Tags Arkiv: Regler

maj
20

Hvad fejler min madpakke?!

Jeg er træt af regler og forbud. Det er helt forståeligt for mig, at der skal være et skelet af regler til at oppebære samfundet, men overdrivelse fremmer altså ikke forståelsen.

Når regeringen beslutter sig for at vedtage, at børn i dagsinstitutioner ikke længere må få madpakker med, men skal have upersonlig og fabrikeret mad, så synes jeg grænsen er nået. Det er at kaste mistanke og umyndiggørelse over ellers gode forældre. Det er som at sige, at vi forældre ikke kan finde ud af noget så simpelt, som at smøre en god, sund og nærende madpakke, og intet kunne være fjernere fra sandheden. For selvfølgelig kan vi det, og vi kan endda meget mere end det. I forhold til vores børn ved vi som regel bedst og kan mest.

I min tid som arbejdstager har jeg i flere tilfælde været ansat i en børnehave, hvor jeg fra nærmeste hold har kunne observere, hvad børnene fik med i deres madpakke. Der har været forældre der ikke sendte en ordentlig madpakke med, javist, men der har været tale om et absolut mindretal. I virkeligheden har det måske været 1 forældrepar ud af 15. Derfor forstår jeg ikke hvorfor et sådan lovforslag kan gå igennem, hvis ikke det er for at spille de kloge og alvidende på andres bekostning. En typisk politiker-beslutning.

Vi bør slå et slag for folkesundheden. Der er flere og flere overvægtige, og der starter allerede i børnehaven. Slaget starter med oplysning og går videre gennem ansvarstagen. Men kun oplysningsdelen hører politikerne til. Ansvarstagen overfor børn skal altid komme fra forældrene, og ingen skal komme og tage ansvaret fra dem, men mindre de i tilstrækkelig grad har vist, at de ikke magter det ansvar der følger med, når man får børn. Politikerne skal holde sig langt væk fra dette område, og i stedet overlade det til eksperterne. Pædagoger, lærere og psykologer har en uddannelse bag sig, som kvalificerer dem til at forholde sig til de problemstillinger der kan være mellem børn og deres forældre, og derfor bør spørgsmål og analyser af den slags overlades til disse personer, og ikke til folk med en politisk dagsorden.

Apropos ansvar, så tangerer det ansvarsforflygtigelse, når regeringen laver regler og forbud, hvor der ikker er brug for det. Madpakke-fadæsen er et udtryk for dårligt politiker-arbejde, hvor man laver et halvhjertet tiltag for at vise, at man er parat til at gøre noget, selv om det i virkeligheden dækker over, at de ikke gider at tage et rigtigt ansvar og trække det store læs. De gør med andre ord noget, for at slippe for at skulle gøre noget…

Den nuværende regering kendes for flere ting, men sjældent noget godt. Mest af alt vil jeg huske dem for, at de elsker regler og forbud, og det er i virkeligheden meget lidt flatterende. Jeg hader regler og forbud!

Tags: , , , , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2009/politik/hvad-fejler-min-madpakke/

feb
03

Kontrolhysteri

http://politiken.dk/indland/article640964.ece

I et samfund hvor især ansatte på det private arbejdsmarked presses mere og mere, er det vigtigt at fokusere på, at børnene ikke bliver glemt eller klemt. Når mor og far får længere og længere arbejdsdage er det som regel lig med, at børnene også skal være længere tid i institution, og så er det op til de ansatte i institutionerne at skabe en hverdag, der er så tryg og god som muligt. Der er brug for nærværende voksne, der har tid og overskud til at fokusere på det enkelte barn, og der er brug for, at der er nok voksne til at dække alle børnenes behov. Hvis ikke der er nok voksne eller hvis de ikke har tid nok, så forsvinder nærværet og børnene kommer til at lide under det. De får ikke dækket deres behov for voksenkontakt, og afsavnet af forældrene vil blive tydeligere end nødvendigt. Det kræver ikke et geni at komme frem til den analyse.

På den måde er det nærmest uvirkeligt, at børnepasning mere og mere er kommet til at handle om ussel mammon, end om børnenes tarv og behov. Børnene er i politisk henseende reduceret til blot tal i en statistik, hvis eneste formål er at vise hvor man kan spare flest penge. Penge, der i de seneste år i stedet er gået til skattelettelser og forbrug. “Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet” synges der i en gammel julesang, men aldrig har det vel været mere aktuelt end nu, hvor vi i jagten på profit klemmer børnene, på trods af at børnene i en fornuftig verden burde komme før pengene. Men budgetterne strammes og børnene kvæles lige så stille.

Modulordningen er for så vidt smart udtænkt, da folk kun betaler for den tid de har børnene i institution. De der kun har børnene i institution i et begrænset tidsrum i løbet af dagen, betaler altså ikke for den fulde åbningstid, men det har også den ulempe, at pædagogerne pludselig skal til at kontrollere forældrene. Køber man en modulpakke til f.eks. 25 timer om ugen, så skal de ansatte i institutionen holde øje med, at barnet ikke er afsted længere end netop dette timetal, hvilket kraftigt belyser en mere og mere fremstående problematik. Pædagoger og pædagogmedhjælpere er ansat til at være rollemodeller og forældre-substitutter, men de bruger store dele af deres tid på arbejde, der omhandler kontrol. Kontrol af børnene f.eks. via de meget tidskrævende læreplaner, kontrol af de ansattes engagement og indsats ligeledes gennem lærerplanerne og samtaler, kontrol af legepladser, inventar og lokaler, og nu også kontrol af forældrene.

Som Lenin engang sagde: “tillid er godt, kontrol er bedre”. Men vi lever i et højtudviklet demokratisk samfund i Danmark anno 2009, og ikke i datidens Sovjetunionen. Der bruges alt for meget energi på kontrol, frem for hvad der vigtigt. Tag bare kontanthjælpen. Det er et stort kontrolhysteri, og i virkeligheden er det en større hæmsko for alle, end det er en gevinst. Præmien kan ingen få øje på. I institutionerne har man ansat pædagoger, fordi de er uddannede til at tage sig af børn, for at hjælpe deres udvikling, behov og vilkår bedst muligt, og ikke til at tage sig af regelrytteri og overvågning. Man spilder deres resourcer på denne måde, og spørgsmålet er desuden, om al den kontrol i sidste ende gavner nogen. Er der en vinder i dette spil?

Læreplanerne er et nødvendigt onde, som også har sine lysende fordele. Det er et særdeles brugbart værktøj til at hjælpe børnenes udvikling mest muligt, så de bliver ikke afskaffet, men ellers kan man kun håbe at danskerne snart begynder at have tillid igen. Tillid til at folk gør deres arbejde ordentligt og tillid til andre mennesker generelt. Vi yder nu engang bedre, når chefen ikke hænger over os hele tiden, og vi vil hellere have guleroden end pisk. Det skal være slut med alt den overvågning og kontrol. For børnenes skyld, men lige så meget for vores egen.

Tags: , , , , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2009/politik/kontrolhysteri/

jan
09

Sammenblanding af kultur og religion

Bertel Haarder udtaler til Politiken, at han mener at Fadervor er en del af den danske kulturskat, og at alle skoler burde overveje kraftigt at indføre morgensang og Fadervor som et fast ritual i skolens hverdag. Udtalelsen kommer ovenpå en sag fra Nørre Nissum, hvor skolelederen afviste at undtage elever fra skolens morgensamling, hvor Fadervor indgår.

Udtalelsen er mildt sagt uheldig, da han dermed underkender danskernes ret til frit valg af religion. Ved at genindføre Fadervor som ritual fjendtliggører man alle andre trosretninger end den kristne, hvilket ikke er hensigtsmæssigt. Uanset om man bryder sig om andre religioner eller ej, så er det kun rimeligt at der gives lige så meget plads til at være f.eks. muslim, som til at være kristen. Det er et personligt valg, som bør og skal respekteres. Tvinger man skolebørn til at bede Fadervor, så giver man samtidig også udtryk for at skolen udelukkende er kristen og ikke andet, hvilket er meget lidt forenelig med begrebet “Den rummelige folkeskole”, hvor man ønsker at der skal være ligeværdighed og plads til alle. Det må som udgangspunkt forventes, at folkeskolen hverken har et politisk eller religiøst udtryk, og udelukkender tjener som center for viden.

Morgensang er en god måde at samle skolen på, og er rigtigt nok en del af vores kultur, men at folkeskolen stadig har til opgave at indoktrinere eleverne til den kristne tro er et levn fra fortiden, som ikke tjener noget formål. Tiden er forlængst løbet fra den opfattelse, og udtalelsen stiller spørgsmålstegn ved om tiden også er løbet fra Bertel Haarder. At folkeskolen kunne trænge til at vende tilbage til nogle af sine gamle værdier eller alternativt opfinde nye, kan der ikke herske tvivl om, da respekten for lærerfaget ganske tydeligt for alle er forsvundet ud i den blå luft, men religion kan højest bruges til indskrænkning af folks personlige frihed, og har intet med respekt og læringskultur at gøre.

Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2009/politik/sammenblanding-af-kultur-og-religion/

nov
11

KISS: keep it simple & stupid

I min dunkle fortid gjorde jeg en del i webdesign, og skulle man have succes med sine designs, så var der visse regler der måtte følges. En af de mest kendte design-regler er KISS-metoden (keep it simple & stupid), som groft sagt fortæller os, at jo mere enkelt din side er bygget op, jo nemmere er det for de dumme at finde rundt på den! AIDA-modellen er nogle andre design-regler, som handler om hvordan man styrer læserens opmærksomhed i den rigtige retning, og sådan er der flere værktøjer til at opbygge en hjemmeside. Disse kan i øvrigt overføres på f.eks. Word-dokumenter og lignende.

Forleden stødte jeg på en side, hvis design i hvert fald er alt andet end enkelt. Man får næsten ondt i øjnene af at kigge på den, og dette selvom jeg tror at ideen bag siden er seriøs nok. Tag et kig på siden, og vurder selv brugervenligheden:

http://havenworks.com/

Tags: , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2008/crazy-world/kiss-keep-it-simple-stupid/