Tags Arkiv: Respekt

sep
04

En politiker må sådan spare…

Ofte ser man ved nedskæringer og effektiviseringer, at politikerne står på den ene side og siger, at folket på gulvet godt kan løbe lidt stærkere, og at de har rigeligt gode arbejdsforhold. Den rolle er de nødsaget til at tage på sig i økonomiens navn. På den anden side står de mennesker som besparelserne går ud over og river sig i håret, da de skal se konsekvensen på nærmeste hold, f.eks. ved at de får mindre tid til at passe de samme og måske endda flere opgaver. Nogle steder mister de også nogle af deres kollegaer, hvis arbejdsopgaver de så må overtage.

Det er ikke nogen nem situation som politiker at stå i. De er også mennesker, men med et helt andet og større ansvar på skuldrene. De skal tage tunge beslutninger baseret på økonomiske beregninger, som de ikke nødvendigvis selv er herrer over. Nogle gange er det bare svært ikke at tænke på, om politikerne egentlig er klar over konsekvenserne af deres handlinger. Nok kan de aflæse besparelserne på et stykke papir, og de kan f.eks. se normeringen af børn per voksen i børnehaverne stige grundet deres politiske beslutninger. Men de mærker ikke hverdagens gøremål tage til i antal og de føler heller ikke børnenes voksenafsavn forværres. De hører personalets og forældrenes kritiske røst til de politiske møder, men mærker ikke på samme måde modløsheden brede sig, når børnenes yndlingspædagog/medhjælper fyres, og der endnu engang skrues ned for aktiviteterne, så børnepasningen efterhånden tangerer børneopbevaring.

Kender politikerne overhovedet til den verden som de er øverste chef for? Sådan tror jeg mange af de berørte af besparelser tit har spurgt sig selv om. Har de overblik over hvad en pædagog egentlig får dagen til at gå med? Hvad med en SOSU-assistent? Kender de til den tid og flid der ligges i de forskellige opgaver? Kender de til den betydning det har nu og på sigt, at skolelæreren dårligt har mere end et minut til hver enkelt elev i klassen? Ofte tvivler jeg.

Hvad kan man så egentlig gøre ved det problem? Svaret har ulmet i baghovedet på mangt en ansat i det offentlige, og det kan undre at denne del af en måske god løsning aldrig er blevet taget mere seriøst. I mange store virksomheder er det således, at de ansatte på kontoret en gang om året bliver sendt en uge i produktionen, således at de  bliver bekendte med arbejdsgangen og arbejdsbyrden i løbet af en dag. På den måde lærer de at tale samme sprog, hvilket i sidste ende vil gavne samarbejdet. Samme løsning kan sagtens overføres til det offentlige. En undervisningsminister skal naturligvis på et årligt praktikophold af en f.eks. en måneds varighed på en vilkårlig skole, så det er til at mærke hvorfor 30 elever i klassen er alt for mange. Tid har de jo jævnfør deres lange sommerferie. Medlemmerne af social-og sundhedsudvalget i kommunen skal naturligvis ude at prøve virkeligheden på forskellige institutioner, så de ved hvad der rører sig og ser hvor problemer egentlig er. Besparelser kan jo også handle om optimering frem for effektivisering. Effektivisering handler oftest om at finde laveste fællesnævner, så alt er ens og ingen har det bedre end andre. Fokus bør være på optimering. Hvordan gør vi tingene bedre, samtidig med at vi kan spare penge?

At være politiker er at være folkets tjener. Det er ikke et kald eller et fedt job. Det er ikke et chefjob for en stor gruppe ansigtsløse dukker. Det er et tillidshverv for en masse mennesker med børn, forældre og følelser. Det er et kæmpe ansvar og det skal tages alvorligt. For at tingene kan fungere til alles tilfredshed, så er politikerne også nødt til at vide hvad de har med at gøre. Så kære politikere. Tag denne løsning til jer, så vil vi måske endelig alle kunne tale samme sprog. Tilliden til jer vil givetvis stige betragteligt.

Tags: , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2011/politik/en-politiker-maa-saadan-spare/

maj
31

Hvilket Danmark vil du have?

I forbindelse med folketingsvalget til EU har der været meget postyr omkring en enkelt kandidat, nemlig Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, som har ført sig frem med et slogan således lydende: “Gi’ mig Danmark tilbage”. Man kan altid diskutere, om ikke det slogan er tyvestjålet fra den valgplakat_df_mmafdøde sangerinde Natasja, men faktum er, at ingen har eneret til den sætning, ej heller andre sætninger, og så er den diskussion vel egentlig ikke længere.

Næh, straks er det mere interessant at reflektere over, hvad Morten Messerschmidt egentlig mener med den sætning. Min umiddelbare tanke var, at Morten Messerschmidt og resten af Dansk Folkeparti er mest interesserede i at komme tilbage til de gamle dage, hvor en bøsse var noget man gik på jagt med, og hvor man kunne sige neger højt, da de alle alligevel befandt sig på den anden side af kloden, og blev opfattet som urmennesker uden nævneværdig intelligens. Det drejer hurtigt tankerne hen på Morten Korch og lignende glansbillede-fremstillinger af Danmark for år tilbage, og det stemmer meget godt overens med, at DFs kernevælgere er godt oppe i alderen, og kan lide den slags film – undskyld genereliseringen. Ser man bort fra den del der omhandler homoseksuelle eller folk med en anden hudfarve, så er det jo heller ikke en usympatisk tanke at ønske sig et andet Danmark – blot er den urealistisk. Men langt hen af vejen vil jeg give dem ret, for der er andet et Danmark jeg ønsker mig, men det skal jeg komme ind på senere.

Meningen med det slogan kan dog også være en anden. Af mange forskellige og gode grunde er flere danske partier imod EU og Danmarks medlemsskab af denne sammenslutning, og det skyldes den store magt EU er i stand til at udøve overfor vort lille land. Vi danskere er jo vante til, at vi er vore egen herrer, og tager gerne sværdslag for at slås for vores ret og overbevisning, og det er ikke nemt at være underlagt regler man ikke synes om. Dansk Folkeparti er et af disse partier, og selvom hovedpersonen i dette blogindlæg stiller op for at blive valgt til EU, så er hans mildest talt heller ikke begejstret for ordningen. Når man nu stiller op til EU og ikke bryder sig om det, så kan det slogan også se som et udtryk for, at man vil have Danmark ud af EU og et mere frit Danmark tilbage. Den tror jeg dog ikke på.

Ros bør i øvrigt gives når den er fortjent, og jeg må indrømme at Morten Messerschmidt har ramt plet med sin plakat. Ved at tage et valgssprog Morten Messerschmidt-plakar efter grafittisom umiddelbart repræsenterer det modsatte af DF (jvf. Natasjas sang) og gøre det til hans eget, endda mere end DFs andre kandidater, så har han fået skabt så meget opmærksomhed omkring sig selv, at han huskes af langt de fleste vælgere, når de skal sætte deres kryds. Den slags er guld værd i en valgkamp, da vælgere uden politisk tilhørsforhold ofte stemmer på den de bedst husker. Det er virkeligt flot valgspin, og for det fortjener DF ros.

Ros kan jeg dog ikke give, når jeg skal beskrive Dansk Folkepartis menneskesyn. Førhen påstod partiet i det mindste at tale de ældres sag, men da denne sag åbenbart er gået i glemmebogen, så er der kun indvandrer-debatten tilbage for dem, og der taler de med en hårdhed og umenneskelighed, som kun vækker kulde og had. Had er blevet deres lod. Intet er dem mere helligt, og de taler om muslimer som om de var umennesker, der udelukkende ønskede at slå vantro danskere ihjel, så snart de fik chancen.De muslimer jeg kender elsker det danske demokrati, og ønsker ingen religionskamp. De vil blot leve i fred, og lade andre folk tro hvad de vil. Dansk Folkeparti har skabt en falsk fjende, og nu ser folk spøgelser alle steder. Partiet bringer intet positivt med sig, og det er faktisk min største anke imod dem. Bidrog de i det mindste med noget godt, så var der måske håb, men de taler udelukkende til den indre svinehund og danskerne er alt for lydhøre. De bringer splid grundet hudfarve og tro. Måske er de ikke selv racister – jeg kender ikke deres personlige overbevisninger medlemmerne imellem – men deres handlinger og ord bringer racisme og ondskab op i folk. De vil gerne have fælles værdier påstår de, men kun hvis det er deres egne, og de tror at tolerance kun gælder den ene vej. Deres generelle menneskesyn lader ihvertfald meget tilbage at ønske.

For at vende tilbage til et tidligere punkt i dette indlæg, så vil også jeg gerne have mit Danmark tilbage. Når jeg skriver om Dansk Folkepartis menneskesyn, så har det at gøre med, at menneskesyn er dét der er galt med Danmark. Min barndom fortæller en del af historien, og er en beskrivelse af, hvor hurtigt verden kan ændre sig. Tingene er gået meget stærkt de sidste 20 år.

I min barndom skete det i folkeskolen, at der var slåskamp drengene imellem, for hierakiet har altid DF og ytringsfrihedbrug for tilpasning. Dengang betød slåskamp, at man skulle have den anden ned at ligge, og så var man egentlig vinder af den kamp. Det var kun meget sjældent at man slog eller sparkede for alvor, så dysten antog mere skikkelse af en styrkeprøve. Selvom folk også kunne være onde for 20 år siden, så har ondskaben taget en helt anden størrelse i dag, hvor man går til yderligheder for at såre hinanden. Slåskampe i folkeskolen kan i dag godt ende ud i, at de involverede står og sparker hinanden i hovedet, selv når modstanderen forlængst har overgivet sig. I dag har man kniv med i byen, og en pige der førhen var en “dum tøs” er i dag en “fucking bitch”. Med andre ord er respekten for andre mennesker på hastigt tilbagetog, og et parti som Dansk Folkeparti har været kraftigt medvirkende til denne udvikling med deres sprogbrug og syn på indvandrere. Tonen i deres debatter er hård og rå, og alt undskyldes med ytringsfrihed, som om at man så må sige hvad man vil. Det er slet ikke det ytringsfrihed handler om.

Det Danmark jeg gerne vil have er et land, hvor man behandler hinanden ordentligt. Jeg vil ikke forholde mig til hvor mange der må indvandre, for det er í virkeligheden ikke interessant, men blot appellere til, at de mennesker der er i landet kaldes danskere, og behandles herefter. Vi skal ubarmhjertighed og racisme til livs, og lære at respektere, at folk kan have en anden overbevisning end én selv, og stadig være vor venner. Jeg ønsker ikke en masse regler, men at folk i stedet tænker sig om, inden de slår eller mobber. Det kan opsummeret meget kort: Jeg ønsker at danskerne begynder at tænke lidt næstekærligt igen, for næstekærligheden er næsten helt væk i vort samfund, og det kan et af verdens mest udviklede samfund slet ikke være tjent med.

Jeg vil gerne have danske værdier. Ordentlige værdier. Bare ikke de samme som Dansk Folkepartis. Hvilket Danmark vil du have?

Tags: , , , , , , , , , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2009/politik/hvilket-danmark-vil-du-have/

jan
24

En ægte sprogperle

http://politiken.dk/indland/article635913.ece

Politiet har åbenbart taget nye våben i brug, for at komme i dialog med folk. I stedet for at blive kaldt diverse groft nedsættende skældsord, som jo ellers er gode til yderligere at optrappe en ophidset situation, så er politiet åbenbart i stedet begyndt at komme med søde små kælenavne. Men ret beset, så er en hærdebred panserbasse, endda udstyret med en stor og villig knippel, der kalder én for perle da heller ikke til at stå for…

Men seriøst – hvordan kan man tro på at nogen vil tage den bortorklaring for gode varer? Hvorfor skulle politiet pludselig kalde folk for perler, eller for den sags skyld andre kælenavne? Det er efter min mening en af de dårligste bortforklaringer jeg nogensinde har hørt, da enhver kan høre, at politimanden tydeligvis siger det frastødende og nedsættende ord, som af åbenlyse årsager er forbudt i mit hjem.

Nuvel, han var i en ophidset situation og dummede sig, men hvorfor tager han så ikke bare ansvaret for sin handling, og undskylder for det? Hvad er det værste der kan ske? I Danmark har vi, af for mig ganske uforklarlige årsager, fået den ide, at ytringfrihed er lig med at måtte svine folk så meget til som man måtte ønske sig det, så i værste fald får han vel en reprimande, et lille smæk over fingrene og så er det overstået. Det er højest usikkert om der nogensinde bliver nogen sag ud af det. Tak bare Dansk Folkeparti for det.

Jeg vil ikke forsvare politimanden, for jeg synes det er en modbydelig måde at tiltale folk på, blot fordi de ikke er kridhvide som ham selv, men omvendt vil jeg heller ikke fordømme ham. Han er blot et produkt af samfundet anno 2009, hvor vi alligevel ikke har overskud til at tænke på andre end os selv, og så skal det jo ende med sådanne sager. Jeg synes bare at det udstiller hvor langt ud vi er nået, når mennesker der er ansat som vores vogtere og hjælpere lader hånt om demokratiske værdier, og på den måde lader et andet menneske vide, at vedkommende ikke er velkommen i vores fælles land. Er der så noget at sige til, at integrationen er et problematisk emne i Danmark?

Tags: , , , , , , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2009/samfund/en-aegte-sprogperle/

jan
09

Sammenblanding af kultur og religion

Bertel Haarder udtaler til Politiken, at han mener at Fadervor er en del af den danske kulturskat, og at alle skoler burde overveje kraftigt at indføre morgensang og Fadervor som et fast ritual i skolens hverdag. Udtalelsen kommer ovenpå en sag fra Nørre Nissum, hvor skolelederen afviste at undtage elever fra skolens morgensamling, hvor Fadervor indgår.

Udtalelsen er mildt sagt uheldig, da han dermed underkender danskernes ret til frit valg af religion. Ved at genindføre Fadervor som ritual fjendtliggører man alle andre trosretninger end den kristne, hvilket ikke er hensigtsmæssigt. Uanset om man bryder sig om andre religioner eller ej, så er det kun rimeligt at der gives lige så meget plads til at være f.eks. muslim, som til at være kristen. Det er et personligt valg, som bør og skal respekteres. Tvinger man skolebørn til at bede Fadervor, så giver man samtidig også udtryk for at skolen udelukkende er kristen og ikke andet, hvilket er meget lidt forenelig med begrebet “Den rummelige folkeskole”, hvor man ønsker at der skal være ligeværdighed og plads til alle. Det må som udgangspunkt forventes, at folkeskolen hverken har et politisk eller religiøst udtryk, og udelukkender tjener som center for viden.

Morgensang er en god måde at samle skolen på, og er rigtigt nok en del af vores kultur, men at folkeskolen stadig har til opgave at indoktrinere eleverne til den kristne tro er et levn fra fortiden, som ikke tjener noget formål. Tiden er forlængst løbet fra den opfattelse, og udtalelsen stiller spørgsmålstegn ved om tiden også er løbet fra Bertel Haarder. At folkeskolen kunne trænge til at vende tilbage til nogle af sine gamle værdier eller alternativt opfinde nye, kan der ikke herske tvivl om, da respekten for lærerfaget ganske tydeligt for alle er forsvundet ud i den blå luft, men religion kan højest bruges til indskrænkning af folks personlige frihed, og har intet med respekt og læringskultur at gøre.

Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2009/politik/sammenblanding-af-kultur-og-religion/

aug
29

Et menneske i mit liv

I dag sad jeg i bilen og ventede, imens Lene og Kristian var inde og handle. Ida havde været træt ovenpå en dag i børnehaven og var faldet i søvn, så jeg slap for at være en tilføjelse til mylderet af stressede forældre med dødtrætte institutionsbørn på slæb, men hørte i stedet musik mens jeg lod tankerne vandre. Ofte kan jeg bruge timevis på at studere andre mennesker, og netop dette gjorde jeg også i dag. Mange mennesker defilerede forbi den sølvgrå Mitsubishi, hvor Nina Simone, med en stemme smukkere end guds engles harpesang, synger om “22nd Century”, men ingen tog notits af mig, og jeg var fri til at gøre mig forestillinger om hvem de var og hvad deres liv var fyldt med.

Pludselig ser jeg en mand på ca. 50 år med rødligt hår og fuldskæg komme gående hen til sin bil, der var parkeret kun få meter væk. De gik op for mig at jeg kendte ham, og instinktivt løftede jeg armen for at hilse på ham, blot for at sænke den igen. Jeg kender ham da, gør jeg ikke? Da jeg gik i folkeskolen var han indehaver af Mini-markedet i Strib, det er byen hvor jeg er vokset op, og vi gav ham kaldenavnet Mini-Mogens, hvilket vi næppe var ene om at kalde ham. Han spillede bl.a. fodbold, og alle vidste hvem han var. Han var vellidt og rar.

Jeg hilste ikke på ham. Egentlig virkede det helt forkert ikke at gøre det, for jeg hilser normalt på alle jeg selv perifært kender eller har kendt, men jeg sad i stedet med tanken om, at det var en fremmed mand jeg ville vinke til. Han er blot en af de mange personer jeg kender, men som jeg intet ved om. En af dem jeg har hilst på utallige gange og sagt hej – måske har vi engang skålet til byfesten eller grint af denne samme vittighed i fodboldklubben, men ikke mere end det. Sådan er det at være vokset op i en lille by. I dag er Strib næppe mere end en pendlerby fyldt med mennesker der ikke kender hinanden, men dengang havde byen en sjæl og vi var alle på fornavn. Sådan husker jeg det ihvertfald. Måske romantiserer jeg min barndom, men jeg var sikker på at vi alle kendte hinanden, og at vi på en aller anden måde fortsat i fremtiden ville være forbundet i denne by. Men jeg kender ham ikke og han kender ikke mig. Alt vi har sammen er mindet om dengang hvor verden var lille og meget mindre kompliceret. Sikkert uden at ville det fik han mig til at tænke på, at mit liv har indeholdt mange Mini-Mogens’er, som jeg i dag hilser pænt på, men som jeg intet ved om. Det er som om de mennesker pludselig genopstår og går forbi mig, blot for at minde mig om, at jeg uigenkaldeligt har forladt barndommen og er blevet voksen. De er erindringer om en tid jeg aldrig skal opleve igen.

Næste gang vil jeg hilse på ham alligevel. For at huske. For at blive mindet om et liv jeg engang havde. Jeg er lykkelig i dag, men minderne er nu rare at have.

Tags: , , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2008/bloggen/et-menneske-i-mit-liv/

aug
13

Menneskets bedste ven?

I dag sad jeg og surfede lidt rundt på nettet, og læste på Ekstrabladets hjemmeside om to hunde, der havde overfaldet en lille pige. I sig selv er det jo ganske forfærdeligt, men i sådan en situation tænker jeg også meget på, hvad der har drevet hundene til at begå sådan en misgerning. Som udgangspunkt er hunde jo ikke onde, men til gengæld kræver de en moden og fast hånd, hvis de skal udvikle sig til en rigtig familiehund.

Ringer man rundt til internater og dyrlæger, så kan man konstatere, at alt for mange mennesker ikke aner hvad der skal til, når de anskaffer sig en sød lille hvalp. De husker sikkert tilbage på deres barndom, hvor de havde en elskelig labrador, som altid var glad og kærlig, men glemmer at det måske havde krævet hårdt arbejde og masser af træning af komme dertil. At få en hund kan på mange måder sammenlignes med at få børn – det kræver at man investerer sig selv, og gør man ikke det, så bliver resultatet der efter.

Vores egen hund er et fuldbyrdigt medlem af vores familie, og vi gruer da også for hvordan børnene vil reagere, når han en dag skal herfra. Han er 13 år gammel og det kan mærkes, men han elsker tydeligvis børnene utroligt højt, og de elsker ham tilbage. Men vi er også nødt til at indskærpe overfor børnene, at de skal behandle ham ordentligt og respektere det han “siger”, for selv om han hverken kan tale eller har de samme egenskaber som et menneske, så har han også følelser og kan blive ked af det og vred. Og vrede hunde bider.

Der er grænser for hvad f.eks. selv en fuldvoksen og solid rottweiler vil finde sig, og hvis ikke man gør sig det klart, så ender det som i tilfældet med den lille pige. Pigen kan naturligvis ikke drages til ansvar for noget, og det er heller ikke sikkert at hun overhovedet har gjort noget for at ophidse hundene, men sådan et angreb kommer ikke ud af den blå luft. Forældrene må stå som de ansvarlige. Hvis hundene kan finde på sådan noget, så er de ikke egnede som familiehunde, og det må nødvendigvis have været synligt allerede på et tidligere tidspunkt. Nu må pigen så betale prisen for den fejltagelse, og hundene må lade livet. Var det virkelig nødvendigt?

At aflive hunden er åbenbart også fremherskende, når vi ikke længere har lyst eller plads til hunden.
Har hunden bidt som i det ovenstående tilfælde er diagnosen helt klar, men det går over min fatteevne hvorfor folk hellere vil aflive deres hund, end at videregive den til andre f.eks. via Gul&Gratis eller et internat. Andre mennesker kunne måske have fundet deres bedste ven i din “aflagte” hund. I de tilfælde hvor folk vælger aflivningen i stedet, reducerer man hunden til en ting eller en brugsgenstand, og så tilsidesætter man enhver form for respekt for livet. Det er i alle tilfælde en græl form for misprioritering. Dyr skal kun aflives, hvis de er syge eller til fare for andre – så enkelt er det faktisk.

Historien om den lille pige er langt fra enestående, og surfer man rundt på nettet, så kan man finde et utal af disse skrækindjagende historier. Jeg har også læst et tekststykke på Danerlands blog, som meget godt udtrykker hvad man bør tænke over, når man har hund:

DENNE BØN ER FRA ALLE HUNDE TIL ALLE  MENNESKER.
Gid i alle vil læse den og tænke godt over den.

Mit liv varer kun 10 – 15 år. Enhver adskillelse fra dig betyder sorg, tænk over det før du anskaffer mig.

Giv mig tid til, at forstå, hvad det er du forlanger af mig.

Gør mig tillidsfuld, du er hele mit liv.

Vær ikke vred på mig længe ad gangen, spær mig ikke inde som straf.

Du har dit arbejde, dine fornøjelser, dine venner. Jeg har kun dig.

Tal med mig. Selvom jeg ikke forstår dine ord, så forstår jeg når din stemme gælder mig.

Ved du, at jeg aldrig glemmer, hvordan man er imod mig.

Før du slår mig, så tænk på, at mine kæber med lethed kan knuse din hånd, men jeg gør ikke brug af min styrke.

Når du bliver irriteret på mig, fordi du selv har travlt, så tænk på, at jeg måske har ondt i maven, måske lå jeg for længe i solen eller måske er jeg bare træt eller ked af det.

Tag dig kærligt af mig, når jeg bliver gammel. Også du bliver gammel en dag.

Sørg for, at min pels altid er børstet, blank og pæn – jeg kan ikke selv.

VUF OG KNUS – DIN HUND

Tags: , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2008/bloggen/menneskets-bedste-ven/

maj
26

Uforstående arbejdsgivere

http://politiken.dk/indland/article514122.ece

Det er åbenbart ikke alle der helt har forstået, hvad den strejke egentlig går ud på.

Mange tror at det hele handler om at få mere i lønposen, men i virkeligheden handler det om at få bedre vilkår, således at de ikke skal løbe livet af dem selv, og blive nedslidte i en al for ung alder.
Det handler om respekt for det arbejde de udfører.
At man så beder dem om at arbeje ekstra for at komme strejkepuklen til livs, kan kun ses enten som om arbejdsgiverne ikke har forstået budskabet, eller også er de bare ligeglade – det er en hån under alle omstændigheder, at man kan være så uforstående.

Tags: , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2008/bloggen/uforstaende-arbejdsgivere/

maj
25

Tørklædet

Så faldt fornuftens korthus sammen igen, da regeringen nu har besluttet sig for at forbyde domsmænd at bære tørklæde, da de jo kunne komme til at sende de forkerte signaler. Der har også været et argument fremme om, at nogle mennesker ville føle sig utilpasse ved, at en muslim skulle dømme dem, og at de sikkert ikke ville være neutrale. Pudsigt at tro at det skulle være mindre ubehageligt at blive idømt en fængselsstraf, hvis det var en hvid kristen der afsagde dommen. Det kommer næppe bag på nogen, at især Dansk Folkeparti med deres nu officielle anti-muslimske holdninger står bag disse udtalelser, men det undrer mig at almindeligt intelligente mennesker hopper med på den vogn. Hvad ved vi egentlig om de mennesker der er dommere, udover at de har en ren straffeattest og ofte er udvalgte ud fra deres politiske tilhørsforhold. I de sidste par år er der ind imellem kommet skeletter ud af skabet hos politisk engagerede folk, og hos DF har der f.eks. været medlemmer af bl.a. Den Danske Forening, og andre med endnu tydeligere nazistiske tendenser, men det er noget der blev opdaget ved et tilfælde. Vi ved ikke om dommerne foran os i al hemmelighed er nazister, pædofile eller noget andet vederstyggeligt, men forlader os blot på, at de nok ikke har nogen laster. Sandheden er dog at alle har laster, og det gælder også de dommere der kommer til at optræde med kapper på, så hvorfor dog ikke forholde sig til dette? Bliver man mere neutral af at have en kappe på? Man bliver dømt efter lovgivningen og ikke efter eventuelle fordomme, så i teorien kan det være fuldstændigt ligegyldigt hvem der sidder som dommer. Hvis man er inhabil på grund af sine meninger og tro, så har det aldrig haft noget med påklædningen at gøre. For mig at se handler det udelukkende om hudfarve og ordet “muslim”.

Jeg synes ellers at Birthe Rønn Hornbech gjorde et godt forsøg på at nuancere debatten en smule, men da hun blev pisset på plads af Anders Fogh Rasmussen, så gik hun i migselv-stilling og rettede ind til højre.
Desværre kan man sige, for nu er hendes vinger stækket, og hun vil næppe grave sin egen politiske grav for den sag, selvom hun tydeligvis stadig ikke er enig med resten af regeringen. Endnu engang blev al form for debat lukket fuldstændig og effektivt ned, og det er i virkeligheden så utrolig synd for Danmark. Jeg har svært ved at se, hvem der skal råbe det muslim-forskrækkede Danmark op i al enøjetheden og selvtilfredsheden – det er p.t. en nærmest umulig opgave.

Man bliver i øvrigt ikke automatisk partisk, bare fordi man bekender sig til en religion – heller ikke selv om det er Islam, som åbenbart er den eneste farlige religion i verdenen. I det hele taget får muslimer generelt skyld for meget, og jeg kan kun tro at det er fordi folk ikke har læst biblen, for den holder sig sandt at sige heller ikke tilbage med opfordringer til drab og lemlæstelse på hedninge og folk der tror på noget andet. Historien viser med al tydelighed, at de kristne er mindst lige så slemme som muslimerne. Taget i betragtning at størstedelen af den danske befolkning kalder sig kristne, så er det pinligt at de ikke ved bedre! Dansk Folkeparti har gjort sit hjemmearbejde så godt, at Danmark giver køb på sine borgers rettigheder, for i stedet at bekende sig til den primitive frygt der kun eksisterer i vores hoveder. Men dette er åbenbart prisen for at have ytringfrihed – også tosserne kan råbe lige så højt de har lyst til!

Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2008/politik/toerklaedet/

maj
25

Kommentar til strejken

I disse strejketider vil jeg da også gøre mig bemærket med et indlæg, hvor jeg bliver nødt til kommentere på nogle af de ting jeg læser rundt omkring. Jeg støtter naturligvis strejken, da jeg mener at disse grupper af arbejdende mennesker alt for længe er blevet udnyttet, og det til en latterlig lav løn.

Tager vi udgangspunkt i pædagogerne og pædagogmedhjælperne rundt omkring i landets børnehaver, så hører det med til debatten, at der til stadighed stilles større og større krav til de arbejdsopgaver de skal udføre. Pædagogerne udfører i dag så meget skriftligt arbejde, at børnene store dele af tiden kun har pædagogmedhjælperne at støtte sig til, da pædagogerne skal gå fra for at observere, holde møde eller skrive. Det vigtigste arbejde, det at sætte sjove aktiviteter i gang og være sammen med børnene og være deres tryghed, kan ikke undgå at lide, og i den sidste ende er det børnene der bliver tabere. Det er et udtryk for uvidenhed og forfalsket virkelighedsopfattelse, når folk tror at ansatte i de offentlige institutioner ikke er deres løn værd, for de har et større ansvar end nogen andre i dette land – de passer på dine og mine børn! Alene ansvaret burde være 15-procents lønstigning værd, men strejken handler om mere end bare penge. Den handler også om, at de forlanger at få respekt som fortjent for deres arbejde.

Det er på tide at belyse det urimelige faktum, at hver gang der skal spares i kommunerne, så er det altid institutionerne der skal hugges ned, og igen med børnene som tabere. Materielle ting som byforskønnelse og prestigebyggeri bliver gang på gang prioriteret frem for det enkelte mennesker. Middelfart er et glimrende eksempel på dette, hvor man har valgt at ville bygge et nyt rådhus til over 140 millioner, selvom det sociale væsen er skåret ind til benet. Her har man valgt at tænke i mursten, fremfor at tænke i mennesker.

Ind imellem drister jeg mig til at læser kommentarer på nyheder skrevet på f.eks. Ekstra Bladets hjemmeside, og der er sand for dyden ikke mange dér, der støtter op om de strejkendes krav. En af de mest brugte kommentarer er, at “de kan da bare finde sig et andet arbejde, hvis de er så utilfredse med lønnen” og “de skal bare holde deres kæft og passe deres arbejde”. Vi kan dermed konstatere, at vi er nået ret langt ned hvad angår anstændighed, når det er de mest kreative forslag til løsning af en konflikt. Man har ikke kun ret med også pligt til at kæfte op, når man synes at éns arbejdsforhold er blevet uudholdelige – det er jo netop kernen i et demokrati som det danske, og hvis éns børn bliver holdt som gidsel i en strid som denne, så var det måske det rigtige tidspunkt at undersøge, hvorfor de i det hele taget strejker. Den del har mange forsømt. Men det kunne da være et morsomt eksperiment, hvis alle ansatte i børnehaver landet over opsagde deres arbejde. Hvordan ville folk passe deres tydeligvis langt vigtigere arbejde, og hvem skal i givet fald tage sig af deres børn? Nej, de skal ikke finde sig et andet arbejde og de skal heller ikke holde deres kæft. De skal holde fast og kæmpe videre, så vi kan få rettet op den skævhed der er i det danske samfund, hvor en nyansat autodidakt IT-nørd på 20 år kan starte med en grundløn på næsten det dobbelte af, hvad en pædagog med 10 års kompetencer og et kæmpe ansvar i sine hænder kan skrabe sammen.

Tags: , , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2008/bloggen/kommentar-til-strejken/

maj
24

Det er snart sommer…

Vejret er helt fantastisk lige for tiden, og der er ikke noget som sol der kan gøre en glad i låget.
Man glemmer helt de daglige bekymringer, og selv ikke engang B.T. eller Se & Hør kan gøre mig forarget, selv de dog gør hvad de kan. Jeg tænker i stedet på mine børn, min dejlige kone og så tænker jeg også på vores have, som er godt i gang med at producere gulerødder, kartofler, jordbær og diverse krydderurter til os. Studiet går også fint og jeg er snart færdig, så jeg kan ikke se at der er noget at hidse sig op over.

Alligevel synes jeg måske, at jeg burde få kommenteret på nogle af de ting der sker i Danmark lige nu. Egentlig er det mest ting jeg bare ryster på hovedet af, men det er lige så meget fordi jeg ikke forstår, hvordan folk kan opføre sig sådan. Jeg kan dog blot konstatere er det er Danmark anno 2008, og så kan man åbenbart tillade sig hvad som helst. Det er som om al form for pli er gået fløjet, og man respekterer ikke længere hinanden som før. Det bedste eksempel på dette ser vi i institutionerne.

I skolen er læreren som myndighedsperson er saga blot, og jeg har hørt og læst om børn der sagde ting  til deres lærer, som jeg end ikke ville sige til min værste fjende, havde jeg haft en sådan.
Folkeskolen har ikke noget modtræk imod disse elever, og forældrene accepterer blot stiltiende at børnene opfører sig respektløst, hvilket vel blot fortæller en historie om, at forældrene også selv ligger under for denne form for psykisk terror. Der er ikke noget at sige til, at pædagoger, pædagogmedhjælper og lærere i stimevis lægger sig syge med stress, når forældrene end ikke selv gør en indsats. Det er vel også værd at huske i denne strejketid.

Selv er jeg vokset op med en helt andet form for opdragelse. Jeg boede hos to stærke autoriteter, som ikke fandt sig i hvad som helst, og som forlangte at jeg behandlede alle folk med den respekt, som alle folk i virkeligheden har gjort sig fortjent til. En sjælden gang imellem trådte jeg af nysgerrighed ved siden, og en gang imellem kostede det en syngende lussing, men ufortjent var det aldrig. Jeg tror ikke på, at jeg nogensinde ville kunne gøre samme imod mine børn, men jeg tænker ind imellem, at mange børn kunne have brug for samme form for opdragelse, så de kunne forstå at der er en grænse for alting. Jeg opfatter ellers mig selv som ganske fritænkende, fordomsfri og med stor forståelse for, at folk kan have forskellige opfattelser af samme emner, men jeg har ind imellem svært ved at forstå, at så mange mennesker indeholder så lidt empati, at de ikke kan mærke hvornår de overskrider en grænse. Måske er det mig der er forkert på den. Måske er jeg bare af uddøende race, men jeg vil da gøre hvad jeg kan for at overbevise folk om, at det kan blive bedre – især hvs vi alle hjælper til.

Nu vender tankerne igen tilbage til ungerne, som nu ligger og sover som de nysseligste lam i hele verden. Al den bekymring verden kan give aner de intet om, og hvor er det i virkeligheden en fantastisk følelse at vide.
Tænk at også jeg engang havde det sådan.

Tags: , , , , , , , , , , , , , ,

Permanent link til denne artikel: http://mike.thiemer.dk/2008/bloggen/det-er-snart-sommer/