning. Som udgangspunkt er hunde jo ikke onde, men til gengæld kræver de en moden og fast hånd, hvis de skal udvikle sig til en rigtig familiehund.

Ringer man rundt til internater og dyrlæger, så kan man konstatere, at alt for mange mennesker ikke aner hvad der skal til, når de anskaffer sig en sød lille hvalp. De husker sikkert tilbage på deres barndom, hvor de havde en elskelig labrador, som altid var glad og kærlig, men glemmer at det måske havde krævet hårdt arbejde og masser af træning af komme dertil. At få en hund kan på mange måder sammenlignes med at få børn – det kræver at man investerer sig selv, og gør man ikke det, så bliver resultatet der efter.

Vores egen hund er et fuldbyrdigt medlem af vores familie, og vi gruer da også for hvordan børnene vil reagere, når han en dag skal herfra. Han er 13 år gammel og det kan mærkes, men han elsker tydeligvis børnene utroligt højt, og de elsker ham tilbage. Men vi er også nødt til at indskærpe overfor børnene, at de skal behandle ham ordentligt og respektere det han “siger”, for selv om han hverken kan tale eller har de samme egenskaber som et menneske, så har han også følelser og kan blive ked af det og vred. Og vrede hunde bider.

Der er grænser for hvad f.eks. selv en fuldvoksen og solid rottweiler vil finde sig, og hvis ikke man gør sig det klart, så ender det som i tilfældet med den lille pige. Pigen kan naturligvis ikke drages til ansvar for noget, og det er heller ikke sikkert at hun overhovedet har gjort noget for at ophidse hundene, men sådan et angreb kommer ikke ud af den blå luft. Forældrene må stå som de ansvarlige. Hvis hundene kan finde på sådan noget, så er de ikke egnede som familiehunde, og det må nødvendigvis have været synligt allerede på et tidligere tidspunkt. Nu må pigen så betale prisen for den fejltagelse, og hundene må lade livet. Var det virkelig nødvendigt?

At aflive hunden er åbenbart også fremherskende, når vi ikke længere har lyst eller plads til hunden.
Har hunden bidt som i det ovenstående tilfælde er diagnosen helt klar, men det går over min fatteevne hvorfor folk hellere vil aflive deres hund, end at videregive den til andre f.eks. via Gul&Gratis eller et internat. Andre mennesker kunne måske have fundet deres bedste ven i din “aflagte” hund. I de tilfælde hvor folk vælger aflivningen i stedet, reducerer man hunden til en ting eller en brugsgenstand, og så tilsidesætter man enhver form for respekt for livet. Det er i alle tilfælde en græl form for misprioritering. Dyr skal kun aflives, hvis de er syge eller til fare for andre – så enkelt er det faktisk.

Historien om den lille pige er langt fra enestående, og surfer man rundt på nettet, så kan man finde et utal af disse skrækindjagende historier. Jeg har også læst et tekststykke på Danerlands blog, som meget godt udtrykker hvad man bør tænke over, når man har hund:

DENNE BØN ER FRA ALLE HUNDE TIL ALLE  MENNESKER.
Gid i alle vil læse den og tænke godt over den.

Mit liv varer kun 10 – 15 år. Enhver adskillelse fra dig betyder sorg, tænk over det før du anskaffer mig.

Giv mig tid til, at forstå, hvad det er du forlanger af mig.

Gør mig tillidsfuld, du er hele mit liv.

Vær ikke vred på mig længe ad gangen, spær mig ikke inde som straf.

Du har dit arbejde, dine fornøjelser, dine venner. Jeg har kun dig.

Tal med mig. Selvom jeg ikke forstår dine ord, så forstår jeg når din stemme gælder mig.

Ved du, at jeg aldrig glemmer, hvordan man er imod mig.

Før du slår mig, så tænk på, at mine kæber med lethed kan knuse din hånd, men jeg gør ikke brug af min styrke.

Når du bliver irriteret på mig, fordi du selv har travlt, så tænk på, at jeg måske har ondt i maven, måske lå jeg for længe i solen eller måske er jeg bare træt eller ked af det.

Tag dig kærligt af mig, når jeg bliver gammel. Også du bliver gammel en dag.

Sørg for, at min pels altid er børstet, blank og pæn – jeg kan ikke selv.

VUF OG KNUS – DIN HUND

Tags: , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2008/bloggen/menneskets-bedste-ven/

maj
24

Det er snart sommer…

Kategorier:

24. maj 2008

Vejret er helt fantastisk lige for tiden, og der er ikke noget som sol der kan gøre en glad i låget.
Man glemmer helt de daglige bekymringer, og selv ikke engang B.T. eller Se & Hør kan gøre mig forarget, selv de dog gør hvad de kan. Jeg tænker i stedet på mine børn, min dejlige kone og så tænker jeg også på vores have, som er godt i gang med at producere gulerødder, kartofler, jordbær og diverse krydderurter til os. Studiet går også fint og jeg er snart færdig, så jeg kan ikke se at der er noget at hidse sig op over.

Alligevel synes jeg måske, at jeg burde få kommenteret på nogle af de ting der sker i Danmark lige nu. Egentlig er det mest ting jeg bare ryster på hovedet af, men det er lige så meget fordi jeg ikke forstår, hvordan folk kan opføre sig sådan. Jeg kan dog blot konstatere er det er Danmark anno 2008, og så kan man åbenbart tillade sig hvad som helst. Det er som om al form for pli er gået fløjet, og man respekterer ikke længere hinanden som før. Det bedste eksempel på dette ser vi i institutionerne.

I skolen er læreren som myndighedsperson er saga blot, og jeg har hørt og læst om børn der sagde ting  til deres lærer, som jeg end ikke ville sige til min værste fjende, havde jeg haft en sådan.
Folkeskolen har ikke noget modtræk imod disse elever, og forældrene accepterer blot stiltiende at børnene opfører sig respektløst, hvilket vel blot fortæller en historie om, at forældrene også selv ligger under for denne form for psykisk terror. Der er ikke noget at sige til, at pædagoger, pædagogmedhjælper og lærere i stimevis lægger sig syge med stress, når forældrene end ikke selv gør en indsats. Det er vel også værd at huske i denne strejketid.

Selv er jeg vokset op med en helt andet form for opdragelse. Jeg boede hos to stærke autoriteter, som ikke fandt sig i hvad som helst, og som forlangte at jeg behandlede alle folk med den respekt, som alle folk i virkeligheden har gjort sig fortjent til. En sjælden gang imellem trådte jeg af nysgerrighed ved siden, og en gang imellem kostede det en syngende lussing, men ufortjent var det aldrig. Jeg tror ikke på, at jeg nogensinde ville kunne gøre samme imod mine børn, men jeg tænker ind imellem, at mange børn kunne have brug for samme form for opdragelse, så de kunne forstå at der er en grænse for alting. Jeg opfatter ellers mig selv som ganske fritænkende, fordomsfri og med stor forståelse for, at folk kan have forskellige opfattelser af samme emner, men jeg har ind imellem svært ved at forstå, at så mange mennesker indeholder så lidt empati, at de ikke kan mærke hvornår de overskrider en grænse. Måske er det mig der er forkert på den. Måske er jeg bare af uddøende race, men jeg vil da gøre hvad jeg kan for at overbevise folk om, at det kan blive bedre – især hvs vi alle hjælper til.

Nu vender tankerne igen tilbage til ungerne, som nu ligger og sover som de nysseligste lam i hele verden. Al den bekymring verden kan give aner de intet om, og hvor er det i virkeligheden en fantastisk følelse at vide.
Tænk at også jeg engang havde det sådan.

Tags: , , , , , , , , , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2008/bloggen/det-er-snart-sommer/