I disse strejketider vil jeg da også gøre mig bemærket med et indlæg, hvor jeg bliver nødt til kommentere på nogle af de ting jeg læser rundt omkring. Jeg støtter naturligvis strejken, da jeg mener at disse grupper af arbejdende mennesker alt for længe er blevet udnyttet, og det til en latterlig lav løn.

Tager vi udgangspunkt i pædagogerne og pædagogmedhjælperne rundt omkring i landets børnehaver, så hører det med til debatten, at der til stadighed stilles større og større krav til de arbejdsopgaver de skal udføre. Pædagogerne udfører i dag så meget skriftligt arbejde, at børnene store dele af tiden kun har pædagogmedhjælperne at støtte sig til, da pædagogerne skal gå fra for at observere, holde møde eller skrive. Det vigtigste arbejde, det at sætte sjove aktiviteter i gang og være sammen med børnene og være deres tryghed, kan ikke undgå at lide, og i den sidste ende er det børnene der bliver tabere. Det er et udtryk for uvidenhed og forfalsket virkelighedsopfattelse, når folk tror at ansatte i de offentlige institutioner ikke er deres løn værd, for de har et større ansvar end nogen andre i dette land – de passer på dine og mine børn! Alene ansvaret burde være 15-procents lønstigning værd, men strejken handler om mere end bare penge. Den handler også om, at de forlanger at få respekt som fortjent for deres arbejde.

Det er på tide at belyse det urimelige faktum, at hver gang der skal spares i kommunerne, så er det altid institutionerne der skal hugges ned, og igen med børnene som tabere. Materielle ting som byforskønnelse og prestigebyggeri bliver gang på gang prioriteret frem for det enkelte mennesker. Middelfart er et glimrende eksempel på dette, hvor man har valgt at ville bygge et nyt rådhus til over 140 millioner, selvom det sociale væsen er skåret ind til benet. Her har man valgt at tænke i mursten, fremfor at tænke i mennesker.

Ind imellem drister jeg mig til at læser kommentarer på nyheder skrevet på f.eks. Ekstra Bladets hjemmeside, og der er sand for dyden ikke mange dér, der støtter op om de strejkendes krav. En af de mest brugte kommentarer er, at “de kan da bare finde sig et andet arbejde, hvis de er så utilfredse med lønnen” og “de skal bare holde deres kæft og passe deres arbejde”. Vi kan dermed konstatere, at vi er nået ret langt ned hvad angår anstændighed, når det er de mest kreative forslag til løsning af en konflikt. Man har ikke kun ret med også pligt til at kæfte op, når man synes at éns arbejdsforhold er blevet uudholdelige – det er jo netop kernen i et demokrati som det danske, og hvis éns børn bliver holdt som gidsel i en strid som denne, så var det måske det rigtige tidspunkt at undersøge, hvorfor de i det hele taget strejker. Den del har mange forsømt. Men det kunne da være et morsomt eksperiment, hvis alle ansatte i børnehaver landet over opsagde deres arbejde. Hvordan ville folk passe deres tydeligvis langt vigtigere arbejde, og hvem skal i givet fald tage sig af deres børn? Nej, de skal ikke finde sig et andet arbejde og de skal heller ikke holde deres kæft. De skal holde fast og kæmpe videre, så vi kan få rettet op den skævhed der er i det danske samfund, hvor en nyansat autodidakt IT-nørd på 20 år kan starte med en grundløn på næsten det dobbelte af, hvad en pædagog med 10 års kompetencer og et kæmpe ansvar i sine hænder kan skrabe sammen.