Jeg er træt af regler og forbud. Det er helt forståeligt for mig, at der skal være et skelet af regler til at oppebære samfundet, men overdrivelse fremmer altså ikke forståelsen.
Når regeringen beslutter sig for at vedtage, at børn i dagsinstitutioner ikke længere må få madpakker med, men skal have upersonlig og fabrikeret mad, så synes jeg grænsen er nået. Det er at kaste mistanke og umyndiggørelse over ellers gode forældre. Det er som at sige, at vi forældre ikke kan finde ud af noget så simpelt, som at smøre en god, sund og nærende madpakke, og intet kunne være fjernere fra sandheden. For selvfølgelig kan vi det, og vi kan endda meget mere end det. I forhold til vores børn ved vi som regel bedst og kan mest.
I min tid som arbejdstager har jeg i flere tilfælde været ansat i en børnehave, hvor jeg fra nærmeste hold har kunne observere, hvad børnene fik med i deres madpakke. Der har været forældre der ikke sendte en ordentlig madpakke med, javist, men der har været tale om et absolut mindretal. I virkeligheden har det måske været 1 forældrepar ud af 15. Derfor forstår jeg ikke hvorfor et sådan lovforslag kan gå igennem, hvis ikke det er for at spille de kloge og alvidende på andres bekostning. En typisk politiker-beslutning.
Vi bør slå et slag for folkesundheden. Der er flere og flere overvægtige, og der starter allerede i børnehaven. Slaget starter med oplysning og går videre gennem ansvarstagen. Men kun oplysningsdelen hører politikerne til. Ansvarstagen overfor børn skal altid komme fra forældrene, og ingen skal komme og tage ansvaret fra dem, men mindre de i tilstrækkelig grad har vist, at de ikke magter det ansvar der følger med, når man får børn. Politikerne skal holde sig langt væk fra dette område, og i stedet overlade det til eksperterne. Pædagoger, lærere og psykologer har en uddannelse bag sig, som kvalificerer dem til at forholde sig til de problemstillinger der kan være mellem børn og deres forældre, og derfor bør spørgsmål og analyser af den slags overlades til disse personer, og ikke til folk med en politisk dagsorden.
Apropos ansvar, så tangerer det ansvarsforflygtigelse, når regeringen laver regler og forbud, hvor der ikker er brug for det. Madpakke-fadæsen er et udtryk for dårligt politiker-arbejde, hvor man laver et halvhjertet tiltag for at vise, at man er parat til at gøre noget, selv om det i virkeligheden dækker over, at de ikke gider at tage et rigtigt ansvar og trække det store læs. De gør med andre ord noget, for at slippe for at skulle gøre noget…
Den nuværende regering kendes for flere ting, men sjældent noget godt. Mest af alt vil jeg huske dem for, at de elsker regler og forbud, og det er i virkeligheden meget lidt flatterende. Jeg hader regler og forbud!
Tags: Ansvar, Børn, Børnehave, Forbud, Forældre, Regeringen, Regler, Samfund, Sundhed, VKO
Med Pernille Rosenkrantz-Theils indmeldelse hos Socialdemokraterne er der nu håb om, at de endelig vil rejse sig til fordums storhed, og føre an i kampen om at få afsat den siddende regering. Vi kan ikke komme uden om, at Socialdemokraterne i lang tid endnu vil være flagskibet for den røde blok, og det er derfor vigtigt at få vækket dem af deres årlange dvale, der har været stærkt medvirkende til at tegne den røde blok som en svag opposition. Hvis nogen kan gøre det, så er det Pernille Rosenkrantz-Theil, og jeg forventer at Helle Thorning-Schmidt både får kam til sit hår, men også en super sparringspartner og kollega. Jeg savner hende hos Enhedslisten, men glæder mig over hendes politiske comeback.
